Det er muligt, at Lagercrantz’ portræt af Zlatan er så ‘sandt’ og sigende som noget, Zlatan selv kunne have skrevet. Selvbilleder har det jo med at være drilske. Problemet er, at vi ikke har en chance for at vurdere det.
Jeg var med på en såkaldt masterclass med David Lagercrantz for tre år siden. Bogen Jeg er Zlatan Imbrahimovic om den verdenskendte fodboldspiller, der som en smuk og egenrådig tidsel var vokset op i Malmös Rosengård, havde høstet stor anerkendelse som værende en sportsbiografi ”i en liga for sig,” som Politiken skrev. Lagercrantz var special guest på Fagfestival for journalister i 2012, og ti heldige journalister fik mulighed for at have mesteren fra Sverige i enerum til en samtale om fortællemetoder og biografien som journalistisk genre. Rundt om det høje bord sad journalister fra forskellige dele af medie-Danmark med notesblokken fremme. Mens Lagercrantz fremstod ivrigt sprudlende og i jakkesæt, var journalisternes som de er flest i jeans og med spørgsmål, jeg undervejs kom til at føle, var for kedelige. Spørgsmål om hvor lang tid, han havde brugt på at høre bånd ud? Om kilden havde fået det hele til gennemsyn og med hvilken aftale? Om (ikke uden slet skjult misundelse) hvor mange penge, han havde tjent? Jeg kan ikke huske nøjagtigt, hvad David Lagercrantz svarede til det hele, men jeg har aldrig glemt, hvordan han til sidst fejede spørgsmålene om faktatjek af kildens udsagn af bordet.
”Journalister skulle gå mindre op i sandheden,” sagde han.
Måske ikke ordret, det er trods alt tre år siden, men det var pointen.
Skrevet som en roman
Nu har David Lagercrantz så i forbindelse med en litterær festival i Wales og i et interview i The Telegraph fortalt, hvad der ikke kan overraske nogen, der har læst den, at bogen er skrevet som en roman. Mere opsigtsvækkende er det, at forfatteren siger, at han ”ikke rigtigt har citeret ham” (Zlatan). Bogen skal opfattes, siger han nu, som en ”litterær illusion” af stjernespilleren, hvad det så end skal betyde. I hvert fald var det også, hvad han sagde til den danske presse på førnævnte masterclass. At vi skulle blive bedre til at følge fortællingens præmisser og se det større billede i stedet for at gå i flint over petitesser som faktatjek. Jeg må indrømme, at jeg i den lidt tørre sammenhæng, fandt hans udsagn befriende, omend de også voldte mig vantro. En ambivalent følelse, der voksede, da Lagercrantz senere den dag optrådte på scenen for en fuld sal. Eller var det tidligere på dagen, jeg er i tvivl om rækkefølgen her. Men helt sikkert er det, at den svenske forfatter var en levende fortæller. En performer – og tænkte jeg – en gøgler af Guds nåde. For lige som man ser på en gøgler med beundring og vantro, sådan havde jeg det med Lagercrantz den dag på Fagfestivalen. Han var simpelthen for vild. Når han fortalte om processen, lavede han sin stemme om, så han skiftevis spillede sig selv og – en meget overbevisende – Zlatan. Der var, forstod man, i hvert fald ét citat, Zlatan havde været utilfreds med, (”Hvad fanden er det?! Det har jeg aldrig sagt!”), ellers havde han godkendt det hele. Hvilket er ret utroligt set i lyset af, at det nu er kommet frem, at han ikke som sådan er blevet citeret. Men det der for alvor fik mig til at studse, var det, der skete, da Lagercrantz efterfølgende signerede min bog. Jeg spurgte, hvordan det havde været at have Zlatan inde i hovedet i så lang tid, og om han (Zlatan) overhovedet var kommet ud igen? Lagercrantz replicerede, at han ind imellem følte sig så meget som Zlatan, at stadig kom til at underskrive som Zlatan i de bøger, han signerede. I min bog skrev han:
”Til min kære kollega Jannie, (noget jeg ikke kan læse), David Lagercrantz.” Nederst har han tilføjet:
”Och Zlatan hilsor!!”
Method acting
Siden har jeg hørt flere forfattere beskrive det at skrive figurer frem i en roman eller en novellesamling som en form for Method Acting, men at sende en fiktiv hilsen fra den person, man har portrætteret tager alligevel prisen. Det er muligt, at Lagercrantz’ portræt af Zlatan er så ”sandt” som noget, Zlatan selv kunne have skrevet og/eller sagt. Jeg mener, selvbilleder har det jo med at være drilske. Jeg tror, som forfatteren Henning Mortensen engang sagde i et interview, at løgnen og fiktionen i nogle tilfælde kan være mindst lige så sand som et stykke dokumentarisk virkelighed. Problemet er, at vi i det her tilfælde ikke har en realistisk chance for at vurdere det. At ordene fremlægges som værende Zlatans, og at al vores læsertillid ligger i den jeg-form, Lagercrantz har valgt. En form der sammen med den indre monolog altid har været et stridens kernepunkt i al fortællende journalistik og som fordrer en høj troværdighed hos den, der har skrevet det. En ærlighed fremlægning af metoden ville have højnet denne troværdighed. Havde der i indledningen stået ”Det følgende bygger på Zlatans historie, men er fortalt med mine ord,” ville bogen stadig være ”dynamit,” som nogle anmeldere skrev, men ikke nær så sprængfarlig. Måske er det her forfatteren, der har helliget sit liv til at skrive om enere og undtagelsesmennesker, syntes at sandheden ville blive for kedelig – og at journalisterne derfor skulle tage at gå mindre op i den. Personligt synes jeg stadig Jeg er Zlatan er en elegant, vild og overlegent velfortalt bog, der i al væsentligt følger den virkelige Zlatan Ibrahimovics’ liv. Men i forhold til troværdigheden (også af min egen læseoplevelse) føler jeg mig foregøglet en journalistisk metode, der måske i virkeligheden er skuespil.
Kommentar bragt i Information den 6. juni 2015
Skriv et svar