Opgangen – en kærlighedshistorie i fire etager

På trods af risikoen for at blive afvist, vover jeg pelsen. Jeg ringer på i en tilfældig opgang fast besluttet på at finde kærligheden. Den, der starter med en svingom, sætter sig i sproget og får folk til at gøre de særeste ting. Som at bo med en nougat-farvet kanin i Sydhavnen.

Hannah Montana-kagen troner på glashylden ved siden af de smurte sandwich og smørbollerne. Bageren i Sydhavnen har det hele, og jeg beder om en pose med fire croissanter og to tebirkes. De skal bruges på min mission: At finde kærligheden. Altså ikke min egen, men den der findes i alle opgange, bag alle døre og i ethvert menneske. Ulykkelig, fortabt og forvirret måske, en vag drøm om noget andet eller for fuld udblæsning og sølvbryllup, hvem ved. Hvor der er hjerterum, er der historier, tænker jeg, og tager min cykel med i S-toget mod Københavns Sydhavn. Man kan vel – som i kærligheden – kun få nej.

Området har jeg valgt for dets brogethed. Fra de glatte kontorfacader og hoteller på Scandiagade, over sutterne på Mozarts Plads til de socialdemokratiske koryfæer, der har farvet både sproget og sidegaderne her: Hørdumsgade og P. Knudsens Gade. Nå ja, og så har Anker Jørgensen boet i den første opgang på Borgbjergsvej, som jeg nu svinger cyklen nedad. På den ene side af den lige gade med etagebygerier i røde muresten hænger smalle, stribede markiser over de udendørs terrasser. På den anden side flankerer Flügger Farver og en Matas-butik den første opgang. Borgbjergsvej 1. Jeg stiller cyklen, studerer forkortelserne på dørtelefonen, og ringer på hos P. & L. Elshave. Det lyder rart.

Døren buzzer, og jeg når akkurat at sige mit navn, så er jeg inde. En høj og let foroverbøjet mand med sølvstænk i håret åbner døren.
”Per,” siger han og giver hånd.

Jeg forklarer mit ærinde, men roder lidt rundt i noget med positive historier om Sydhavnen og kærlighed til området. Det er svært at bede om kærlighedshistorier i døren, konstaterer jeg. Per studser lidt og kigger på min udstrakte bagerpose. Han spørger, hvor jeg har købt dem henne, og det er ikke den bedste bager, kan jeg forstå, men jeg bliver alligevel lukket ind.

 

I entréen stikker også Pers kone, Lya hovedet ud af køkkenet. Hun er køn og har kohlindrammede øjne selv på en tirsdag. Jeg forklarer mig igen, og det går lidt bedre.

”Skal jeg lave kaffe, så?” spørger hun Per.
Han nikker til svar og fører an i den lyseblå polo-t-shirt. Ind i stuen hvor der på ingen tid bliver dækket op på marmorsofabordet. Tallerkerner, servietter, underkopper og kaffekopper, der fyldes direkte fra kolben. Jeg bemærker slikket i den servietbelagte brødkurv og spørger til kaninen på gulvet.

”Det er Nougat,” siger Lya, ”hun blev et år i går. Vores barnebarn, Nikita var her for at fejre hende.”
”Hun hedder Nougat på grund af farven,” forklarer Per og bider i en chokoladecroissant, ”det var Nikitas idé.”
Pelsdyret er vitterligt nougatfarvet og matcher utilsigtet eller ej den lædersofa, jeg sidder i, mens jeg får Lya og Pers kærlighedshistorie serveret.

En fortælling, der krydser en kolonihaveforening i det grønne område længere ude på Sydhavnen. Her i Frederiksholm Haveby mødte de to for første gang hinanden. Som børn af hver sin side af stenbroen – Lya fra Vesterbro og Per fra Østerbro – der var de hvert år med mor og far i haven.
”Vi er jo barnefødte derude, så snart solen kunne skimtes over stenbroen, skulle vi derud og bo,” siger Lya og lyser op i et smil. Hun har et lille mellemrum mellem tænderne og har sikkert været en fræk unge at se på.
”Dengang rendte alle børnene rundt og legede med hinanden, og vi endte altid oppe ved købmanden, hvor man kunne købe sodavand,” husker hun.
”Og så stod de der snuder jo der,” siger Lya og mener blandt andet den dengang halvstore dreng Per Elshave, der lige havde fået hans første knallert. Godt tunet til lejligheden. Den skulle jo holde hele sommeren. Det var ikke kærlighed ved første blik, siger Per, og der var tilsyneladende også flere om budet.
”De var alle sammen vilde med Per,” siger Lya, ”Jytte og Gerda og hvad de nu hed alle sammen.”
Jeg vil gerne vide, hvad det var, der var så fascinerende ved Per, der sidder der og smiler i smug, mens han kigger ned i marmorpladen.
”Det ved jeg ikke, det var udseendet, tror jeg,” siger Lya og kigger over på Per. ”Men det er jo mange år siden nu.”
Per derimod kan ikke huske, hvad han faldt for ved Lya.

”Jeg faldt bare,” siger han, og sådan er kærligheden jo også. Svær at forklare og måske endda uden ord. Sådan er Pers kærlighed til kvarteret nu ikke.
”Nu skal jeg fortælle dig noget om det her sted,” siger han og lægger den halvspiste chokoladecroissant fra sig.

”Området her hedder Frederiksholm efter Frederiksholm Teglværk, der lå her. Karréen her hedder Frederiksholm Karré, og jeg er ægte frederiksholmer,” siger han.
Og mens det mørkebrune vægur med snore slår elleve meget lange og meget høje slag, maler Per et billede af et område og af en tid, hvor stort set alle arbejdede i den tunge industri. På asfaltbrikken, på Teglværket eller på Man Diesel. Lya beretter om endeløse rækker af specialbutikker, manufakturhandlere, skomagere, ismejerier og pibebutikker. Lige under deres lejlighed lå et populært værtshus kaldet Las Vegas.
”Her endte de fleste ministermøder, der havde været hos Anker på treide sal,” siger Per.
I dag er bulen ryddet og Matas har overtaget matriklen. Et godt billede på tidens gang og wellnessbølgens griben om sig, tænker jeg: Fra brune værtshuse til blå striber. I dag er den tunge industri erstattet af erhvervskontorer som Phillips og DONG Energy, og kvarterets sammensætning har ændret sig. Nogen kalder det endda ‘arbejdernes Hellerup’, siger Per, inden jeg bringer ham tilbage på sporet af kærligheden. De to Elshaver sidder for hver sin ende af bordet, bider i hver sin bagerkage og ligner to skolebørn, der bliver interviewet om, hvad kærlighed er. Lidt betuttede og med det nervøse grin inden for rækkevidde prøver de sig frem. Siger så lidt som muligt, men vil alligevel gerne spørges, fornemmer man. Ind imellem kigger Lya på Per.

Der er liv i de øjne, og pludselig vokser der horn i panden på Per Elshave, man kan se, han er i drillehumør.

”Vi har været gift i 41 år, ikke Lya” siger han.

”Det har vi da ikke, det må da blive 42 år,” siger Lya og regner på det. Og sådan bliver de ved. Duellerer i flere runder af livets regnestykker. Hvor gamle deres piger var på det og det tidspunkt, hvornår de rykkede fra den ene lejlighed til den anden og hver gang retter Lya på Per.

Det fyrer frem og tilbage med årstal, husnumre og navne på de, der var engang og som stadig lever i deres minder. Men hvornår var det nu lige, det var? Jeg bryder ind i den ægteskabelige dyst og spørger til deres bryllup.
”Dengang skulle man være gift for at få en lejlighed, jo,” siger Lya som det første og muligvis som forklaring på det hele, men det tror jeg nu ikke.
”Ja det var lige før, man skulle komme og bevise, man havde gjort konen gravid også,” siger Per.
”Nej, nu må du altså snart holde op,” siger Lya, ”det skulle man da ikke.”

Jeg spørger om de har et billede fra dengang de blev gift, og Lya sætter fra i sofaen, så hun kommer op at stå. De år, man ikke kan spore i hendes ansigt, har sat sig på hofterne. Billedet hænger i den anden del af stuen, og Pers hår er ganske rigtigt kulsort. Lyas mellemblond ‘med lidt blond i’ som hun siger.

Tilbage i sofaen fortæller de, at de stadig kommer i haven, hvor det hele begyndte. Kort efter brylluppet arvede Lya nemlig hendes forældres have, og historien om kærlighed i kolonihaven fortsætter.

”Vi er derude fra april til oktober hver sommer,” siger Per.
”Men købmanden er lukket nu,” siger Lya.
De svarer ikke lige med det samme, da jeg spørger, hvad de laver alle de måneder i haven.

”Ja, altså,” indleder Lya, ”Per kan godt lide at være i haven, han kan bare ikke lide havearbejde.”

Pers ansigt ændrer sig. Det er som om ti-øren lige skal falde. Så åbner han munden i et kort grin. Ja, det må han indrømme, han kan godt lide at sludre med naboerne og have det hyggeligt. Per er så glad for hygge, at han forlænger julen langt ind i januar, går det op for mig. Midt i det mørke 70’er møblement lyser juletræet stadig med sine elektriske lyskæder spændt ud, over åbningen i den todelte stue hænger lysende julekuger i en grangren, og over døren ud til entréen dingler en mistelten. Vi er for hurtige til at pille julelysene i vort samfund ned, synes Per.
”Jeg kæmper for, at de juletræer der bliver sat op hele vejen ned af hovedgaden her, at de kan blive stående langt ind i januar,” siger han og peger ud af vinduet mod Borgbjergsvej.
”Hvorfor skal de pilles ned? De gør da ikke nogen noget.”
Det gør misteltenen, der hænger der hele året, heller ikke. Elshaverne vrider sig lidt i det nougat-farvede sofaarrangement, når jeg spørger til, om de kysser, hver gang de går under misteltenen. Men budskabet er ikke til at tage fejl af. Der er ingen grund til kun at kysse til jul. Jeg passerer ukysset døråbningen med misteltenen på vej ud, og mens Lya kommer mine resterende fire kager i en frysepose, fortæller Per at han lige havde været på trappen, før jeg kom.
”De er i hvert fald hjemme på tredje,” siger han.
”De har syv børn, så de er altid hjemme,” siger Lya og Per tilføjer:
”Prøv også Uffe ovenover, han har boet her længere end mig.”
Det ærgrer ham lidt, ser det ud til.

Ude på trappen skeler jeg til 1. tv. F.D. Rasmussen står der. På dørmåtten ligger gummistøvler. Henslængte og langskaftede. Men der er ingen hjemme.

Jeg går videre op og stiller mig foran et dørskilt med navnene Desiré Hav og S. Weibel indgraveret. Desiré Hav. Lyder eksotisk, tænker jeg, og forestiller mig en midalderende kvinde med store smykker og spraglede tørklæder, der går til healing om aftenen og har duftlys stående på badeværelset. Jeg ringer på. Ingen reaktion. På den anden side har Desiré Hav sikkert fået sit navn, fordi hendes midtsjællandske forældre i et anfald af hormonel førstegangs-forældre-forelskelse ville give deres pige et navn, der stak ud. Noget symbolladet og stort. Ønske Hav. Hun skulle nok blive til noget, tænkte de. Nu bor hun så i Sydhavnen og læser til pædagog. Ringer igen. Stadig ingen reaktion. Tager mig selv i at lægge øret mod døren for at høre, om de er derinde. Som om det ville hjælpe, hvis de ikke vil lukke op. Ser også dumt ud i dørspionen, tænker jeg, vender mig om, og retter i stedet opmærksomheden mod 2. th.

U. Gottschalck står der på messingskiltet. Jeg banker gentagende gange og hårdere, end jeg bryder mig om på det materede glas øverst på den gråmalede dør.
”Ja?” En rund kvinde med kort hår i lyseblå kabelstrik og ubestemmelige beigefarvede bukser åbner døren. En dansk visesang strømmer ud sammen med en duft af sød tobak.
”Jo, det vil vi da godt, ikke Uffe?”, siger hun og drejer uden videre ind i lejligheden og til højre ind i stuen med mig og mine kager lige i hælene. En mand i rød skjorte, røde seler og med et fyldigt Torben Steno-hår kigger op og siger ”davs,” ”jo jo” og ”sid ned”.

De er lige i gang med frokosten. Rugbrød med kødpålæg og surt til ham, salat og tørt brød til hende. Hun er på slankekur. På bordet ligger en pakke tobak, det er rul selv med ‘irish whiskey’-smag. Der står også en tube intimcreme, og der er røde stofdækservietter over voksdugen. Radioen kører.
”Sig mig hvordan fandt du her op?” spørger Uffe, og jeg skynder mig at hilse fra Elshaverne nedenunder, og siger jeg er kommet for at høre deres kærlighedshistorie.
”Ja, jeg hedder Uffe,” indleder Uffe, og sørger for, at jeg staver Gottschalk rigtigt i min lille notesbog.
”Ja, og jeg hedder Anne Grethe, i to ord og uden bindestreg,” siger Anne Grethe på 68 med en hurtig stemmeføring og let læspen.
”Det burde egentligt være i ét ord,” siger Uffe.
”Det talte vi om i går aftes,” siger Anne Grethe til mig, ”det burde være i ét ord. Annegrethe.”
”Ja, ellers hedder du jo Anne og så Grethe til mellemnavn,” siger Uffe, der har rundet de 77 år. Man kan høre smøgerne, når han taler.
”Ja, Anne,” hun holder en kunstpause og kigger på mig med sine små, brune øjne, ”Grethe.”
Det var musikken eller rettere dansen, der i sin tid førte Uffe i armene på Anne Grethe uden bindestreg.

”Vi mødtes i Borgernes Hus på Rosenborggade til dans og rock n’ rul,” siger Uffe og lader udtrykket klinge dansk.
Og ja tak, det husker Anne Grethe tydeligt.
”Ork, Gud, ja. Jeg sad hele aftenen og kiggede på ham, og kom der nogen og spurgte, om jeg ville danse, sagde jeg: ”Nej, jeg er optaget,”. Alligevel dansede han med en anden. Jeg kan huske, hvordan hun så ud, så gal var jeg,” siger Anne Grethe, lægger armene over kors, kigger på Uffe, og sætter triumf på:
”Hun havde gul kjole på, og hestehale med et gult hårbånd rundt om.”

Jeg forestiller mig den lave Uffe svinge hende pigebarnet i smart gul 60’er-sag, så hestehalen dingler lige for næsen af Anne Grethe. Hun sidder der i balsalen med lyn i de små brune øjne og armene over kors følger hun alle Uffes trin.

”Jeg var god til at danse, men dengang slæbte jeg ikke rundt på så mange kilo,” siger Uffe og slår sig på skjorten.

”Det gjorde jeg da heller ikke,” siger Anne Grethe.
”Nej,” siger Uffe.
I dag har de to været gift i 44 år, begge deres børn Karsten og Helena har oplevet at blive skilt, de ved, kærligheden ikke er nogen selvfølge. Men hvad er deres hemmelighed?

Anne Grethe kigger forventningsfuld henover dækservietterne på hendes mand. Han siger ikke noget, men brummer lidt.
”Dovenskab,” siger han så.
”Vi har da været uvenner og smækket med dørene og råbt hold kæft,” siger Anne Grethe, ”men jeg kan ikke huske, vi nogensinde har talt om at flytte fra hinanden vel Uffe?”
Uffe trækker på det, og retter opmærksomheden mod gæsten. Et visdomsord er på vej.
”Man træffer et menneske, og bliver måske ikke forelsket fra starten, men man bliver det hen af vejen. Og måske var Anne Grethe lidt mere vild med mig, det kan da godt være,” siger han.
For Anne Grethe blev børnene hele hendes liv. Hun fik aldrig påbegyndt en uddannelse, men passede børnene i opgangen. Bad var der ikke noget af. Det er for så vidt stadig ikke. Men der er et kar i køkkenet og en stor kande at fragte vandet fra hanen og over i karret i.
Børn er her stadig en del af. Mens vi taler lyder løbetrin ovenpå, grin og gråd.
”De har syv børn deroppe,” siger Uffe og kigger op mod det slidte loft.
”Den sidste blev født ude i opgangen, vi hørte det selv. Hun nåede kun ned på første sal,” siger Anne Grethe ivrigt, og jeg tænker på, hvordan lyden af den måske største kærlighed af alle har forplantet sig fra den ene lejlighed til den anden på Borbjergsvej 1.
”Det er vist tre måneder siden, og konen deroppe er kun fyrre år. Hun har også spurgt, om de larmede for meget,” siger Anne Grethe.
”Nej,” siger Uffe, ”børn skal have lov til at være børn.”
”Ja,” siger Anne Grethe.
Hun er mere træt af spritterne.
”Hjørnegnavere og bænkebidere, kalder vi dem,” siger hun. Hænderne kører hele tiden på de ubestemmelige jerseybukser i beige, øjnene ler brune og varme.
”De er skam fredelige nok, men børnene bliver jo forskrækkede,” som hun siger.

De mangeårige ægtefolk viser mig rundt i lejligheden. Uffe er født i Berlin af en far der var glaspuster og tysker, og en mor der var dansk modetegner.
”Hun har for eksempel tegnet den hund der,” siger Uffe og peger på en af de mange tegninger og malerier, der dækker de røg-gule vægge. Men forældrenes kærlighed havde svære vilkår, da Uffe er født omkring det tidspunkt, hvor Hitler kom til magten. Uffes mor lod sig derfor skille fra sin tyske mand, hvilket betød at Uffe kom til København som tre måneder gammel baby. Men han kunne ikke få dansk statsborgerskab før 1947.
”Min mor har fortalt, at hun var ængstelig for, om tyskerne ville kræve mig til hæren, husk på jeg var næsten ti år, da krigen sluttede, og kunne nemt være havnet i Hitlerjugend,” siger han og tilføjer, at han ikke så sin far i tredive år.
Da gensynet endelig kom, skete det i Sverige, hvor Uffes far havde fået job i L. M. Ericsson. Uffe boede deroppe et halvt års tid.
”Men miljøet var for anderledes, og min far var en stille mand og kunne ikke rigtigt sproget.”

”Nej, han talte en mærkelig blanding af engelsk, svensk, dansk og tysk” siger Anne Grethe.
Hun er fra en ganske almindelig arbejderfamilie fra Frederiksværk, fortæller hun, mens vi nærstuderer de mange malerier i lejligheden. Hendes far var murer på Stålvalseværket, indtil han blev ramt af nogle plader, der faldt ned.

”Han døde, da jeg var fire år og min bror tre måneder gammel,” siger hun og slår smæld med tungen.
Anne Grethes mor lever stadig og tager på sit 92. tyvende år stadig toget ind og besøge datteren i Sydhavnen. De starter Fiat Punto’en, når de besøger hende i Frederiksværk. For sådan en har de nemlig fået.

”Da børnene var små stod valget mellem at have et klaver og en bil, for vi havde ikke råd til begge dele,” fortæller Uffe og peger mod det brune husorgel bagerst i stuen. Musik har været en stor kærlighed i Uffes liv og kom før behovet for fire hjul.
”Desværre fattede vores børn bare aldrig rigtig interesse for musikken,” siger Uffe:
”Min farfar havde absolut gehør og kunne spille Chopin og Grieg, ja, han burde være blevet pianist faktisk.”
Uffe selv er opvokset med klassisk musik – Für Elise og alt det der – mens han opvoksede hos hans mor og hendes nye mand på Straussvej lige her i nærheden. Overalt hænger beviser på bedstefaderens talent iblandet gamle sort/hvide fotos af karré nummer syv og Borgbjergsvej. Det var dengang, der var sporvogne og sne til, kan man se. Jeg kommer helt med ind i soveværelset, hvor også en kondicykel og et tørrestativ med hvide trusser hører til sammen med oliemalerier, akvareller og stregtegninger. I Uffes lille kontor, som vi går forbi på gangen hænger hylden med klassisk musik på cd’er tungt. Ovenover står sprut i violinfarvede flasker og ligner noget, der har overlevet mere end en sæson i karréen.

Vi går forbi køkkenet, hvor Anne Grethe har ladet opvasken stå.
”Har pigen nu glemt den igen,” siger hun og ler højt. Hun tager om Uffe bagfra og hiver lidt i de røde seler. ”Socialdemokrat til det sidste,” siger hun og ler. Det er noget med sproget, mener han.

”Man kan ikke være tandkirurg og tale som os, men man kan godt blive til noget stort ved at være sig selv. Tag bare Anker,” funderer han, mens jeg fumler med jakken, notesbogen og de to krøllede croissanter, der er tilbage.

”Anker ja, han var god nok,” siger Anne Grethe stadig bag sin Uffe. ”Kan du huske den gang Anker og Ingrid inviterede hele opgangen på opgangsmiddag?”

”Ja, det var fordi, Ingrid var træt af, han ikke vidste, hvem vi alle sammen var. Så kom vi til buffet deroppe, og blev til klokken fire om morgenen,” buldrer Uffe med sin basstemme.
”Vi talte da også om, at vi skulle gøre det igen,” siger Anne Grethe.
”Ja, ja, men der skal jo lige som være nogen til at tage initiativet,” siger Uffe tørt, og det har han jo ret i. Jeg træder ud af lejligheden, og det almindelige opgangslys skinner koldt i forhold til den hule af hygge og historier, jeg lige har været i. Som en tidslomme, der bliver lukket. Zip.

På tredje sal er der tydeligvis liv i lejlighed til højre, så jeg ringer resolut på. Der bliver tysset derinde og lyden af børn dæmpes. Lidt uhyggeligt, synes jeg, og banker på med knoerne fremme og bliver ved til efter det punkt, hvor man kunne være i tvivl om nogen prøvede at ignore det.
”Hvem er det?” lyder til sidst en pigestemme, der prøver at gøre sig myndig. Et udtryk for søskendekærlighed måske. Nu skal storesøster nok se efter, om der er er fare på færde. Jeg siger mit navn, og at jeg er journalist og skriver historier fra opgangen til et blad.
”Jeg har også en kage med, kan du ikke lige åbne op,” siger jeg og kan godt høre, hvor børnelokker-agtigt, det lyder.

”Nå, men vi er ikke interesserede,” lyder det derindefra med påtaget nonchalant stemmeføring, og skridtene fjerner sig fra gangen.

Jeg gnider mig i øjnene og kan dufte en svag aroma af sød tobak fra min frakke. ”Pascet” står der på et ensfarvet grønt postkort hos 3. tv. Ingen hjemme. Ingen sko. Ingen lyde og ingen dufte siver ud. Det er den værste kærlighed af alle, tænker jeg: Den der slet ikke får chancen.

Det er nogle tunge skridt op på fjerde sal, hvor jeg giver J. Jensen hele armen.
En pige i tyverne åbner døren. Hun holder en kleenex mod næsen, der løber. Øjenene ser hævede og irriterede ud, og hun kigger ned bag mig. ”Kom her,” siger hun og stryger forbi mig og efter katten, der er smuttet ubemærket ud mellem benene på os.

”Hvad hedder den?” siger jeg i et forsøg på at starte en samtale.

”Plet,” siger hun uden at fortrække en mine udover næsesnøfteriet.

”Er du forkølet?” spørger jeg.

”Sådan noget lignende,” siger hun og bakker ind i entréen med Plet i favnen. Ulykkelig kærlighed, tænker jeg. Man kender den, når man ser den. I går var virkeligheden en ganske anden, hun havde sat ikke bare håret men næsen op efter en fremtid med ham, hun elsker og som et slag med tam-tam-trommen, dødens signatur i den klassiske musik, er hun slået ud. Ligger sammenkrøllet på futonsengen i sorte joggingbukser og t-shirt, aer katten, pudser næse og nynner med på ‘Nothing compares to you’ med Sinead O´Conner. Ikke så sært jeg ikke må komme ind. Uventede gæster kræver overskud.

I 4. tv. bor en familie på fire. Far, mor og børn gætter jeg på. Døren åbnes ved første ring på dørklokken. En lyshåret pige med stram og høj hestehale, stjerneøreringe og denim-skjorte slipper en sød parfume duft ud og siger hun gerne vil hjælpe. Der er bare lige det ved det, at hun ikke har tid. Hun er på vej ud af døren, og de stramme jeans støtter op om hendes forklaring. Jeg bliver stående og fortsætter samtalen i døråbningen. Nanna, som den 17-årige pige hedder, fortæller at hun er født og opvokset her, men drømmer om at komme væk.
”Jeg synes, jeg har set nok,” siger hun, men vil alligevel altid komme tilbage hertil.
”Det er jo her alle mine venner er.”

Hun læser noget samfundsfag og psykologi på en skole på Nørrebro, og hendes far og mor har boet på Borgbjergsvej i rigtig mange år, fortæller hun.

Kærlighed er her nok af, i hvert fald er der måske lige rigeligt med børn i opgangen, siger hun med slet skjult henvisning til storfamilien på tredje sal.
”Men vi skal jo være her alle sammen,” siger hun så og lyder som en ægte frederiksholmer.

Hun ligner én, der også kender til den anden kærlighed. Den, der summer som en humlebi og gør dig syg af længsel. Måske har hun en kæreste, som hun har været vild med længe. En, der bor i Indre By og svinger med sit halvlange hår, når han spiller trommer. Hvad er det egentlig med kvinder og mænds manke, tænker jeg, men når ikke at spørge. Nanna skal gå nu, hun er ked af det, men – ja – livet kalder. Jeg takker, vender om og kigger ud af det øverste vindue på Borgbjergsvej 1. Det er ved at blive mørkt, træthed og sult trænger sig på.

Tager trappen ned med paraderne oppe. Det kunne jo være, nogen var kommet hjem siden sidst. Gummistøvlerne ligger stadig foran F.D. Rasmussen, og jeg når helt frem til opgangsdøren. Tøver inden jeg smækker den og sunder mig lidt på trappetrinene udenfor. Jeg føler mig slidt af jagten på kærlighed og mærker noget i min hånd. Posen. Med kager. Spiser en fladmast croissant og beholder vanterne på. En bil kører op og parkerer foran cykelstien, hvor jeg sidder. To mænd træder ud, den ene åbner bagsædedøren for en kvinde. Hun bærer en babylift, smiler blegt frem for sig. De er i grunden alle tre lidt blege og ligner hinanden, mændene nærmest som brødre. De går hen imod døren ind til opgangen, og jeg træder automatisk ned af trappen og børster febrilsk croissantflager af frakken. ”Undskyld, må jeg spørge jer om noget?” nærmest råber jeg efter dem. For sent. Døren smækker. Måske hørte de mig godt, men ville ikke svare. Jeg er i tvivl. Der er en croissant tilbage. Kommer den let dryssende sag i tasken og hopper på cyklen. På vej mod det oplyste S-togsskilt kigger jeg op og bemærker den manglende julepynt, og tænker på de historier jeg fik, og de jeg ikke fik. På hvor mange andre kærlighedshistorier, der gemmer sig derude i tusindvis af lejlighedsopgange. Bag sære navne og forkortelser på messingskilte og påklistrede postkort. Bag dørmåtter og gummistøvler. Langskaftede og henslængte. Bag lyde og lugte der siver ud, og sætter fantasien i svingninger. Hvordan vi kan høre hinanden, men ikke altid kigge ind. Nogle døre forbliver lukkede, andre åbner sig som lommer af liv og måske lykke. Og kærligheden? Den findes. På flere niveauer og alle etager.

Se Tumult – magasinet her