Ingen fisker uden at tro på noget, siger 67-årige Egon Nielsen. Han mistede sin far som 11-årig til det hav syd for Langeland, som hans egen historie er gjort af
Kahytten i Liljen lyser som det eneste op på midtermolen. Bagenkop Havn ligger stille hen i morgenskumringen. Klokken er næsten fire, og Egon Nielsen klargør sin fiskerbåd til dagens fangst. På væggen hænger en gammel træsko med kuglepenne og elastikker, på dækket hænger to andre med knibtænger og nyttige redskaber til brug ved fiskeri. Det er en mindre kutter med en stor betydning for bådens ejer, 67-årige Egon Nielsen. Hans fiskerhjerte banker for byen og havnen på Langelands sydspids, hvor 504 indbyggere står sammen, og hvor nogle, men ikke alle klarer skærene. En by, hvor tiden har trukket bemærkelsesværdigt få nye boliger med sig på det lille net af veje, der alle løber mod havnen. Med undtagelse af halvandet år som soldat i Odense har hele Egon Nielsens liv udfoldet sig her.
”Jeg var med min far ude at fiske, fra jeg var fem år, og jeg er kommet på havnen, fra jeg kunne gå,” siger Egon Nielsen med en stemme mørk som den morgenrøde, der gryr, hvor boven møder bølgen.
Featuren blev bragt i Kristeligt Dagblad den 6. september 2013
Skriv et svar