”Og hvad stiller man op med tab i en kultur, der er mindet på vækst? Det er et totalt tabu, men for mig er tab en vigtig ting. Jeg har læst mange gamle romaner, hvor man tager sit tab med værdighed. Man bærer sine tab. Man skubber dem ikke bare videre og sætter et flot billede op på Facebook, som man gør i dag.”

I Norge opererer man med begrebet ”glasurgenerationen”. Altså det kuld af unge, der kommer efter en generation, der har haft det vanskeligt, og for hvem alt er så godt, at det næsten ikke kan blive bedre. For hvis man ikke er glad i verdens måske bedste nation, hvad er der så galt?

For at lave et godt portræt skal man være lidt forelsket. Det er der i hvert fald nogle, der mener, og sjældent har et menneske passet så godt til det mantra som kunstfotografen Suste Bonnén.
»Jeg bliver forelsket i det billede, jeg selv skaber,« siger hun.

Tomas Espedal skriver i sporet af den tabte tid. Eller rettere i sporene af alt, han har tabt. Sin ekskones død, sine døtres udflytning og den store kærlighed, der blev knust. For Espedal-aficionados flyder det hele sammen i en spiralformet bevægelse, der har avlet bøger som Mod naturen og Mod kunsten som de mest kendte. […]

”Er det en flod?” spørger Chigozie Obioma, da han ser Aarhus Havn. Kommer man fra et land, der er rigt på floder, virker havneindløbet under Dokk1 beskedent, ån i byen som et sørgeligt spjæt fra en haveslange.

”Hvis der er nogen retfærdighed til, vil Himlen ligne et kæmpestort antikvariat, med en virkelig god café i det ene hjørne.”
Sådan lyder et af mange citater i Hans Hertels nye essaysamling Bogmennesker. Hans egen lejlighed ved Kongens Have er tæt på at leve op til kriteriet.