Stumfilm er et krævende format. Ikke alene er filmene skrøbelige og uden lyd, de opbevares også i en frysepose. For at se dem, skal der helst sidde en pianist eller et orkester i biografsalen og spille til. Hvilket, når man tænker over det, lyder som en oplagt idé i en tid, hvor man kan gå i biografen for at høre radiofortællinger. Det er også i udvalgte biografer landet over, at dokumentarfilmen En rød løber for Asta Nielsen har premiere den 11. september. På dagen, hvor den danske stumfilmsstjerne, der døde i 1972, ville være blevet 135 år.
Filmen er lavet af forfatter og billedkunstner Eva Tind, der i årevis
har arbejdet med, hvad materialet om Asta Nielsen rummer af muligheder. I filmen spørger hun blandt andre skuespillere og filmforskere om, hvad det er, vi skal huske Asta Nielsen for. Hvad enhver i dag også kan forvisse sig om ved at gå på Filmstriben, hvor filmen Afgrunden fra 1910 ligger i sin fulde længde. Det er her gåden om Asta Nielsen åbner sig for mig. Iført nydelige kjoler og øjenmakeup, der når hende til brynene, spiller Asta Nielsen klaverlærerinden Magda Vang. Denne er forlovet med en præstesøn, men betages og forføres af en skummel cirkusartist, spillet af Poul Reumert. I en kostelig scene kaster den dengang 29-årige Asta Nielsen en lasso om Poul Reumerts hals. Han ser i første omgang ud til at nyde det, men angsten kryber under skjortekraven på ham, for hans hoftevridende modstander af en cowgirl kan sine knob. Hun udfører en sær æggende dans rundt om den bagbundne skuespiller og er så erotisk kraftfuld, at filmen blev en såkaldt ’skandalesucces’. Selvom om den kvindelige actionhelt vinder frem i fiktionens verden i alt fra krimier over tv-serier til animerede Pixarfilm, så har ingen verdens Kill Bill set deres mage i Asta Nielsens figurer. Hun går fra at være skinsyg til ætsende vred på et stumfilmens splitsekund. Fra fjollet til erotisk overlegen og fra dydig til dominant morderske. Hun er i den grad subjekt i en tid, hvor kvinderne end ikke har fået stemmeret, og hvad mere er: Det var Asta Nielsens første film, og den blev et gennembrud for hende, såvel som for dansk stumfilm. Allerede året efter vendte Asta Nielsen dansk teater ryggen og formede en fantastisk filmkarriere i Tyskland. I 20’erne var hun lige så stor som Charlie Chaplin, og den respekt, det aftvinger at se Asta Nielsens arbejde, forvandles hastigt til nyfigenhed. Hvem var hun, den lille kvinde med store, mørke øjne, og hvordan forblev hun så hemmelighedsfuld? Hvordan kan Asta Nielsens datter, Jesta, født i 1901, spille klaverelev med lange fletninger i Afgrunden, mens ingen ved, hvem hendes far er? Spørgsmål som mange andre har stillet sig selv, for Astas hemmelighedsfulde liv fascinerer. Hun blev født ind i en fattig arbejderfamilie i 1881, voksede op i Sverige og Danmark, og fik en svimlende karriere i mellemkrigsårenes Tyskland. Her indspillede arbejdshesten Asta Nielsen 70 film på 25 år – i en længere periode otte om året – inden hun i 1937 tvunget af de politiske omstændigheder vendte tilbage til Danmark. Her toner historien ud i noget nær lediggang og glemsel, og de næste 30 år levede Asta Nielsen et relativt almindeligt men påtvunget pensionistliv i København. Som hun selv sagde i radioprogrammet ’Kvindernes eftermiddagsprogram’ fra 1955: ”Da jeg for 17 år siden vendte hjem til Danmark efter mange års virke i udlandet, var det ingenlunde fordi jeg søgte eller trængte til om et otium, men i protest mod et polisk diktatur. Ingen kunne forudse at et sådant skridt skulle betyde fuldkommen udelukkelse fra mit arbejde. Nå ja, det var nu den gave fædrelandet havde i baghånden til mig.” Dybt suk. Men selv i en sen alder formåede den gådefulde Asta at overraske. Nærmest som et kuriosum giftede hun sig for tredje gang, da hun var næsten 90. På en køretur med sin ven, den homoseksuelle kunsthandler Christian Theede, udbrød hun: ”Hvis du var tyve år yngre, havde jeg giftet mig med dig!” ”Jamen så lad os da gøre det,” svarede Theede, og sådan blev det.
Vennen var homoseksuel, hvad omverdenen imidlertid ikke vidste, hvorfor giftemålet af flere betragtes som et PR-stunt. Her får vi en flig af hendes vildskab og den iscenesættelse, som Asta Nielsen til det sidste mestrede. I et af få filmede interviews, der findes med hende, er det skuespiller Axel Strøbye, der stiller spørgsmål til den 86-årige Nielsen. Om håndleddet har hun et bredt armbånd, som Bodil Jørgensen senere skal få i bryllupsgave og også viser frem i den nye film En rød løber for Asta Nielsen. Interviewet med Strøbye er dog både skrevet og instrueret af Asta Nielsen selv. Det virker derfor noget karikeret, da Strøbye forelægger hende den sammenligning med en mosrose, Georg Brandes engang har tildelt hende. Fordi den hører til de allermest sjældne blandt roser, og aldrig åbner sig helt.
”Det er, som om kronbladene bliver ved at gemme på en sidste hemmelighed,” siger Asta Nielsen med melodramatisk intonation i det filmede interview fra 1968. Hvordan fortælle om et liv, der har så mange kulørte indgange, men er så omgærdet af myter og selviscenesættende spejldøre, at man let farer vild? På Vesterbro i København, hvor Astas liv begyndte, sidder forfatteren Eva Tind, der i flere kunstneriske formater har fundet sine veje gennem labyrinten. Hendes fascination af den danske diva begyndte, da hun i 1995 flyttede ind i den lejlighed, Asta Nielsen blev født i på Gammel Kongevej. Senere faldt hun tilfældigt over et lyserødt brev skrevet på skrivemaskine af Asta Nielsen. I 2015 installerede Eva Tind et lysende gavldigt i Valby, hvis første bogstaver i lodret linje læser navnet Asta Nielsen. I 2016 udgav hun den polyfone portrætbog Astas Skygge, hvis titel refererer til den datter, man stadig ved så lidt om.
”Det er en gribende historie om en datter, der på grund af sukkersyge og hang til chokoladeboller bliver overvægtig. Som en stor hvid skygge til hendes lille, mørke og smukke mor,” siger Eva Tind. Asta Nielsen forlod i første omgang datteren for at tage til Berlin, men sørgede siden for, at hun kom tilbage i familien.
”Men den nærdødsoplevelse, det er at blive fravalgt af sin mor, registreres jo i kroppen. Kan man hele sådan et brud? Eller vil det altid sidde i én?”
Det er Eva Tind, der spørger og hun kender ikke svaret. Men for en forfatter, der selv er bortadopteret fra Sydkorea blev historien om datteren Jesta begyndelsen på et årelang favntag med filmstjernen. Et forløb, der altså nu knopskyder med filmen En rød løber for Asta Nielsen og er et forsøg på at gribe Asta Nielsen, inden hun forsvinder i glemsel.
”Asta fortjener at blive husket, fordi hun er en pioner i en tid, hvor det er meget svært for kvinder at være det.”
Når Asta Nielsen brød så mange normer som kvinde, hang det måske sammen med det overvejende kvindelige persongalleri i hendes nære familie. Faren døde, da Asta Nielsen var 14 år, og hendes mor, der var vaskekone kørte butikken derhjemme. Hendes søster var lesbisk, og Asta Nielsen selv fik en datter.
”Der var kvinder hele vejen rundt om hende, og hun så, at kvinder var i stand til at tage vare på sig selv. Den selvstændighed tror jeg er vokset ud af det,” siger Eva Tind.
Hendes arbejderbaggrund gjorde også, Asta Nielsen kendte mennesker i alle samfundslag og hun spillede dem alle.
”Hun samlede en masse identiteter og kulturer i ét menneske, og for mig er det evigt interessant,” siger Eva Tind.
Foto: Niels Christensen
Landegrænser blev også noget, Asta Nielsen ofte krydsede. Ikke mindst da hendes berømmelse flød ned gennem Europa, og 30.000 mennesker stimlede sammen om en togvogn med Asta Nielsen, da den anløb Budapest, hvor hun skulle spille pantomineteater. Eller da hun måtte bæres ud af en bil, fordi en rude blev knust under folkemængdens massive skubben sig frem. Men det var på den anden side af grænsen, at hun blev diva og fik kaldenavnet ’Die Asta’. Et forhold, der tilsyneladende gjorde det vanskeligt for Danmark at modtage ’den fortabte datter’ igen. Hun havde øslet sine film bort til tyskerne, mente man. I Berlin havde Asta Nielsen siddet til middag med Einstein og spist russisk kaviar med spiseske. Hun havde holdt saloner, hvor Thomas Mann var med om bordet. Så det var ikke så ligetil at finde nogen på det niveau, da hun kom hjem. En af de danskere, hun havde respekt for var Johannes V. Jensen.
”Hun syntes, han er dygtig og skøn, men også lidt en tør pind,” siger Eva Tind.
I en alder af 50 år så Asta Nielsen sig om efter en anden måde at virke på. Hele 13 gange ansøgte hun om at få sin egen biografbevilling, men fik det til ikke. I stedet klippede hun alle sine kjoler i stykker. De måtte finde sig i at blive omdannet til collager af to heste på en mark, en høne eller et selvportræt. I Tyskland var man grædefærdig over hendes radikalitet; alle de store rober var jo væk! Selv udtrykte Asta Nielsen glæde over igen at skabe noget, kan man høre i førnævnte radioudsendelse fra DR.
”Jeg havde lige fra min ungdom haft lyst til at male og lave kludeklip, men nu fik jeg tiden forærende og kunne udvikle de simple kludeklip med lys og skygge, og hvor har det arbejde moret mig. Intet er mere morsomt og berigende end en hobby.”
Asta Nielsen taler med majestætisk stemme og er en bevidst oplæser.
”Find dig en hobby. Leg på alderdommens gavmilde legeplads,” opfodrer hun lytterne. For først som sidst var Asta Nielsen et skabende menneske; Skuespiller, instruktør, syerske, forfatter, maler og kludeklipperske. Og måske en af de første til at brande sig selv via selvinstruerede videointerviews. Derfor virker de 100 timers private telefonsamtaler, som Asta Nielsens yngre ven – antikvarboghandleren Frede Schmidt – optog på spolebåndoptager fra 1956 – 59 – også som ufiltreret og rå vidnesbyrd om hendes liv. De er optaget uden stumfilmstjernens vidende, og dukker op i Torben Skjødt Jensens dokumentarfilm Den talende muse fra 2003. Det er de samtaler, Eva Tind har lyttet til i månedsvis og er endt med at gengive til sidst i bogen Astas Skygge. Samtalerne virker både skarpe og såre hverdagsagtige. Læs blot denne snas fra bogen Astas Skygge:
Frede Schmidt: ”Hvordan gik deres tur i Tivoli i går?”
Asta Nielsen: ”(…) Vi gik en tur gennem haven, men der var mange mennesker, jeg blev svimmel, og så fik jeg sådan nogle smørrebrødshallucinationer, og min svigersøn inviterede mig på smørrebrød. Jeg kom til at sige, at det ville være rart at kunne gå en formiddagstur herinde. Dagen efter forærede min svigersøn mig et partoutkort til Tivoli i gave. Og nu kan jeg jo ikke sige andet, end at jeg har glæde af det naturligvis.”
Frede Schmidt: ”Næ, det kan man jo ikke.”
Asta Nielsen. ”Men nej, hvor er det trist, alle disse krøblinger, det er, som om man sidder på et invalidehjem. De aner ikke, hvor de gamle stakler er medtaget af gigt og sådan. De slæber sig af sted, og de har briller så stærke, ja sikke lupper. Jeg forsikrer Dem for, at det var deprimerende at se på. Jeg vil hellere sidde på en bænk på Kongens Nytorv, for der går jo levende og friske mennesker forbi. Jeg tror den danske nation er fuldkommen ødelagt af reumatisme.”
Hun er jo sjov, tænker man. Men også en anelse stivnet i sin stemme. En ikke videre nostalgisk type, der rask væk siger om datteren, ’at hun jo aldrig har haft nogen hobby, men sådan er mennesker jo så forskellige’. Underforstået at for hende fandtes der ét kald: at bruge sig selv, som hun gjorde i filmene. Tyer man til Asta Nielsens biografi Den tiende Muse finder man også mest om hendes arbejde og meget lidt om hendes ægteskaber. Helt udeladt af fortællingen var den datter, hvis faderskab ingen kender til. Dørene forblev lukkede, og Asta Nielsen, der kunne fremstille enhver kvindetype fra vaskekone til valkyrie, gav i sin bog kun én version af sig selv. Var hun forfængelig? Åh ja. Havde divatiden sat sig sine spor? Afgjort. Og berømmelsen?
”Den er blot et ord skrevet i sand,” som hun teatralsk siger det, mens hun slukker stearinlyset i lysekronen i interviewet med Axel Strøbye i 1968. Da hun fire år senere døde på Frederiksberg Hospital, testamenterede hun ham også et kludeklip for at have bidraget til dette instruerede eftermæle. Forinden havde hun mistet sin eneste søster, og oplevet den store sorg, at datteren Jesta begik selvmord. Tilbage i fortællingen om Asta Nielsen står det lysende faktum, at hun var en ener. Endda i en kunstform, der var ny. Hun insisterede på, at film var kunst, og det er til dels hendes fortjeneste, at den blev det. Hun stod fast på at være enlig mor i en tid, hvor det langt fra var comme il faut. Hun viste som den første en kvindes lyst på det hvide lærred, og her finder man – også i overført betydning – de bedste nærbilleder af Asta Nielsen: i filmene. Det er derfor passende, at den røde løber til filmpremieren på søndag rulles ud foran Cinemateket i København. Som et plaster på såret for den biograf hun aldrig fik.
Bragt i Weekendavisen Kultur den 9. september 2016
Skriv et svar