Skår af et sanseligt blik

For at lave et godt portræt skal man være lidt forelsket. Det er der i hvert fald nogle, der mener, og sjældent har et menneske passet så godt til det mantra som kunstfotografen Suste Bonnén.

»Jeg bliver forelsket i det billede, jeg selv skaber,« siger hun.

Jeg møder hende i en lejlighed, der er hendes eksmands. På bordet ligger bryllupsbilleder og andre spredte artefakter fra kærlighedens forlis. I stuen er der ryddet til side, så der kan være plads til at tage de portrætter, Suste Bonnén er mest kendt for. Her stiller hun skarpt på de skønne sider og lægger resten hen i mørke.

»Jeg kan kun se de lyse, smukke sider, og jeg vil kun se dem. Altså det er meget bevidst,« siger hun.

Om strategien har gavnet hendes kendte portrætfotografier er en smagssag, men i kærligheden har forgudelsen ikke kun været gunstig. Følger man Suste Bonnén på Facebook, ved man, at hjerteskærende opdateringer med spørgsmålet »Hvorfor?« er fulgt efter højstemte bryllupsbilleder fra Bornholm i sommer. Suste Bonnéns ægtemand nummer seks, afbrød giftemålet efter blot otte uger. Af hensyn til sit bagland og via en revisor.

»Det er jo en amputering,« konstaterer hun.

Efter seks skilsmisser er der ikke skyggen af skam eller skyld at finde hos 68-årige Suste Bonnén. Bebrejdelser eller bitterhed heller ej.

»Jeg er ikke interesseret i at gøre mennesker, jeg fotograferer, mindre, og det gælder også mine mænd. Det siger mine venner også: ’kan du ikke se, det bare en lillebitte mand, du har forstørret?’«

Udsagnet kan forstås i overført betydning og som konkret henvisning til de nærbilleder, Suste Bonnén har taget af sine mænds lår »som var det græske helgensøjler«. De første søjler sad på ægtemand nummer et. Ham Suste Bonnén giftede sig med som tyveårig.

»Jeg lærte meget almindelig dannelse af min første ægtemand. Ting, som jeg ikke havde fået med hjemmefra, fordi jeg er vokset op i et kunstnerhjem, hvor man ikke lærte børnene noget særligt.«

Barndomshjemmet var en kombineret systue og lejlighed ved Nicolai Plads i København, hvor det betød mere, at der blev spillet Ingemann på flyglet, end at der blev betalt rudekuverter. Hendes mor, hattemageren, scenografen og kostumieren Tone Bonnén var en gavmild livskunstner. Hun gjorde folk smukke, havde en glubsk appetit på mænd og gik barfodet omkring. Tone var sammen med Suste Bonnéns onkel Jens August Schade en del af den tids kunstnermiljø, hvor man udlevede tidens frisættelse.

»Som børn gik vi altid rundt alene. Min lillebror døde af det, og min storebror blev en hård negl.«

Suste Bonnén blev en romantisk boheme. Hendes far sprang – som hendes første ægtemand senere gjorde det – ud som biseksuel. Blandt billederne fra sin barndom fandt Suste Bonnén farens mange fotografier af maskuline baller i modlys og indikationer på, at stort set alle hendes forældres venner stod i et erotisk forhold til ham. Suste Bonnén har fotograferet sin far med hans mandlige kæreste. Ikke det ligeværdige billede, faren foretrak, men dét, hvor beundringen med al tydelighed er på den yngre, indiske mands side. Sådan er det i flere af Suste Bonnéns dobbeltportrætter. Kigger man efter, afslører kropssproget en ubalance. Én bror fylder mere end den anden, og en voksen søn ser beundrende op på sin far.

»Det er derfor, fotografiet er opfundet. Det skal bruges der, hvor ordene hører op. Man kan ikke sige i en tale, at en mand altid har svigtet sin søn, men man kan se det på billeder.«

Egentlig uddannede hun sig til billedkunstner hos Robert Jacobsen på Det Kongelige Kunstakademi, men tog på et tidspunkt nogle billeder af egne skulpturer og opdagede, at de var mere interessante end kunstværkerne selv. I første ægteskab var hun dog mest optaget af at være mor for døtrene Nynne og Tone. Det var dem, hun forstørrede.

»Det var så også det ægteskab, der holdt længst,« siger hun tørt. »14 år.«

Sammen med ægtemand nummer to flyttede hun ind på Danmarks dyreste adresse, Egtofte ved Vedbæk. Parret havde egne gartnere, stuepiger og marmorbadeværelser, og sammen fik de to sønner i børneflokken: Nicolai og Sophus. For Suste Bonnén var det en frugtbar periode rent skulpturelt. Det var også sammen med ægtemand nummer to, at hun i 1991 åbnede H.C. Andersen Huset i Nyhavn. Med koncertsal, biograf og store senge med små ærter og til den nette udgift af 45 millioner kroner. Et stort projekt og et prægtigt hus, der stod i fjorten måneder, så slap pengene op. Det gjorde kærligheden også, og efter skilsmissen rykkede Suste Bonnén ind i en 450 m2 stor lejlighed i København med de fire børn fra to ægteskaber. Hun gik i sin mors barfodede fodspor og lod yngstesønnen tegne og male på alle vægge. Beskeden til børnehaven lød: »Sophus er inspireret. Derfor bliver han hjemme i to uger.«

Suste Bonnén var færdiguddannet, hendes afgangsudstilling fra Kunstakademiet var blevet udstillet på Thorvaldsens Museum og hed Par. Suste Bonnén havde inviteret 100 par op til sig og taget billeder af dem.

»Jeg nærstuderede deres lykke. Altså hvordan fanden bar de sig ad?«

Nu skulle hun til at prøve noget nyt: at tjene sine egne penge. Her kom dobbeltportrættet ind i billedet.

»Det er rummet mellem to mennesker, der optager mig. En mor tror, det er hendes underskønne barn, jeg fotograferer, men i virkeligheden er det morens hengivne blik, jeg fanger.«

Her ser Suste Bonnén sin egen karriere i lyset af tidligere tiders kvindelige fotografers.

»Da fotografiet blev opfundet, var det mænd, der bestemte motivet. Men da kvinderne fik et kamera i hånden, tog de billeder af børn og havde større personlig frihed i deres motiver.«

Suste Bonnén er i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek undervejs med et bogprojekt, der skal vise, hvordan kvinderne har brugt linsen som levevej, og hvordan det fra starten hang nøje sammen med kvindefrigørelsen. For kvindelige fotografer fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var der to muligheder. De kunne gifte sig og lade sig opsluge af deres mands fotoforretning, eller de kunne forblive ugifte og udforske fotografiet.

»Jeg lever jo den samme historie, som de gjorde før i tiden, bortset fra at jeg kan lade mig skille og fortsætte mit arbejde.«

Suste Bonnén viser mig to krukker, hun har slået i stykker. Skårene har hun gemt.

»Når der sker mig noget voldsomt, så bliver jeg også voldsom,« som hun siger.

De to krukker er den hun og hendes eksmand, hver især bedst kunne lide, og det er noget, hun gør for at fortælle ham en historie.

»Og så bliver jeg så glad, når jeg ser, at der faktisk kommer noget nyt og smukt ud af det.«

Ser man efter i Suste Bonnéns omfattende fotografiske CV, følger der også ofte kunstudstillinger og projekter efter endte ægteskaber. Herunder den smukke bronzeskulptur af Agnete, der forlader sin havmand i skulpturform på bunden af Slotsholmkanalen i København. Undervandsværket skabte hun i 1992 efter skilsmissen fra ægtemand nummer to.

»Jeg laver altid mest, når jeg er mellem forhold. Så åbner verden sig igen,« siger hun.

Forelskelsen derimod er et lukket rum, et afdansningsbal for to. Således også med ægtemand nummer tre. Han havde grå tindinger og præsidenthår, en omdiskuteret erhvervsmand, der solgte sit firma få dage, før han selv blev fyret. Historien om den tid rummer anekdoter om den russiske mafia, en masse bamser og den indiske guru Sai Baba.

»Det var et eventyr, og han var den, der var sværest at komme sig over. Derfor blev jeg der også i fem år.«

Da Suste Bonnén gik fra ham, søgte hun støtte i en lukket kreds for folk med afhængighedsproblemer.

»Nogle drak, andre var ludomaner og jeg havde min afhængighed af det kick af en kærlighedsoplevelse det var, hver gang jeg så ham.«

En afhængighed, der går på, at følelserne skal være stærke.

»Når et ægtepar diskuterer, hvorvidt det var sidste eller forrige år, de fik nogle vildt lækre rejer i London, der dør jeg bare.«

I det hele taget sætter Suste Bonnén forventningerne til kærligheden højt. Det hører også til sjældenhederne, at jeg er i stue med en kvinde, der henkastet siger, »Det var i mit tredje ægteskab, jeg blev erotisk bevidst« og om ægtemand nummer fem: »Nå ja, ham havde jeg nær glemt.«

Ægtemand nummer fire, faldt hun for, siger hun, fordi han spillede Ingemann på klaver. Ægtemand nummer fem kom også ind i billedet via et musikinstrument. Han kunne spille tre strenge på guitar, men Suste Bonnén digtede et helt symfoniorkester.

»Det var ikke svært at blive skilt fra ham, men det var svært at miste drømmen. At erkende, at jeg selv havde digtet det hele. Og det er jo nok det, jeg hele tiden gør. Jeg ser dem så kærligt, at de slet ikke kan leve op til det. De synes selv, det er for meget, og så har vi et problem.«

– Billedet bliver for stort?

»Ja, og mit arbejde med kameraet forstærker det jo, ikke? Jeg kan dreje lampen og skrue op for lyset.«

– Det er vel også det forelskelsen er – et farvet lys?

»Jo, men jeg kender ikke til det folk siger ’bare vent til det bliver hverdag’. Det er hverdag for mig at beundre og elske. Jeg lægger ud med at sige JA og jeg mener det hele tiden.«

Mellem ægtemand nummer fem og seks viede hun sit liv til det yndigste karnaphus i Rønne på Bornholm. I det fredede hus, købt af Kulturarvsstyrelsen i 2008, boede hun alene i to et halvt år.

»Jeg var rigtig stolt af mig selv, at jeg kunne være alene så længe.«

Det var også på solskinsøen, hun mødte sin ægtemand nummer seks. De blev først hemmeligt gift og i sommer stod så det helt store kirkebryllup.

– Hvad er det for en kærlighed, man tror på, når man går op ad kirkegulvet for sjette gang?

»Det er den samme. Det er erotik og det er den fremtid, man tror, man har sammen. Man tænker slet ikke, at det kan holde op.«

– Heller ikke selvom man har prøvet det før?

»Nej, men nu hvor jeg står midt i sorgen, bliver jeg mindet om den. Min eneste trøst er, at jeg har haft kærlighedssorger, der var større end denne.«

– Men hvorfor egentlig gifte sig hver gang?

»Det er jo det med at gå all in. Der skal ikke være nogen forbehold. Men jeg er da heller ikke sikker på, at der skal ring på den syvende gang,« siger hun og trækker fødderne op i sofaen. Som en sammenklappet havfrue sidder hun og stirrer over mod Gentofte Bibliotek og Øresund længere ude.

»Men jeg vil have lov at tage billeder af min mands ankler, fordi jeg synes, de er smukke,« siger hun og ryster mildt på hovedet.

»Det, er der så nogle, der synes er for meget.«

Med røde negle og bare tæer sidder hun i sofaen. Hun er en salme med erotiske undertoner; en havfrue med el-guitar. Alt er i svingninger og alligevel sårbart. På døren til eksmandens lejlighed i Hellerup, hænger et tyndt broderi. Med navnene Kofoed og Bonnen vævet ind i hinanden med blå sting.

»Kan man elske for meget?« spørger hun. »Jeg kan ikke se det. Vi er da kun til i kraft af hinanden.«

Da Suste Bonnen holdt fødselsdag for nylig, undskyldte et nyt par for deres forelskelse. »Det kan du jo slet ikke tåle at se lige nu,« sagde de af hensyn til hendes sorg.

»Men det er lige præcis det jeg kan, for så ved jeg, at det findes,« siger hun.

På samme vis planlægger hun en fotoudstilling i Holmens Kirke, der skal hedde »Det store JA« og rummer billeder fra det sidste forliste forhold.

»Jeg stirrer jo på det, i stedet for at stikke hovedet i en busk.«

– Hvad er det, du ser eller indser ved at gøre det?

»Der er noget med forskellighederne og balancen mellem kønnene. Mænd synes, det er vidunderligt med kvinder og med kunstnere, men når det kommer til stykket, så er en fuldblodskunstner alligevel for farlig for dem, der ikke kender livsformen. Både kvinde og kunstner, det er en ordentlig cocktail, ikke?«