Mekong – floden der aldrig får fred

I Luang Prabang er det floden, der dikterer tempoet. Når solen står op over bjergene i Laos, sælges der Kai Paen på morgenmarkedet. Det er en flodsnack lavet af grønt tang, som kvinder og børn henter i floden, når vandet står lavt. Så skal tangen tørre i solen og have olie, inden de lange, knastørre snacks steges og tilsættes smag som f.eks. hvidløg og sesam.

Da døren åbnes igen, er der bælgmørkt udenfor. De evindelige scootere kværner, og floden synger sin egen stille aftensang.

Floden er vores mor

Ved bredden af floden møder jeg næste dag seks mænd på en hjemmelavet venteplads. Den er bygget i træ og let hævet fra den sumpede jord; et skrånende bliktag oven på konstruktionen skygger for solen. En interimistisk udestue på et sted, hvor der ikke er noget hus. Flere af mændenes tænder har set bedre dage, vi famler for at finde et fælles engelsk, men mine bomuldsarmbånd hjælper mig.

»Ah baci-baci,« siger de.

De forklarer, at de sidder klar, hvis nogen skal sejles over floden for at se buddha-hulerne Pak Ou på den modsatte side. Der ligger fem-seks lange træbåde klar inklusive træbroer, rullet ud som en sivmåtte delvist under vand.

Lige nu er der pause i ventearbejdet, og en pose med sticky rice går rundt. En anden pose med Lao Beer hentes. Det er ikke for ingenting, at landets styre, Lao PDR, Lao People’s Democratic Republic, i folkemunde bliver til Please Don’t Rush. Men hvad skulle de også skynde sig for? Her er intet arbejde at få.

Min guide, Mr Phommavanh, har travlt. Frokosten på en bådrestaurant venter. Fra den har jeg udsyn til fem drenge, der leende kommer sejlende på små træbåde. Den ene i knaldorange munkedragt og de fire andre i skoleuniform. Skolevejen er den mindre flod, der spæder godt til Mekong. Jeg spørger min guide, om han vil oversætte for mig, og hopper af båden igen.

»Vi ønsker et bedre liv for vores børn,« siger drengenes forældre, da vi står sumpskoede foran dem.

»Vi håber, vores drenge får en uddannelse og bliver lærere.«

Den ene af drengene er novice ved et tempel i Luang Prabang, de fire andre går i almindelig skole på den anden side af bifloden Nam Khan. De har været hjemme for at få frokost.

Forældrene dyrker ris og prøver at sælge småting i landsbyen længere inde på land, ligesom manden agerer skipper på turistbådene fra tid til anden. Jeg spørger, hvad floden betyder for dem.

»Floden er vores mor og altings udspring, uden hende var vi ingenting.«

På tur i en tidslomme

Ude på floden igen kommer vi forbi en bred flodpram med to biler på midten, omringet af scootere og mennesker på begge sider. Man kan tage alt fra lokale både til luksussejlere både på Mekong og på de små bifloder som Nam Ou og Nam Khan.

Jeg sidder så langt fremme på den tynde taxibåd, som jeg kan. Med udsigt til bløde bjerge og det karamelfarvede vand under mig får jeg en fornemmelse af, at det handler om balance.

Skipperen, der har sejlet på Mekong i 16 år, ønsker flere turister. Jeg ved ikke, om jeg gør. For at duve på Mekong med en førsteklasses udsigt til det stille liv, der udspiller sig på og ved floden, giver mig en følelse af at være på opdagelse. Rundt om mig fisker folk med de samme metoder og net, som de har gjort i hundredvis af år. Det er på sin vis som at være på tur i en tidslomme – og i Laos’ tilfælde – en lomme, der meget vel kunne sidde på bukserne af de andre asiatiske tigerøkonomier.

Mekongs forløb ned gennem det mest af Sydøstasien gør den til et oplagt felt for eventyrere og opdagelseshungrende rejsejournalister. Som f.eks.  Edward A. Gargan, den tidligere Asien-korrespondent for The New York Times. Han rev et år ud af kalenderen og lod sig rive med af mindst lige så meget vej, sti og forhandling som flod. For man kan ikke tage de godt 4.800 km til flods.

I bogen The River’s Tale – a Year on the Mekong (2002) fortæller han flodens historie som en kontinuerlig kilde til liv og kulturer gennem seks lande. Fra Mekong kun er et par dråber smeltet sne i et bjergklædt Tibet, gennem Myanmar og Kina og videre via en motorplaget båd i Laos, våde rissletter i Cambodia, til floden munder syvstemmigt ud i det grønne delta i Vietnam og når det Sydkinesiske Hav.

Som jeg rider højt på floden i regntid, tænker jeg på Gargans stædige insisteren på at sejle fra Luang Prabang til Laos’ hovedstad, Vientiane, i en lang, grøn bønne af en båd. Og på et tidspunkt, hvor Mekong var for lav til at sejle langdistance med passagerer. Indtil skipperen får nok, forlader Gargan alene på båden og i stedet sender en mellemmand, der kan overtale den stædige journalist til at hoppe på en moderne hurtigbåd. Helt ærligt.

Gargan er en vidende rejsefører, og han ser kritisk på alt det, som floden mere skiller end samler. Rigdomme på den ene side og – i Laos’ tilfælde – fattigdom på den anden.

Af samme årsag har Laos set lyset i at bygge vandkraftværker, der skaber ekstra strøm fra flodens løb. Udviklingen presser på. Laos skal løftes ud af fattigdom, og Mekong skal stå på mål for det.

Krig om flodens fremtid

Det er Kina og Laos, der er dæmnings-entusiasterne i Syøstasien. Men det er især dæmningsbyggeriet i Laos, der har mødt kritik. Den første i det nordlige Laos, Xayabury, er snart klar til produktion, og den anden, Don Sahong i det absolut sydligste af Laos, er på vej.

Undervejs bliver blandt andet den laotiske minoritet Hmough tvangsflyttet. På internettet kan man blandt andet under #NoMekongDam finde videoer og andre udsagn, der præsenterer slagsiden af prestigeprojekterne. Størstedelen af den energi, der skal skabes på vandkraftværkerne i Laos, går til det rigere naboland Thailand. Der er derfor uenighed om, hvorvidt planen om at lade flodens massive kræfter slæbe Laos væk fra listen over de mindst udviklede lande inden 2020, kommer til at holde stik.

Mens dæmningerne i Kina påvirker deltaet sydpå, vil dæmningerne i Laos ændre fiskebestanden i især Vietnam, hvor folk lever af fiskeri og får deres proteiner samme sted fra.

11 dæmninger er på tegnebrættet i området, og den nu hedengangne Mekong-kommission, der havde Danmark som det største donorland, skulle sammentænke projekterne i de fire medlemslande, Laos, Vietnam, Cambodia og Thailand, men Mekong-aftalen fra 1995 røg i floden.

»Laoterne (styret, red.) siger, de vil være Asiens batteri, og det er dem, der er begyndt at bygge på andet end bifloderne, men det er de lande, der ligger nederst, det går udover, og det er Vietnam, der ligger yderst. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er Kina, mester i kæmpe vandkraftværker, der sætter skub i tingene,« siger Jørn Kristensen.

Han er fhv. øverste chef i Mekong-Kommissionen og arbejder nu med naturressourcer, økonomisk udvikling og socialt ansvar i Myanmar.

Førhen var Vietnam politisk som en storebror for Laos, men en magtforskydning er i gang i flodfamilien. Dæmningerne forandrer Mekong for altid og river noget, der før stod fast, løst. Rismarker og landsbyer må flyttes, kulturer, levemåder og selvforsynende produktioner risikerer at styrte i floden, mens jord og mudder, der plejer at strømme med floden til deltaet i Vietnam, der afhænger af det, standses. Eller som organisationen International Rivers, der ikke lægger fingrene imellem, skriver i en oversigtsartikel:

”Hvis alle de tre planlagte dæmninger i Laos bliver bygget, vil de omdanne en af verdens mest ikoniske floder til en serie af reservoirer.”

Det er selve strømmen i det, laoterne kalder moderfloden, der betonbremses. Hvis resten af serien af planlagte dæmninger i Laos og Cambodia bygges, truer det flodens økosystem.

Intet er tilfældigt

»Man må også tænke på landets økonomi,« siger Mr. Phommavanh. I et tonefald så jeg ikke ved, om han mener det.

Han har studeret i Vientiane, som han ikke undlader at kalde »New Capital City«, i modsætning til den gamle, royale hovedstad, Luang Prabang. Han vendte tilbage til sin hjemby, fordi folk var mere afslappede her. Tempoet trak.

Han viser mig Royal Palace i Luang Prabang, bygget til den tidligere konge i 1904 i en blanding af traditionel laotisk stil og fransk beaux-art-stil. I hjørnerne står nogle hvide ventilatorer og blæser historiens gang et stykke. I middagsheden er det lige før, man byder dem op til dans eller i smug løfter lidt luft ind under T-shirten. Det Royale Palads er smukt dekoreret med mosaikvægge og malerier med flodmotiver, og kongens rum står, som de stod, da han blev fanget af den revolutionære bevægelse Pathet Lao i 1975, hvor Den Demokratiske Folkerepublik Laos blev dannet. De laotiske folkedragter hænger både som historiske artefakter på museet og på flere af de laotiske kvinder udenfor. Alt er vævet sammen i dette land som i dragternes smukke brokademønstre.

»Det her har vi fra franskmændene, det her fra thaierne,« forklarer Mr. Phommavanh, som vi går rundt i paladsmuseet.

I en by, hvor der bliver solgt både baguettes og flodtangsnacks fra boderne langs vejene og floden, virker laoterne som et overordentligt rummeligt folkefærd. Måske har det med den allestedsnærværende buddhisme at gøre. Den tro, kommunisterne ikke kunne få bugt med, og som er kernen i laotisk kultur. Intet er tilfældigt, alting sker af en grund. Og måske har det med en vis tilvænnet resignation under et kommunistisk styre at gøre.

Men må man godt må tale om fortiden i Laos? USA’s bombning af Laos fra 1964-1973, den franske kolonisering, det kommunistiske take-over?

»Ja,« siger han, »men vi taler om det på en bestemt måde.«

Igen kan jeg ikke greje hans ansigtsudtryk.

»På en måde, som regeringen har bestemt?«

»Ja.«

Han forklarer, at man som borger i Laos ikke har ret til decideret at protestere, men man kan sende et brev til et udvalg, der så vil holde møde om sagen. Det er også her, Mr. Phommavanh siger, at den nye præsident, Bounnhang Vorachith, indsat i 2016, prøver at gøre noget ved korruptionen i landet.

»Han er a good Guy,« siger Mr. Phommavanh.

»Han begrænser skovhugsten og salg af træ til Kina, han går ind for økoturisme – og passer på fiskene i floden.«

Den fattige mands supermarked

Hvert år fiskes der mindst halvanden million ton fisk i Mekong. Derudover opdrættes mindst 200.000 ton fisk i floden, sandsynligvis meget mere, og flere steder er markedet stadig flydende – bogstaveligt talt.

Frugt og grøntsager sælges ombord på små træbåde. Det flotte mønster, der findes på laotiske produkter som pudebetræk, rygsække og sengetæpper, man for ubegribeligt små penge kan købe på aftenmarkedet i Luang Prabang, har lange tråde tilbage i tiden. Små piger lærer det af deres mor eller bedstemor, og folkesagn og myter væves ind i stoffet.

Alligevel er produktionen truet af mere simple og maskinskabte mønstre fra Thailand, Kina og Vietnam.

Endelig produceres der i det våde delta i Laos, hvor husene står på pæle, selvfølgelig sticky rice. En rig og fyldig spise og en vigtig ingrediens i mange festivaler og ceremonier i Laos. Der findes mere end 22 slags sticky rice, og de dyrkes primært langs lavere Mekong-sletter. Nogle af dem ryger i produktionen til Lao Whiskey og Lao Beer. I Vientiane-provinsen i Laos dyrkes Hmong-urtemedicin. Og et kendskab til selvsamme er nedarvet i generationer ligesom til forfædrene, før urterne indsamles.

»I flodlandene tror og ofrer man gerne til disse ånder i floden. Man viser dem respekt, kaster blomster i vandet og andet. Ordet Mekong betyder moderfloden på thai, og mange i lokalbefolkningen har et lignende forhold til den flod; den er som en mor for dem,« fortæller Jørgen Kristensen.

Engang, hvor han var til en konference om floder, sagde nogle fra Donau-kommissionen let hånende:

»Sådan nogle ånder har vi altså ikke.«

»Flodens folk beder til dens sjæl, og de ofrer gerne et grisehoved eller laver – både på Laos- og Thailand-siden – små lysende lanterner, som de sætter ud på floden,« siger Jørn Kristensen.

Eller som 50-årige Juji, jeg mødte i Thailand sagde:

»Det er vores måde at sige undskyld til vandet på. Det burde vi gøre meget mere.«

Jørn Kristensen er personligt »noget nedslået« på Mekong-flodens vegne. Han forklarer:

»De mennesker, der lever med og af floden, har vist sig i stand til at fokusere på det essentielle. Livet og flodens rytme. De har respekt for den rigdom, de med nogle meget beskedne metoder hiver op af floden.«

»Jeg tror ikke, Laos bremser byggeriet af vandkraftværkerne nu, hvor kineserne er inde over, og der ikke findes noget egentligt demokrati. Intet folkets røst til at protestere, selvom det er deres fortællinger, man burde lytte til.«

Egentlig kan man placere vandkraftværkerne på mange måder i dag, og med sindrige analyser måske regne ud, hvor en dæmning vil gøre mindst skade. Men der er én hovedregel:

»Man bygger ikke på moderfloden.«

JP Rejser var inviteret af Tourism Authority of Thailand (TAT).
Artiklen blev bragt den 14. oktober 2017.