Fra bogen “Monster” af Patrick Ness.
Det begyndte med en gyser. Jeg havde læst bogen Monster af Patrick Ness, hvor drengen får besøg af et kolonormt uhyre, der står lige uden for vinduet og rækker sine lange fangarme ind efter ham om natten. Drengen er slet ikke bange for monstret (han har nok at gøre med at tænke på sin mor, der er syg), men det er jeg. Jeg kan heller ikke se gyserfilm, for så kan jeg ikke sove om natten.
Det har fået mig til at spekulere. For hvordan kan det egentlig være, at alle de uhyggelige ting, vi forestiller os, især vækkes til live om natten, når det er mørkt? For at finde ud af det ringer jeg til en hjerneforsker, der hedder Albert Gjedde. Han er professor, og måske ved han, hvorfor mennesket opfatter mørke som noget ubehageligt.
»Der er ingen, der helt nøjagtig ved det,« siger han som det første og forklarer, at menneskets tendens til at være mørkeræd ikke er noget, man har forsket i som sådan.
»Men vi ved, at mennesket er ekstremt afhængig af synssansen. Det er sådan, vi bevæger os. Vi bruger vores øjne til at bedømme afstand med, og når det er mørkt, kan vi ikke se noget,« siger han.
Vi kan ikke orientere os i mørket, og når vores sanser ikke er særlig skarpe, har vores hjerne svært ved at lægge en (flugt)plan.
»Hjernen kan ikke regne ud, hvad vi nu skal gøre, og hvor vi skal bevæge os hen, og så bliver den forvirret. Så er det, vi bliver usikre. Vi bliver meget langsommere og klodsede eller står helt stille,« forklarer Albert Gjedde.
En hjerne fra Stenalderen
Vi er som art designet til at være vågne og aktive om dagen, hvor der er lyst. Om natten gælder det for mennesket om at finde et sikkert og trygt sted at sove, forklarer Tobias Wang. Han er »zoofysiolog« ved Aarhus Universitet, og det vil sige, han forsker i, hvordan dyrene – inklusiv mennesket – har udviklet sig.
»Der findes ikke mange videnskabelige data om det, men et par nyere undersøgelser viser, at løver på den afrikanske savanne ofte angriber mennesker om natten. Det er altså grund til at være mere på vagt i mørket end i lyset,« siger han.
Men hvis det, vi er bange for, er at blive spist af rovdyr, der ikke længere løber rundt på vejene, hvorfor bliver vi så ved med at være bange? Sidst jeg så efter, lå der ikke ret mange løver på lur i mit cykelskur i hvert fald.
»Det er fordi, vores hjerne er fra stenalderen,« siger hjerneforskeren Peter Lund Madsen, som er den næste, jeg ringer til.
Hvad for noget?
»Ja, altså vi ved det ikke, men vi tror, at den hjerne, som vi render rundt med, blev skabt i Stenalderen. Altså for 100.000 år siden, hvor der var løver, tigre og andre rovdyr, der kunne finde på at angribe og æde os.«
Når børn og voksne i dag for eksempel er bange for at sove alene et nyt sted, så er det en slags rest-angst fra meget gamle dage?
»Ja, simpelthen. Hjernen er ikke i stand til at være bange for de farer, der lurer i dag. Som trafikken for eksempel. Det kan den ikke finde ud af. Den er mere bange for ting, som det gav god mening at være bange for i Stenalderen – som slanger og mørke.«
I dag er det ellers langt mere farligt at cykle ad en trafikeret vej end at gå en tur alene i en mørk skov.
»I skoven støder du højest ind i et pindsvin, og du skal falde på en virkelig uheldig måde for at slå dig,« siger Peter Lund Madsen.
Smart at være bange
Det giver altså ingen mening, at vi er bange for mørket i dag. Men generelt er det en god ting, at kunne blive bange (hvis man ellers er bange for de rigtige ting). Hvis mennesket aldrig var bange, ville det opføre sig dumt og lettere komme til skade, forklarer han.
»Det er tegn på intelligens, at man kan blive bange. En bille er for eksempel ikke bange for noget som helst. Heller ikke selvom du råber den lige ind i hovedet.«
Skulle man skabe en hjerne, der passede til vores liv i dag, skulle den være bange for nogle helt andre ting end mørke.
»Trafikken, hårde stoffer og cigaretter for eksempel,« siger Peter Lund Madsen.
Okay, så det er altså min stenalderhjerne, der får mig til at tro, at der det er en indbrudstyv, der kommer op af trappen, når det i virkeligheden er naboens kat.
Men hvad gør jeg, hvis jeg gerne vil fortælle min hjerne, at den ikke behøver komme med flere fabelagtige forslag til, hvor i mit hus, en vampyr kan gemme sig? Jeg ringer til en psykolog.
»Det er helt naturligt og ofte smart at være mere opmærksom, når det er mørkt,« siger Mette Elmose, der er adjunkt og klinisk psykolog ved Syddansk Universitet.
»Hvis der kommer en uventet lyd , hvis grenen knækker, vinden tuder, eller gardinet blafrer, så er systemet meget hurtig til at tolke det som fare, og kroppen reagerer med hjertebanken, sved og hurtig vejrtræning,« siger hun.
Det sker, fordi kroppen gør sig parat til at kæmpe eller flygte – hvilket øget vores muligheder for at overleve i en farlig situation.
Gå væk, frygt!
Det vigtige er ikke, hvad du hører, men hvad du tænker om det, siger Mette Elmose. Hvis du tænker »Nå ja, sikke det blæser,« eller »nu er katten på jagt efter mus,« så vil kroppen hurtigt slappe af, og du kan trække vejret roligt igen.
Problemet er, når man næsten automatisk hopper til katastrofetanker. »Der er et spøgelse under min seng,« og »det er et monster, jeg kan høre rumstere inde på min lillesøsters værelse.«
Når de tanker så nemt kommer, er det fordi din hjerne låner erfaringer fra film og bøger.
»Så hvis du har set en film, hvor nogen sniger sig ind i huset om natten, så husker hjernen det og minder dig om det, når det bliver mørkt,« siger Mette Elmose.
Det er dine tanker, der holder fast på frygten, selv når der ikke er noget at være bange for. Det kan være godt at vide, hvis du sover ude et sted, hvor du ikke er helt tryg.
»Du skal huske at undersøge og udfordre de tanker, der kommer,« siger Mette Elmose.
»Spørg dig selv, hvad du også kan tænke om det, du hører eller ser. Hvad er mest sandsynligt? Her kan du bruge alle de gange, hvor du har haft det sjovt i mørket. Grinet med vennerne, læst din yndlingsbog eller bare har tænkt: ’Slap dog af, spøgelse!’ og er faldet i søvn.«
Find mørket
Det gælder altså om at få nogle gode oplevelser med mørket, som hjernen kan huske næste gang. Sove hos en veninde, selvom lydene er anderledes, løbe et natløb med spejderne eller træne sit syn til at se bedre om natten.
Kan man egentlig det, spørger jeg hjerneforskeren Albert Gjedde.
»Man kan i høj grad træne sig op til at bevæge sig ubesværet i mørket,« siger han.
Hvis man ellers kan finde det.
»Det bliver jo ikke mørkt i dag som det gjorde i Stenalderen.«
I byen kan det være svært overhovedet at opstøve mørke.
Men hvis du finder det – eller bare et sted, hvor der kun er en lille smule lys – så gælder det om at give dig god tid.
»Det tager en halv time for synet at vænne sig til mørket. Først der har du igen et optimalt syn.«
Det er smart at have en lommelygte eller pandelampe med, men så snart der én der har tændt sin lygte eller strøget en tændstik, så ryger nattesynet.
»Så er det forfra igen med at vænne sig til mørket,« siger Albert Gjedde.
BOKSE:
Bliv ven med mørket
– Husk, det er helt naturligt at blive bange.
– Få styr på kroppen: Træk vejret dybt og øv dig i at slappe af.
– Husk på alt det rare og normale.
– Læg mærke til, hvor dejlig dynen er, og hvor rart det er at ligge i sengen.
– Hvis tankerne bliver ved, så undersøg og udfordr dem. Hvad er alternativet?
– Snak med nogen om det.
– Grin af det. Opfind skære fantasimonstre og sjove historier.
– Få gode erfaringer med mørket – gå for eksempel en aftentur med din far eller mor.
Kilde: Psykolog Mette Elmose, Syddansk Universitet
Voksne kan også være bange
I 2014 lavede YouGov Panelet en undersøgelse, hvor de spurgte mere end 1000 personer over 18 år, om de var bange for mørket. Cirka halvdelen – 49 procent – svarede, at de var bange, når de gik tur i en mørk skov. Omkring en ud af ti svarede, at de var bange, når det blev mørkt derhjemme.
Artiklen blev bragt i Weekendavisen, Faktisk den 21. august
Skriv et svar