Der var dømt drama i bjergene, da årets hårdeste trailløb – The North Face Ultra Trail du Mont Blanc – blev startet, stoppet og startet igen den sidste weekend i august. Løbet rendte ind i vejrmæssige og logistiske udfordringer af de helt store, og kun to danskere endte med at gennemføre.
En kvinde svang sig over hegnet, der adskilte publikum fra de 2300 kampklædte løbere – sådan så de næsten ud – med stavene stikkende op bag ryggen. Hun var nervøs, men klar, og kyssede sin mand, der så mindre klar ud farvel. En anden løber gjorde korsets tegn, mens aftenmørket sænkede sig i den franske bjergby Chamonix, og bjergene forandrede sig fra at være en smuk til at være en omtåget og faretruende kulisse for den største begivenhed i trailverdenen – Ultraløb på Mont Blanc.
”I ved, det bliver hårdt. Vejret bliver dårligt i aften og i nat, og jeg vil minde jer om ikke at tænke på vægten af jeres oppakning – vær beredte!,’ sagde organisatoren bag The North Face Ultra Trail du Mont Blanc, kvinden Catherine Poletti, inden starten lød på Europas hårdeste trailløb.
”Un, deux, trois” lød det som planlagt fra arrangørerne ved start kl. 18.30 fredag den 27. august efterfulgt af hele byens, pladsens og folk på altanernes råb: ”U-T-M-B!”
De tre nationalsange fra Frankrig, Sweiss og Italien piskede en landskampagtig stemning op, og hele byen skubbede i fællesskab løberne op mod startfeltet, videre og forbi. Ud i det ultraløb, der strækker sig over en distance svarerende til fire marthoner, og som via smukke bjergpas fører løberne gennem både Sweiss, Frankrig og Italien i to søvnløse nætter og op mod 46 timers løb.
Mens løberne mosede afsted på mørke bjergstier, maste vi os ind i en lille, hvid pressebus og kørte til den første af de i alt 10 pitstops, der var indlagt på den lange rute. Første stop var en lille bjergby, der trods en efterhånden silende regn og bælgmørke, fremstod både fransk og charmerende.
Her står nogle af løbets 1700 frivillige klar med suppe, skårne appelsiner og usandsynlig store mængder cola. Kontrasten mellem de gearnørdede, toptunede trailrunners, der styrtede forbi og i forbifarten nuppede en suppe, og de søde ældre damer, der serverede den, var en charme ved løbet. De førende løbere, vi så her, standsede end ikke for at fylde depoterne op med kalorier, og en enkelt drønede også forbi uden af fylde vand på sin camelback. De kloge siger, at det er her på pauseposterne, de kostbare minutter kan hentes. De minutter, der afgør løbet.
31 km fra startlinjen stod vi i ly for den nu massive regn i et telt ved Les Contamines, og ventede på at se løberne lyse aftenmørket op med målrettede pandelygter. En mand øste noget op, der lignede en kæmpe gryde ost, men viste sig at være en slags kartoffelgratin med bacon til os.
”Jeg har en vigtig meddelse,” skar en af løbets hovedarrangører, og vores faste holdepunkt på presseturen igennem. Hun sagde noget på et alvorligt tonefald af fransk, fotograferne greb straks linserne, mens en mand oversatte:
”The UTMB has been stopped.”
Arrangørerne forklarede, at løbet blev stoppet på grund af den massive regn, der gjorde nedstigningerne meget glatte. På de højeste steder, havde vejrudsigten endda lovet sne.
Nedtur.
Især for de 106 japanere, der var taget til Frankrig for at løbe et løb, de havde trænet til et helt år – og så blev løbet stoppet efter sølle 31 km eller to og en halv times løb.
Men det var ikke kun løberne, der havde et problem. Med et stoppet løb, startede et logistisk helvede for arrangerørene. De 2300 løbere skulle fragtes tilbage til startbyen Chamonix, hvor de fleste allerede havde tjekket ud af deres hotelværelser, godt selvsikre på først at returnere 2 døgn og 40 timers løb senere. Der udover stod de 1700 frivillige også klar oppe i bjergene og ville gerne ned.
Den danske løber Ole Gram Clausen fik en bus tilbage, og gik skuffet i seng. Klokken 01.23 fik han en sms-besked på fransk, som han ikke forstod. En times tid senere igen, kom de danske løbere Thomas og Peter tilbage – de havde løbet de ca. 40 km. tilbage for dog at få noget ud af løbet. De kunne fortælle, at løbet ville blive genoptaget næste morgen, og så vlagte Ole Gram Clausen at gå i gang med at tørre sit tøj, pakke igen og tage af sted til start. For Thomas og Peter var løbet kørt, energien brudt.
”Der bliver en ny start i morgen”. Det var ordlyden i den sms, løbets direktør sendte ud til alle løberne i kl. 01.23. Desværre var enkelte mobiloperatører ikke i funktion, så nogle løbere modtog ikke beskeden om, at der blev en chance til.
Den danske løber Kaspers mobil virkede for eksempel ikke, så han hørte ikke om det nye løb, før det blev skudt i gang. Ud af de i alt seks tilmeldte danskere, stillede således kun Erik Bossen og Ole Gram Clausen op til anden omgang.
Presseteamet hørte heller ikke om det nye løb, før lørdag morgen, hvor vi blev banket op på hotellet, sat på en bus og kørt til den nye startlinje i Comayeur. Man havde ganske enkelt sprunget den del af ruten, der var mest sårbar i forhold til vejrliget over, så løberne nu fik en rute på 88 i stedet for 166 km, hvoraf de allerede havde løbet de 30 – 40 km. aftenen før.
‘Crododille rocket – where the feet just can’t stand still’, lød det fra Elton John, der brølede ud af højtalerne, da starten på UTMB gik for anden gang lørdag morgen kl. 10.15. Og det kunne de 1800 par løbeklare fødder da heller ikke. Som væddeløbsheste før start, stod de og trippede, parate og med en nervøs ekstra energi, der kom ud som danseskridt bag startlinien. Det var ‘Lad os nu komme afsted, det er det, vi er kommet herned for’, de sagde, de fødder. Med god grund. UTMB 2010 var igen i gang.
På trods af en imødekommende sol, frøs vi alligevel på bjerget, da presseteamet kørte op for at hike, fotografere og heppe på løberne. Vinden blæste ørerne røde, og underlaget var glat og vådt. De første deltagere vi så, løb ikke, men tog lange afmålte skridt.
”Svup.” Mont Blanc gav lyd fra sig, når nogle af verdens mest trænede benmuskler trådte til på det mudrede bjerg. De havde cirka 70 km igen. Først et par timer efter mødte vi feltet, en lang perlerække af løbere, der trak sig op af bjerget i uforligneligt godt humør. Enkelte dog med fråde om munden, der allerede nu – godt 17-18 km efter start – viste tegn på træthed. En ældre gråsprængt herre med ‘Rambo’ trykt på sin t-shirt havde stavene fremme her, hvor det gik opad, og råbte ned til hans kompagnon længere nede:
”Hey Spiderman, where did you come from all of the suddun?”
Og som ‘Rambo’ svarede, da hans kompagnon spurgte ham, hvordan det gik deroppe foran:
”I’m in my element!”
Han slog ud med armene og grinede, og han havde helt ret. Løberne var i deres rette element. De virkede velforberedte og havde overskud til at give et ‘Merci’ og et smil retur for vores heppen. Selv var vi forpustede, kolde og glade for chancen for at møde løberne her, hvor de 12 måneders forberedelse virkeligt skulle testes. Og som den danske løber Peter Bower fortalte os:UTMB kaldes også for endurance -race, her er det udholdenhed og mental stryke, der gælder.
”Man kan ikke dømme folk på deres udseende i det her løb. Der er ældre mænd og kvinder der er vildt seje. Og det er altså lidt surt at blive overhalet af en kvinde, der har lidt ekstra kilo på bagen.”
Et faktum der også ses i rækken af vindere af de i alt otte UTMB-løb, der har været afholdt. I 2007 var vinderen således den legendariske 60-årige Marco Olmo, og året efter vandt den bare 19-årige Milian Jornet.
Tilbage i bjergbyen Chamonix, der altid er omdrejningspunkt for bjerg-begivenheden, sydede byen af løbefeber og festival. Alle festede i North Face-fleece og praktisk bjergfodtøj nær målområdet, mens vi ventede på, at vinderne skulle løbe ind.
Lørdag aften, 10 timer, 30 minutter og 37 sekunder efter det 88 km lange løbs start, løb den 29-årige, atletiske Jez Bragg med stort overskud i mål. Han klappede tilskuernes hænder hele vejen ned og løb ind til kindkys fra løbets direktør Catherine Poletti. 7 minutter senere løb en lige så overmenneskelig Mike Wolf fra USA ind, og hele aftenen kom den ene seje trailrunner efter den anden i mål. Løbets titelmelodi – et stykke patosfyldt filmmusik fra 40’erne – spillede konstant, gamle mænd græd af glæde, når familiemedlemmer løb i mål, små børn blev løftet op og der blev ringet med koklokker som en ekstra lokal gestus. Det ene kondenserede øjeblik efter det andet, udspillede sig i målområdet, men noget der vækkede publikums begejstring mere end noget andet, var de kvindelige løbere. Især den første kvinde i mål, engelske Elizabeth “Lizzy” Hawker, der lavede en imponerende hat-trik, vandt publikums gunst. Hun har tidligere vundet UTMB i kvindernes kategori både i 2005, 2008 og nu altså også i 2010. 11 timer, 47 minutter, 30 sekunder var hendes tid, en hel time foran efterfølgeren.engelske
Flere mænd løb i mål med deres børn i hånden, eller deres lettere forskræmte baby i armene, men mindst en af løberne styrtede dirkete mod baren, der lå i passende afstand fra målstregen.
Kl. 04.00 kom den danske løber Ole Gram Clausen i mål efter 17 timers løb, og på det tidspunkt var festen så godt som ebbet ud i bjergbyen. Han sluttede som nr. 695 ud af de 1126 løbere, der endte med at gennemføre. Efter hans egen mening et middelmådigt resultat i et løb, der alt andet lige havde været noget mærkeligt. Erik Bossen gennemførte også, og sluttede som nr. 973.
Efter UTMB venter to ugers restituering for løberne med cykling som eneste motion. Derefter er det hurtigt op på træningshesten igen, fortæller Ole Gram Clausen efter hjemkomsten til Danmark. Han løber nu igen 10 relativt korte ture om ugen samt en lang tur (+ 50 km.) om måneden. Inden løbet næste år, planlægger han at træne flere trapper og mere styrketræning for knæene. Ikke overraskende er det svært at gøre knæene helt bjergklare i Danmark. Også udstyrsdelen bliver forberedt allerede nu, fortæller Ole Gram Clausen, der er i gang med at teste en ny rygsæk og overvejer at købe et par nye sko. Og på den måde er næste års ultra-bjergtagende løbeoplevelse allerede i gang.
OM UTMB 2010
Europas hårdeste ultraløb er 166 km lang, og skal gennemføres indenfor 46 timer. Strækningen svarer cirka til fire marathonløb og dækker en komplet tour rundt om og rundt over Mont Blanc – den kendte GR TMB trail – og tæller 10 bjergpasse. UTMB 2010 blev gennemført lørdag morgen med start fra Courmayeur og i stedet for den fulde UTMB-rute, fik løberne lov til at løbe en CCC-rute (Courmayeur-Champex-Chamonix), i alt 88 km med op til 5500 m positiv stigning. 1, 238 deltog imod de 2200 dagen før. Her iblandt to danskere; Erik Bossen og Ole Gram Clausen, der begge gennemførte. Gennemsnitsalderen i løbet var ca. 40 år.
Dosmerseddel til ultraløb i bjergene
Alle løbere har en taske på min. 2 kg, inklusiv minimum 1 liter vand. Når de lige har fået fyldt vand på deres camelback, der er obligatorisk for ikke at bruge for mange engangskopper, vejer oppakningen 5-6 kg. Løberne har også en ‘skraldepose’ med, så intet bliver liggende i bjergene. Med i bagagen er også toiletpapir, hvis uheldet er ude og man ikke når til toiltterne ved kontrolpostene, tager man natuligvis det brugte toiletpapir med retur. Plus: To lommelygter, bandage, fløjte, overlevelsestæppe, mad, hat, løbebukser, vandtæt jakke, mobiltelefon, lommekniv, solcreme og vanter.
Artiklen blev bragt i Løbemagasinet
Skriv et svar