Der er forskel på stangtøj og haute couture – også i bogens verden. Således var en mindre del af dette års BogForum tilegnet de særligt smukke bøger. Forening for Boghaandværk stod bag udstillingen Bog& Passion, en kærlighedserklæring til bogen som medie og til hele bogkulturen, og på podiet fortalte formanden for Komiteen til Årets Bedste Bogarbejde, antikvar Christian Kaaber, om den årlige bedømmelse og prisoverrækkelsen, der fandt sted i juni. Blandt årets finalister var Jesper Wung-Sungs Zam, Joakim Jacobsens Tour de France – Verdens hårdeste cykelløb og Bellahøj – Fortællinger om en bebyggelse. De tre udgivelser er eksempler på det, Christian Kaaber kalder en tendens.
”Min oplevelse er, at papirbogen har haft godt af udfordringen fra de nye medier. Det har skabt en bevidsthed om, hvad bogæstetikken kan bruges til, og derfor blomstrer kulturen om den trykte bog i en grad, den ikke har gjort i mange år.”
Både små og store bogproducenter har lagt sig i selen. For de små betyder det meget, at trykkeomkostningerne er gået ned. For de store spillere har internationale forlag som Taschen og Könemann banet vejen for et marked for imposante bogværker. De store forlag kaster sig selvsagt kun ud i mammutbøgerne – bogen om Tour de France vejer eksempelvis 6,3 kilo – hvis der er et marked for dem.
Et forlag som Strandberg Publishing har i årevis udgivet især arkitektbøger, hvor fokus har været på at formidle og forløse bogens indhold så æstetisk og funktionelt som muligt. Deres Bellahøj vandt årets Bogdesignpris, fordi der er en flot sammenhæng mellem værkets tema og dets udtryk – ”Bogens omslag er trykt på gråt nistret papir, som på raffineret vis peger på Bellahøjs grå cementoverflader. Den firkantede ryg og bogens høje format er desuden en fræk reference til husenes monolitiske form. Bogen selv bliver til en monolit – eller måske en af cementfliserne brugt på facaderne. Helt oplagt – og meget gennemført – er det vertikale valgt som grundvilkår for hele tilrettelægningen,” som det hed i begrundelsen.
Til mammutværkerne og den særlige kræsen for blandt andet børnebøger som Jesper Wung-Sungs Zam kan man lægge en type bog, der ikke nødvendigvis handler om kunst, men som er et kunstværk i sig selv. For år tilbage skabte en kunstner som Asger Jorn en række af disse bøger, men ifølge Christian Kaaber er interessen for kunstnerbogen taget til i de senere år.
“Det, der især gør dem interessante – set med mine komitébriller – er ikke eksklusiviteten, men deres funktion som en slags prototyper,” forklarer han. ”I kunstnerbøger kan man møde de første ansatser til noget, der bliver til nye tendenser i den brede bogverden.”
Som eksempel nævner han det, man i bogverdenen – og det er ikke det samme som i modeverdenen – kalder en ”åben ryg”. Her har man pillet pappen og papiret af ryggen, så man kan se de snore, bogen er hæftet sammen med. Teknikken har sit udgangspunkt i kunstnerbøger, men bliver i dag brugt i mere masseproducerede bøger. Altså fra haute couture til prêt-à-porter.
Det er bogbinder Ernst Anders Rasmussen, der står bag den åbne rygs udbredelse i Danmark, konstrueret som den oprindeligt var for 500 år siden med tydelige garnhæftninger og uden skindryg. Arbejdet blev fondsstøttet og udstillet første gang på Kunstindustrimuseet i 1998, men begyndte en del år før, fortæller han, da jeg besøger ham.
”Se, hvordan bogen kan åbne sig fuldstændigt,” siger han og slår Maja Lisa Engelhardts Landskabsfragmenter fra 1992 vidtåben. En anden bog med åben ryg er Inger Christensens Det malede værelse. En fortælling fra Manua fra 1989. 78-årige Ernst Anders Rasmussen er en af Danmarks dygtigste bogbindere og bor i et rækkehus i Albertslund, der lige nu ligger forskanset bag en omfattende håndværksmæssig restaurering. Her har han boet med sin hustru, Ruth, siden 1965. På spisebordet har han stillet udvalgte værker, han selv har bundet ind, frem.
”Her var jeg på det stadie, hvor jeg brugte andres overtræk,” siger han om en af bøgerne på bordet. ”Det der har jeg selv lavet. Sart lyseblå med en guldlinje og så en blå, ikke?”
Flere af forsiderne ligner et maleri i sig selv. Ellers er det mest bemærkelsesværdige, hvor lidt væsen bøgerne ved første øjekast gør af sig. I hvert fald når man er vant til de farvepumpede forside med stor skrift, der skriger ”køb mig”.
”Der har jeg været fri for reklamen. Der er lavet meget ved hver enkelt bog, som ingen mennesker ser.”
Er du selv tilfreds?
”Uha! Det er sket i en meget høj alder, at jeg er blevet tilfreds. Men så skal vi ind i min hule for enden af gangen.”
Han viser ind i sit værksted. På bordet ligger en lille række sammentapede bøger med sorthvide forsider. ”De små sorte” kalder han de grafiske værker, der er bøger, som ikke kan åbnes, medmindre man ødelægger værket.
”På nuværende tidspunkt er der ingen, der ved, hvad der er indeni, men det er et signeret værk af en kendt dansk kunstner,” forklarer han.
Man skal købe et værk, man ikke skal åbne?
”Det kan man jo vælge at gøre. Man kan også skære Rembrandt ud af rammen, ikke? Men man anskaffer sig den her, fordi det er en fysisk glæde, et stykke sanseligt håndværk.”
78-årige Ernst Anders Rasmussen fik en hård opdragelse som lærling. Først sprættede han bøger op i et halvt år, så hæftede han bøger i seks måneder, og så limede han dem i et halvt år, og til sidst kunne han binde bøger ind. Næsten som i de bedste japanske sushirestauranter, hvor kokkeaspiranter bliver sat til at filetere fisk i flere år, inden de må sætte sushistykkerne sammen.
”Hvis man vil noget, så skal man kunne det. De kan vække mig klokken tre om natten, og så kan jeg banke fals,” siger han og viser mig sit første falseben fra læretiden i 1954.
Den kunstneriske frihed er altså kommet af faglighed. I 1958 modtog Ernst Anders Rasmussen en sølvmedalje for sit svendestykke. I 1964 blev han ansat som håndbogbinder ved Det Kongelige Biblioteks bogbinderi og konserveringsværksted og blev der i 44 år. Et vendepunkt indtraf, da han i 1987 kom med på vandreudstillingen Scandinavian Craft Today, der blandt andet udstillede i Japan.
”Det var det, det rykkede mig et andet sted hen i mit bogbinderliv. Så begyndte jeg at eksperimentere lidt og lege med den åbne ryg.”
Bogens åbne ryg kender bogbinder Malene Lerager også til. I en lavloftet kælder i Klosterstræde i København, driver hun Ole Olsens bogbinderi videre under navnet Co’libri. Det 93 m2 store kælderlokale er fyldt med gamle maskiner, en papsaks og en garnhæfter. Vi er i bøgernes maskinværksted. Et lavloftet sted med skærfesten, limskammel og et udsøgt udvalg af falseben. Flere af dem har hun arvet af forgængeren, der døde i 2009. Det hvide benværktøj bruges til at false og folde med og er måske bogbinderens signaturværktøj. En af de bøger, 41-årige Malene Lerager har bundet ind fra bunden er Josefine Klougarts bog Mørke fra 2013. I en særkollektion i gedeskind og med guldtryk.
”Med forlaget Gladiator er der kommet en ny mulighed, og det ville være en drøm med flere små forlag, der gik mere op i papir-og trykkvalitet.”
Forfatterene gør det allerede, siger hun.
”De går naturligt op i, hvordan deres bog tager sig ud. Særligt de, der skriver lyrik eller prosa, hvor den visuelle opsætning er en del af læseoplevelsen.”
Ellers handler det om bevaring af ældre værker, og stamgæsterne ved, hvad de vil have.
”Jeg har for eksempel en kunde, der er kommet med en Steinbeck-paperback, hun gerne vil have indbundet. Det skal lige præcis være den bog, for den er gået i arv i familien.”
På bordet med igangværende bogblokke ligger Charles Dickens Et juleeventyr med en slidt forside. Kunden kommer ofte.
”Gamle børnebøger er hans fetich,” siger Lerager muntert.
Under juleeventyret ligger et bind med Holbergs komedier. Begge skal forsynes med ny forside og skindryg. Skindarbejde er et af bogbinderens specialer. Sorte og hele gedeskind ligger hen over papsaksen. Så kommer de i Schärffix’en. Den har et lille og sygeligt skarpt barberblad, så Malene kan trække kødsiden af skindet og gøre det egnet til indbinding.
Malene Lerager er ikke den eneste bogbinder i Danmark, og heller ikke den eneste yngre bogbinder. På Christianshavn ligger eksempelvis Klara K’s bogbinderi, der åbnede i 2006. Bag navnet står Klara Kölqvist, der har haft bogbinderi som et af sine fag på Teknisk Skole.
”Vi var et lille hold på 13 elever, der blev undervist af en ældre mand, der spillede jazz. Han sagde, at vi måtte ikke blive interesserede i faget, for vi var uddøende. Vi var to, der gennemførte uddannelsen.”
Senere er uddannelsen lukket, og kun en enkelt bogbinder har som noget helt særligt fået et skræddersyet uddannelsesforløb som håndbogbinder. For Klara Kölqvist blev et nyoprettet legat fra Mærsk til unge håndværkere startskuddet til at åbne bogbinderiet på Christianshavn. Hun tænkte, at hun kunne tage et morgenjob hos Lagkagehuset på torvet og så gå i butikken bagefter, men det fik hun ikke tid til. Til marts er det ti år siden, hun åbnede, og selvom flere bogsamlere er kommet til, er det stadig de indbundne fotobøger, gæstebøger og personlige kogebøger med mormors noter til den brune sauce, der er mest salg i.
”Der er en meget stor interesse for håndværk i det hele taget. Man ser det både i gadebilledet, blandt smarte kokke og på tv. Det er blevet hipt at være håndværker og rendt rundt med læderforklæder, som egentlig hører skomager- eller smedefaget til. Man vil gerne identificere sig med det solide og lidt gammeldags håndværk, og det så man ikke for ti år siden.”
Lige så opmuntrende er det, at flere og flere kunstnere, der skaber deres kunst digitalt, gerne vil have det præsenteret i noget taktilt.
”Jeg laver for eksempel æsker for den danske videokunstner Jesper Just,” fortæller Klara Kölqvist.
”Når han leverer sin video til Louisiana eller Modern Museum of Art ligger værket på et usb-stik eller på en dvd. Men det er lidt kedeligt at aflevere kunst i et plastikchartek, så han får produceret nogle æsker, værket bliver leveret i.”
På samme måde ønsker fotografer at have deres værker med på messer i fine æsker for eksempel, selvom de sagtens kunne præsenteres på en skærm.
”De digitale medier er i vækst, så der kommer mere og mere kunst på usb og harddisk, men kunstnere er sanselige mennesker, og de vil gerne være deres helt egne. Der har håndværket en håndsrækning.”
For Ernst Anders Rasmussen i Albertslund handler det om de taktile bøgers erkendelsespotentiale.
”Jeg tror, det er der, jeg er på vej hen til. At det skal være kroppen, der oplever. Det sanselige kan være fødselshjælper for erkendelsen. Der har den trykte bog klart et forspring for den digitale.”
Teen vi drikker i rækkehuset i Albertslund kommer ud af en keramisk kande skabt af den afdøde kunstner Gutte Eriksen. Væggene er prydet af malerier.
”Vi vil hellere købe noget af håndværksmæssig kvalitet. Vi har så mange materielle goder, så vi er lige ved at ødelægge os selv. Det er følelsen, det handler om.”
Ruth henter en gæstebog, Ernst Anders Rasmussen har lavet. Forsiden er et maleri i sig selv og papiret med en tyk struktur.
”Meget af dette arbejde er jo ikke ulejligheden værd, men det er det alligevel for mig. I det øjeblik du kommer i kontakt med sådan en bog, så mærker du det uden at definere det. Det rammer dig i hjertet – håber jeg.”
Artiklen blev bragt i Weekendavisen.
Skriv et svar