Husk for alt i verden sportstape

En moden mand overhaler mig. I Haglöfs støvler og med vandrestok. Hvis der er noget, man bliver god til efter 75 kilometers gåtur, er det at spotte folk på deres udstyr.

»Jeg er inde i en god gænge«, siger han og sender et smil bagud.

Og gænge er, hvad det handler om. At falde ind i et trav, hvor rygsækken, der gemmer telt, sovepose, liggeunderlag og alt, hvad du skal bruge de næste tre dage, ikke føles mærkbart tung. Hvor du glemmer de støvleskridt, jorden hele tiden synger af, og i stedet øjner den natur, der folder sig ud langs en af Danmarks absolut smukkeste trampestier.

Lange græsgange mellem bygmarker, hvor valmuer ryster deres røde hoveder blandt kornfede aks, kyststrækninger og stigninger i De Sydfynske Alper også kaldet Svanninge Bakker.

Det er nogle af naturoplevelserne på Fjällräven Classic i Danmark. En vandretur på i alt 75 kilometer, hvoraf man tilbagelægger omkring 25 om dagen. En event, som skal være en årligt tilbagevendende sommerbegivenhed, og som ved debuten i fjor trak deltagere fra i alt otte nationer, herunder Rusland, Polen, Sverige og Holland, til Fyn.

Flere af deltagerne har allerede gået den gennem årene velafprøvede rute i Sverige, der udfordrer med 110 kilometer i mere kuperet terræn på maksimalt fem dage. Andre afprøver den danske distance som optakt til turen i nabolandet, og atter andre har som overtegnede tænkt, at skønt hiking-formen peakede for nogle år tilbage, og vandrestøvlerne ikke just står forrest på skohylden, skulle der vel ikke være noget i vejen for at gå små 26 kilometer om dagen på en sti på Fyn. Altså hvor svært kan det være?

Chokoladebar og dåseleverpostej
Senere overhaler jeg manden, da han har sat sig ned for at strække ben og spise en chokoladebar. En flok naboer har også smidt sig i græsset. Under julefrokosten kom de til at vædde om, hvorvidt de kunne gennemføre en Classic. Nu hviler de hoved eller fødder på de sammenrullede liggeunderlag, lufter støvler og smører sig en leverpostejmad i solen. Det er den runde dåse med leverpostej fra Faaborg, så klassisk som ruten, vi går, så genkendelig i både lugt, design og smag. Eller som min makker på turen siger det:

»Den har sgu ikke ændret sig siden Roskilde 95«.

Leverpostejen er sammen med rugbrødet, de lækre energibarer og stempelkaffen i poser en af de faste ingredienser i madposen, som vi daglig får udleveret. De fleste gemmer frokosten, til de når checkpoint og dermed er halvfærdige med dagens etape, men ofte sidder folk i grupper og tager en lynpause, en smøg eller en snack.

Selv i de få øjeblikke, hvor vi sidder ned, afslører udstyret, hvem du er som vandrertype. Hvor nogle på forunderlig vis finder små campingstole fra rygsækkens folder, hæver andre deres lommelærke over leverpostejen, som jeg sågar ser nogle varme op over primussen. Kreativiteten fejler ikke noget, og mon ikke mennesket til alle tider vil have det tilfælles: Man vil altid forsøge at forfine sin frokost. En flok unge fiskere fra Hvide Sande slæber således på en hel ramme øl og hver sin fiskestang. Øllene forsvinder dog som vabelplaster på en varm og udfordrende vandretur, efterhånden som vi nærmer os Tåsinge og målstregen på Valdemars Slot.

14 vabler på tre dage
Ruten tager os fra Faldsled Havn over Svanninge Bakker til kysten. Herfra når vi Syltemade Ådal og Egebjerg Bakker, hvor andendagen slutter med guitarspil og fællessang. Det er næsten som at være spejder igen iblandet lidt festival, og som turen skrider frem, genkender man hinanden. I toiletkøen på campene, og når man overhaler og overhales undervejs. Sådan går det fremad i ryk, vandreturen har sin egen indbyggede rytme, og det er ikke altid til at sige, hvem der er forrest, og hvem der er bagest.

Flokken af duvende rygsække påsat det skrigorange tørklæde, der markerer, at man er med i Fjällräven Classic, er som én lang larve gennem landskabet. Ikke særlig hurtigt, men stabilt rykker den fremad mod næste mål. Næste checkpoint, næste camp og for mit vedkommende: næste chance for at møde en samarit. For som de tre dage går, må jeg sige goddag til intet mindre end 14 vabler. Jeg er dog langtfra den eneste, og der opstår hurtigt kø til den hvide vogn med de helende plastre. »Hvor mange har du«, spørger man hinanden. »Otte?!«.

En hæl mister sin hud, efter at et Compeed-plaster har opløst sig selv i varmen (medbring sportstape – sportstape, sportstape, sportstape), en lilletånegl må lade livet, og generelt gør mine såler oprør. Især på tredjedagen. Der er humøret til gengæld højt over hele linjen.

Man er blevet mere friluftsagtig
Den sidste del af ruten er kortere end de to første og fører os gennem Svendborg By med sine hyggelige huse, ned til vandet og over Svendborgsundbroen til det smukke Valdemars Slot på Tåsinge. Solen skinner, strabadserne er ovre, og sandelig om ikke arrangørerne har sørget for sommerbuffet og kolde fadøl. Målskiltet hænger på rafter, og man kan ikke andet end at få en fornemmelse af at være blevet lidt forvandlet. Lidt mere friluftsagtig. Også selv om jeg har gået det sidste stykke af turen i mine medbragte klipklapper. Dog er det ikke alle, der når så langt. I alt må 11 personer se sig slået af den danske natur og udgå undervejs. Herunder en tysker med blodvabler, der blev samlet op på stranden, samt turens ellers ældste deltager på 76 år.

Øhavsstien lyder som den rene kystidyl, men det er ikke bare, skulle jeg hilse fra mine fødder at sige, a walk in the park. Det er der også flere, som taler om, da de skåler i græsset ved målstregen. At Classic i Danmark var lige så hårdt som det i Sverige. Mindst.

Reportagen blev bragt i Politiken Rejser i april 2015