Interview

”Og hvad stiller man op med tab i en kultur, der er mindet på vækst? Det er et totalt tabu, men for mig er tab en vigtig ting. Jeg har læst mange gamle romaner, hvor man tager sit tab med værdighed. Man bærer sine tab. Man skubber dem ikke bare videre og sætter et flot billede op på Facebook, som man gør i dag.”

I Norge opererer man med begrebet ”glasurgenerationen”. Altså det kuld af unge, der kommer efter en generation, der har haft det vanskeligt, og for hvem alt er så godt, at det næsten ikke kan blive bedre. For hvis man ikke er glad i verdens måske bedste nation, hvad er der så galt?

For at lave et godt portræt skal man være lidt forelsket. Det er der i hvert fald nogle, der mener, og sjældent har et menneske passet så godt til det mantra som kunstfotografen Suste Bonnén.
»Jeg bliver forelsket i det billede, jeg selv skaber,« siger hun.

Tomas Espedal skriver i sporet af den tabte tid. Eller rettere i sporene af alt, han har tabt. Sin ekskones død, sine døtres udflytning og den store kærlighed, der blev […]

”Er det en flod?” spørger Chigozie Obioma, da han ser Aarhus Havn. Kommer man fra et land, der er rigt på floder, virker havneindløbet under Dokk1 beskedent, ån i byen som et sørgeligt spjæt fra en haveslange.

”Hvis der er nogen retfærdighed til, vil Himlen ligne et kæmpestort antikvariat, med en virkelig god café i det ene hjørne.”
Sådan lyder et af mange citater i Hans Hertels nye essaysamling Bogmennesker. Hans egen lejlighed ved Kongens Have er tæt på at leve op til kriteriet.

”Jeg håber, I alle ved, at Danmark tog del i slaveriet?”
Ngugi ser formanende rundt på os. En kollektiv mumlen breder sig. Folk ser ned og nikker. Jeg er på Louisiana Literature, og jeg har stået i kø blandt kvinder med batikfarvede tørklæder i en time.

Jeg medbringer jordbærkager til interviewet, så vi kan fika, et af flere finurlige ord, jeg har fået på hjernen efter at have læst Gitte Broengs romandebut, Frøken Klokken. »Fika« er svensk og betyder at indtage kaffe og kage.

Da jeg forlader Jamboys atelier i Bredgade har jeg lyst til at ryge. Jeg er også blevet tændt på at starte min egen lille tobaksproduktion op. I folkesundhedens navn forestås. Et paradoks for hvordan kan den skadelige tobak samtidig være sundhedsfremmende?

Under researchen til en film om vold mod kvinder fik Kim Fupz Aakeson en aha-oplevelse.

»En sagsbehandler fortalte, at når voldsramte kvinder går ud og finder en ny kæreste – en der ikke slår – så sker der nogle gange det, at de begynder at kede sig. Altså, der er noget gang i den i sådan et forhold, og nogle gange er det måske bare de andre, der er kedelige.«
Den slags gråzoner udspiller Kim Fupz Aakesons tekster sig bedst i. Som i Pragtfuldt, pragtfuldt!, hvor familien er på charterrejse, og den unge Morten får lov at drikke sjatter ved poolen, ligesom Kim Fupz Aakeson fik lov at ryge majspibe på færgen. Men i Mortens tilfælde stikker det af. For mor, far og moster bliver spritstive og kaster parasoller som dartpile i poolen. Da rejseguiden kommer ned for at dæmpe gemytterne, svinger faren ham rundt i en dans, der ender i vandet.