Rædslen er ikke i Roskilde

»Hvad er du bange for?«, spurgte Thomas Boberg sin norske kollega Tomas Espedal, da ATLAS satte forfatterne stævne til en snak om udlængsel i livet og i litteraturen. Om dødsangst og om rejsen som selvbiografisk skriverum.

»Han har forandret sig.«

Tomas Espedal ser på mig i bakspejlet og mener hans danske forfatterkollega Thomas Boberg.
»Det er kun et år siden, Boberg besøgte mig i Bergen, og vi havde nogle vilde dage. Der var han fuld af den der bobergske energi. Men han klarer den, hvis bare han holder til ikke at drikke. Jeg tror virkelig, det vil være en ny start for ham.«

Klokken nærmer sig 22.30, og vi holder ind et sted på Kongens Nytorv. Forud er gået en halv dags snak om rejser i livet og i litteraturen. Om krydstogter og dødsangst, der ændrer alt. Den norske forfatter Tomas Espedal er i Danmark i anledning af Verdenslitteratur på Møn, han er fra da vi møder ham om eftermiddagen ulasteligt klædt i sort og med søvn i øjnene fra gårsdagens fest. Bobergs skjorte blomstrer i rødt mønster, selv skutter han sig bleg bag solbrillerne. Verdens lys føles skarpt efter den sygdom, som nær fik ham til at skride i svinget, fortæller han:

»Det var i december 2013. Min kæreste, der er halv-ghaneser og jeg rejste til Etiopien i en måned. Vi tog nogle malariapiller, der hedder Lariam og som man skal tage en gang om ugen. Det er forebyggende, men har nogle kraftige bivirkninger. Amerikanerne har brugt det som torturmiddel på Guantánamo. Nogle bliver vanvittige af det, og det gjorde jeg også.«
Det ramte leveren. Han gik til lægen, fordi det var begyndt at klø helt afsindigt. En hudsygdom, mente lægen, men Boberg insisterede på at få taget nogle blodprøver.

»Så ringer jeg til ham, da resultatet af prøverne tikker ind, og mine levertal viser sig at være grotesk høje. De kunne ikke finde ud af, hvad det var. Men mine levertal bare blev værre og værre. Det var så langt ude. Det virkede som om leveren var i gået i gang med at destruere sig selv. Og så stoppede det pludselig. Så jeg er oprigtigt talt glad for at være i live.«
Vi sidder lidt i stilhed inden Boberg fortsætter.

»Men det betyder også, at jeg skal gøre alt på en ny måde. Jeg har altid lidt af social fobi, men førhen var jeg også altid fuld. Og nu finder jeg ud af, at jeg brugte alkoholen som en slags selvmedicinering, fordi den gør mig manisk og euforisk. Men nu kan jeg simpelthen ikke drikke,« siger han og hælder op af den økologiske koldpressede most fra Møn.

»Det er blevet en mærkelig grænse for mig. Om ikke ret lang tid vil jeg godt kunne drikke igen. Men at skulle tage det første glas, det kan jeg ikke se for mig lige nu.«

Vi løfter glassene.
»Så nu går jeg og undersøger den tilstand,« siger Boberg, »at jeg altid er ædru.«

-Så du er rejsende på ny?

»Ja, på en bizar måde, fordi jeg er så skrøbelig, gennemsigtig og sensitiv, at det er en gru altså.«
Boberg sidder for enden af træbordet i sin blomstrede skjorte. Fuglene synger energisk over Møns klinter.
»Men det er også smukt at være så alert, hele tiden. Jeg føler, jeg har fået en second chance.«
Espedal skutter sig bag blåtglinsende solbriller.
»Du har været ved en grænse, ikke?« siger han.
»Havde du overtrådt den, var du død. I en hvis forstand har du fået et valg. Hvis du vil forsætte med at leve, må du du gøre noget andet. Du kan ikke drikke alkohol.«

Boberg nikker. Han har læst Espedals seneste bog og funderer over noget:
»Hvad med dig og dine rejser? Du skriver i Bergeners, at du takkede nej, da jeg og Morten Søndergaard ringede og spurgte, om du ville med til en litterær festival i Mexico. Og så rejste du til Frankrig i stedet. Hvad fanden er forskellen?«

Espedal er alvorlig.
»Du begyndte din fortælling i dag med, at du har været syg og været ved at dø, og for at være helt ærlig, har jeg også været livræd for at dø.«

»Fordi?« spørger Boberg.

»Jeg blev inviteret til en rejse i Indien og blev bange for at opleve det, du har oplevet. Så jeg sad i lang tid og tænkte over, om jeg skulle sige ja eller nej. Det var dødsangst. Bagefter ringede I, og spurgte om jeg ville med til Mexico, og det turde jeg ikke.«

Boberg funderer lidt.

»Og så var det mig, der var ved at dø. Skæbnen tog vist fejl af vores navne.«
»Man skal være stærk for at rejse, og jeg vil bare ikke dø i Indien.«

Boberg ser på ham og siger:
»Du kan også dø i Roskilde.«
»Jo,« siger Espedal, »men rædslen er ikke i Roskilde. I hvert fald ikke for mig. Jeg er ikke ræd i Roskilde. Jeg er bange for at rejse til Bombay. Så mine rejser handler om at finde steder, hvor jeg ikke er bange for at dø.«

-Så rejsen har ændret sig for dig?

»Min rejser får mere og mere karakter af flugt. Da jeg var ung rejste jeg for at se nye lande og steder, men det er forbi. Nu rejser jeg, fordi det er umuligt for mig at være hjemme. De sidste to år har jeg stort set kun været hjemme for at skifte tøj.«

»Hvad er du bange for?« spørger Boberg.

»For at være alene, for at sidde der. Mine døtre er rejst hjemmefra og min kæreste har forladt mig. Så selvom jeg har mest lyst til at være hjemme, så er jeg på flugt. Men det ændrer sig, håber jeg. Man bliver træt af at flygte. Lige nu er jeg træt.«

-Så nu længes du mere hjem end ud?

»Ja, det er fin måde at sige det på, og fordi jeg ikke er hjemme, må jeg skrive ude. Så jeg
leder efter skrivesteder. Hvis ikke jeg kan skrive, rejser jeg videre. Kommer jeg til et hotel, ommøblerer jeg. Flytter bordet væk fra vinduet og beder om et værelse, hvor man må ryge.«

For Boberg er hver bog en ny begyndelse. En station på rejsen. Espedal, derimod, ser sit forfatterskab folde sig ud over én og samme episke linje.
»Jeg ved, hvad min næste bog skal være, og jeg ser dem som én samlet fortælling,« siger han og tegner en streg på træbordet.
»For eksempel på den Frankrigs-rejse, jeg var på i foråret. Egentlig skulle vi dokumentere det at gå i et bestemt landskab, men for mig var det også en rejse til de steder, den italienske renæssancedigter Petrarca har boet. Jeg sagde det ikke til filmmanden, der fulgte mig, men for mig handlede det også om min næste bog.«

Espedal fortæller om, hvordan Petrarca besteg Mont Ventoux tilbage i 1336. Det 1.912 meter høje bjerg, der danner forposten til Vestalperne i Provence. Han var den første til at udforme en egentlig »tindebeskrivelse.«

Tidligere hvis du skulle op i højden var det et militært anliggende, fordi du skulle udforske topografien. Der var, som Espedal siger, »ingen som gik op i et fjeld bare for at gå op i et fjeld.«

»Det var en mærkelig idé, Petrarca fik, og han mødte kun jægere på toppen. Folk der havde et formål med at gå derop,« fortæller Tomas Espedal og læner sig frem, lever sig ind i det, han gengiver.

»Petrarca havde sin Augustin i lommen og bruger en hel nat og en hel dag på at klatre op på Mont Ventoux. Da han endelig når toppen, tager han sin Augustin, slår op i den og læser:

»Mennesket kender efterhånden hele verdenen og horisonten, men kender det sig selv?«

Espedal ler oplivet.

»Og herfra begynder Petrarcas indre rejse. Han bosætter sig i den trange dal, bygger sig et stenhus, sætter sig ned og skriver. Erkendelsen på toppen var denne: ‘Du har rejst, men kender du dig selv?’«
På en eller anden måde en tidlig alderdomserkendelse, grunder Espedal.

»Det er også en kærlighedshistorie. Hvorfor Laura?«
Espedal nærmest spytter ordene ud.

»Petrarca var nogle og tyve og hun var kun 14 år. Hvorfor lige hende? Er det fordi han ved, det kan give ham stof til at skrive? Eller er han bare besat? Det har jeg lyst til at undersøge.«

Lige nu læser Espedal Goethes Italiensrejser, fordi han vil gøre ham turen efter. Gå den på samme måde som Boberg lige har gået pilgrimsruten fra Gran San Bernardo i Schweiz til San Pietro i Rom. En gåtur på 1.000 kilometer.

»Jeg er nysgerrig på, om dannelsesrejsen hvor Goethe gik ud i verden for at samle en helt sindssygt mængde viden op kan lade sig gøre i dag, hvor man bare kan hente al viden på internettet,« siger Espedal og ser spørgende på Boberg, der nikker ivrigt.

»At rejse ud i romantisk forstand for at blive klogere. Hvad fanden er det for noget?«
Rummer rejsen ikke altid et forvandlingstema, spørger jeg.

»Jo, det tror jeg,« siger Espedal. »Om man vil det eller ej, så sker der noget, når man bevæger sig.«

»Det er det samme med den græske digter Konstantinos Kavafis digt om Ithaka,« minder Boberg os om.

»Han siger: når du tager ud på den store rejse til Ithaka, så bed til, at rejsen bliver lang. Du må ikke forvente dig noget af selve Ithaka, det er blot en hel nøgen klippe. Men tag godt for dig af retterne og duft til parfumerne undervejs. Og samtidig er det Ithaka, der gav dig alt. Ithaka gav dig rejsen. For når du ikke bevæger dig mere, er du død. Måske er du mere død end på et krydstogtskib,« siger Boberg spøgende.

»De er mere djævelske, end du tror,« siger Espedal og kniber øjnene sammen, »de finder på noget hele tiden.«

Han ved det, siger han, for han har for nylig været på et sådan krydstogt med sin 80-årige far, der nød at se byer som Barcelona, Napoli og Madrid fra en solstol.
»Der er isskøjteshow på bådene, der er brasilianske bands, swimmingpool-parties og ”kaptajnens kväll,” hvor vi klæder os pænt på,« siger han henvendt til Boberg.

Espedal rejser sig og går rundt på fliseterrassen. Træder ind i en anden verden. En verden af djævelskab. Med mænd i slips og kvinder på høje hæle.

»Du kommer ind i en enorm sal med lysekrone, hvor 300 tjenere kommer gående sådan her.«
Han hæver den ene arm som bar han et fad med flotte drinks.

»Alle dine behov bliver tilfredsstillet. Om aftenen kommer russiske prostituerede om bord og sidder og snakker med dig. Når vi går i land går bussen ind til Rom, og så tager vi derind og køber…«

»Vin?« spørger Boberg.

»Vin, ja, det er djævelsk, ikke sandt? De har fundet et koncept, så uanset hvor intelligent du er, så fanger dig ind. Jeg har altid troet, verdenen ville gå under, men nu er jeg helt sikker. Bare tænk på, hvor mange hundrede skibe der sejler rundt, med folk der bare spiller casino og spiser buffet. Det burde slet ikke være lovligt!«
Boberg nikker.

»Det minder om dengang, da man i oldtiden sendte den døde ud på den sidste færd. Gav dem alt det med, som var i den verden, de forlod. Krydstogtskibe er i virkeligheden kæmpestore flydende mausoleer!«

»Ja, det er sandt,« klukker Espedal oplivet, og fortæller, at hans far hver aften var så glad, at han begyndte at synge. At han selv gik i baren med en indisk flykaptajn.

»Han var vakker med sit lange hår.«

Espedal sukker.

»Så viser det sig, han har en kone og et barn, som han sender til køjs, og så går han i baren og er Don Juan. Han var intelligent som bare satan,« spytter Espedal.

Boberg bryder ind:
»Det er præcis som på de gamle tilbagerejser: Nu skal høvdingen ud på den sidste rejse. Med elskerinder og vinkrukker, smørkrukker og våben. Han skal ikke kede sig. Det skal være som da han var.«

Vi har kun krummer og vandflasker med, da vi cruiser gennem markerne på Møn. På vejen mod København læsser vi Boberg af i Nordvest og fortsætter mod Kongens Nytorv. Her forsvinder Espedal i byen, mens jeg kører mod forstæderne. Hvem ved, i næste by er døden måske en sjov historie.

FAKTA
Thomas Boberg

Født 1960, debuterede med digtsamlingen Hvæsende på mit øjekast i 1984 og har siden udgivet seksten digtsamlinger, senest Fantombillede, der udkom i oktober 2014. Hans rejsemindebøger består af Sølvtråden, Americas fra 1999, Invitation til at rejse fra 2003 og I den næste by fra 2012. Thomas Boberg har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris to gange og modtog i 2012 Det Danske Akademis Store Pris. Thomas Boberg udkommer på Gyldendal.

Tomas Espedal
Født 1961, debuterede med i 1988 og har siden udgivet tolv bøger. Mod kunsten fra 2010, Mod naturen fra 2012 var en fortsættelse af Biografi, Dagbog og Breve. Senest er på norsk udkommet foto-romanen Mitt Privatliv. I år er han for anden gang nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for Bergeners, lige som han tidligere har modtaget Kritikerprisen og Gyldendalprisen. Tomas Espedal udkommer i Danmark på forlaget Batzer.

Artiklen blev bragt i ATLASMAGASIN den 7. november 2014