“I virkeligheden er det en slags storvask for mig selv”

Katrine Marie Guldager går i fjerde bind af sin Køge-krønike i vegetarbøfferne på 1970’erne. En tid, hvis idéer lever forholdsvis ufordøjet videre, mener hun.

Foran et hus på en villavej i Tårnby står cykler og sko i kø. I haven triller et par badebolde rundt mellem en trampolin og et velvoksent badebassin.

”Du kommer lige til tiden,” siger kvinden, der åbner døren og byder indenfor i et fuldstændig almindeligt dansk gult parcelhus. Velkommen til virkeligheden. Samme slags hverdagsrealisme er også kernen i familiekrøniken fra Køge, der begyndte med Ulven (om 1940erne), fortsatte med først Lille hjerte (1950erne) og siden Den nye tid, der handlede om 1967 og ungdomsoprøret. Krøniken, hvis realistiske fortællestil er tilsat magiske elementer – som at Lilly, moderen i historien, langsomt forvandles til en ulv – er i fjerde bind nået til året 1972. Det år, hvor Danmark træder ind i det store EF-fællesskab, hvor Anker Jørgensen bliver statsminister, og hvor familiestrukturen omstødes. Eller som der står i romanen: ”Man satte sig ikke bare til bordet i kollektivet, man satte sig for at skabe en ny familieorden.”

”Det er en tid, hvor velfærdssamfundet skabes og hvor slægten mister sin betydning. En afgørende tid, hvor vi skifter syn på både børn, kvinder og mænd,” siger Katrine Marie Guldager og byder på stempelkaffe i køkken-alrummet, hvor en bogreol med perleplader og værker af Dostojevskij fylder det meste.
”Derfor er det interessant at se, hvad der sker med kernefamilien i den periode.”

I Peters død møder vi således sønnen Henry på dørtærsklen til det kollektiv, han sammen med sin gravide kone fra Thylejren, deres søn og seks andre har købt i Hellerup. Gennem kollektivets diskussioner om fællesbørn og gruppesex får vi indblik i den tids brydninger, samtidig med at Guldager leverer små svirp til selvopfattelsen hos samtidens kreative klasse:
”I kollektivet var maden næsten blevet færdig. Bordet blev dækket med uens tallerkener, tilfældigt bestik, i stedet for en dug anvendte man gamle lagner og følte sig kreative,” står der for eksempel.

”For mig er 1972 året inden Glistrup kom til magten ved jordskredsvalget og gav den kreative elite noget af et mistillidsvotum. 1972 er året, hvor den kreative klasse var forholdsvis uimodsagt,” siger forfatteren, der i bogen sætter både rødbedebøffer (lavet med kærlighed!), klidboller og bønnespirer på 1970’er-bordet. Dengang som nu er maden en tydelig klassemarkør, og da Sten i kollektivet forslår røde bøffer til aftensmad, formaner de andre ham om at komme af med ”tillært adfærd.” Tiltroen til den revolutionerende kraft i at “befri sig fra over-jeg’et” er så stor, at én i kollektivet foreslår, at de også afskaffer døden.

En del af metoden til at skrive 1970’erne frem igen, har været at udvælge få konkreter, der placerer handlingen i den tid uden at overdænge læseren med historisk research. En af disse detaljer er en såkaldt ”slangerede,” som kollektivet får en guru til at undervise dem i. En gulvøvelse, der handler om at flyde ud og flette sig ind i hinanden.
Har det været sjovt at skrive om 1970’erne?
”Ja, også selvom jeg ikke altid syntes, det var lige sjovt at leve i dem. Men når jeg skriver, får jeg det også lidt på afstand og sat i perspektiv,” siger Katrine Marie Guldager og ler:
”Måske er det i virkeligheden en slags storvask for mig selv.”

Forfatteren voksede op i bofællesskabet Sættedammen ved Hillerød ”i første parket til 1970’erne”. En opvækst og et miljø, hun ved flere lejligheder har fortalt var lige grænseløst nok.

”Jeg trives med faste rammer og ligusterhæk,” som hun siger.

Hvad fortæller du med dit tilbageblik om nutiden?
”Det overraskede mig flere gange undervejs i arbejdet med bogen, hvor mange overbevisninger fra 1970’erne, der forholdsvis ufordøjet har fået lov at leve videre i dag. At man ikke må sige nej til børn, at alle er lige kloge, at selvrealisering er det højeste, og at parforhold er bedre end ægteskab. Man skal ikke blive i det af pligt, man skal føle, at det er rigtigt. Jeg er så træt af mennesker, der hele tiden går og tager temperaturen på sig selv.”
Kan du komme med et konkret eksempel på tankegods fra 1970’erne, der lever videre i dag?
”Ja, tanken om, at hvis alle bare forstod seksualitetens frisættende kraft, så ville der ikke være nogen problemer i verden. Det er simpelthen den største løgn!”
Hun ryster på hovedet og læner sig lidt ind over voksdugen.
”Men det er, som om vi stadig lever lidt efter det. Læger, jordemødre og veninder har travlt med det, når man lige har født: ‘Sørg nu for at få gang i sexlivet,’ siger de. Underforstået: Hvis bare man har et godt sexliv, så har man et godt forhold. Det passer fandeme ikke!”
Hun ler og fingererer med sin halskæde, og der er noget befriende over Guldagers udfald. En no bullshit-attitude. Nærmer man sig det personlige, bliver hun dog straks mindre direkte. Som for eksempel omkring hendes fars død i en voldsom togulykke i Sorø i 1988, som digtsamlingen Et sted i verden fra foråret kredsede om. Eller om faderens familie, som hun har brudt med. I bogen sker der, som titlen afslører, det, at Peter, faderen i fortællingen, dør – til datteren Leonoras store og uhåndterlige sorg. Peter bliver, som der står, ”båret ud af fortællingen og ud af samtiden”.

”Det er selvfølgelig symbolsk, fordi faderen i familien og i samfundet forsvinder på den tid. Man kan sige, at faderen i nyere tid igen er trådt ind på scenen og endda på en mere nærværende måde. Men som enerådende autoritet dør den patriarkalske far i vid udstrækning i 1970erne, og gudskelov for det.”
Hvilken betydning får det, at den fadertype dør?
”Det betyder, at der kom mere fokus på lyst end på pligt. I dag er den nok mest defineret som forbrugerlyst og sexlyst. Man skal være glad, man skal være lykkelig, og hvis man ikke er det, er det ens eget ansvar. Af og til får man lyst til at sige ‘Fuck lykken’. Lykken kan ikke bære et liv!”
Det er derfor ikke så sært, mener Katrine Marie Guldager, at de unge brænder sammen. Måske ville de have godt af også bare at skulle gøre deres pligt og give lidt tilbage.
”Det gode ved 1970’erne var, at det var en selvfølge for os at samle ind til bjergbønder og voldsramte kvinder. At vi troede på, at verden kunne blive et bedre sted. Der kan jeg godt i dag savne nogle værdier, der er lidt mere fundamentale end om ens iPhone-cover skal være lyserødt eller lyseblåt, ” siger hun med vanlig sans for skarpe kommentarer. Som hun så straks bløder op igen. ”På den anden side er vi jo en enormt ansvarsfuld nation, der tjekker arbejdsmails om aftenen, så det er en evig pendulering mellem lyst og pligt.”

Hvor står det pendul lige nu?
”I forhold til børnene synes jeg nok, der er kommet en vis disciplinering tilbage i billedet, hvad den nye folkeskolereform også vidner om. I virkeligheden er det her en lykkelig tid at være forældre i,” siger hun.
”Vi slipper for at være 1950’er-forældre, der kuer vores børn, og vi slipper for at være 1970’er-forældre der siger: ‘Har du lyst til at spille tromme under middagsmaden, skal du endelig have lov til det.’”
Selv har 1970’erne påvirket hende på flere måder:
”At være en følsom, indadvendt type og så være udsat for så meget fællesskab, det var nok ikke godt,” siger hun for eksempel.
På den anden side, på pluskontoen, står en enorm tiltro til børns selvstændighed.

”Hvis jeg ville rejse om på den anden side af jorden, ville mine forældre bakke mig op i det.”
Intet er sort/hvidt, selv ikke den naivitet, der lå i 1970’ernes lyst til at forandre verden.

”Man kan med god ret sige, at deres menneskeforståelse var naiv. At tro, at al ondskab kom udefra, fra de autoriteter, der per definition var noget skidt. Siden har vi så fået den kyniske realisme, der ligger som en dyne hen over det politiske landskab. Ingen tror for alvor på en bedre verden. Men jo, det var ret tosset, meget af det, der foregik,” tilføjer hun og klemmer det sidste kaffe ud af stempelkanden.

”Til gengæld var det en generation, der rent faktisk gjorde noget.”
Efter hendes mening skal man dog passe på med at sige, at det skyldtes enkeltpersoner eller en generations DNA.
”Vi diskuterer i dag 68’erne og deres betydning, men grundlæggende levede de bare i en interessant tid. Vi er som åbne muslingeskaller i et stort hav, og den tid vi fødes ind i, definerer et individ mere end vi tror. Hvis mine forældre ikke havde levet i 1970’erne, havde de måske ikke boet i kollektiv, havde måske ikke være hinanden utro og var måske ikke blevet skilt. Hvordan påvirker det nutidens børn at bo to – og jeg har sågar hørt om tre – steder? Hvordan bliver deres verdensbillede, når de får det splittet op fra starten? Vi ved det ikke endnu,” siger Guldager, der allerede er i gang med at skrive bind fem om familien fra Køge.
En del af handlingen er allerede givet. For eksempel afslører fortælleren i Peters død direkte, at Henrys datter, Tine, kommer til at opleve tsunamien i 2004.

Du benytter dig af en del flashforwards i fortællingen. Hvad giver det greb?
”Den alvidende fortælleinstans er et romangreb, der gør mig i stand til at beskrive nogle større sammenhænge og et længere tidsperspektiv. Også i et liv. Det er en stor fordel, at man kan spole hurtigt frem og sige, at en dag skulle Leonora komme til at se helt anderledes på det, hun oplever nu. Her ville en mere modernistisk strategi knytte fortællingen nærmere til jeg’et og begrænse fortællingen, synes jeg.”

Hvordan påvirker det din skriveproces, at du på den måde låser handlingen fast?
”Modsat hvad man er tilbøjelig til at tro, så er begrænsningen befordrende for kreativiteten. Jeg kan godt lide, at man trækker stoffet op mod nogle fastlagte former, ligesom jeg forsøger at skrive mine personer op imod den store Danmarkshistorie,” siger forfatteren, der er inspireret af Gabriel Garcia Márquez’ magiske realisme og forfattere som Jonathan Franzen og Lev Tolstoj, der begge bruger familien til at se både den lille og den store historie igennem.

Men alligevel; det må være specielt på forhånd at have meldt ud, at der kommer mellem seks og otte bind af en fortælling?
”Det er klart, at det også bliver et fængsel. Som person udvikler jeg mig jo, men som forfatter bliver jeg nødt til at blive i de rammer jeg har sat, og det kan godt føles lidt som at lukke sig inde i et rum og smide nøglen væk.”
Af samme årsag har hun besluttet sig for at køre krøniken frem til bind seks og året 1986, hvorefter hun tager en pause.
”Så skal jeg lige ud og mærke efter, om det er et rum, jeg har lyst til at gå ind igen,” siger hun.
Hvad sker der med familien i 1986?

”På det tidspunkt er Leonora og Henry holdt op med at være hovedpersonerne, og så er spørgsmålet, om fortællingen fortsat skal følge deres børn, eller om vi slutter der, hvor den første del af familien er færdig med at tage deres opgør – og faktisk slutter med at være en familie.”

Allerede i Peters død overvejer Leonora at bryde med sin følelseskolde mor, Lilly, men det bliver ved tanken. Ikke mindst fordi hun venter sig, og håber det nye liv vil bringe familien tættere sammen efter Peters død.
”Jeg tror ikke, Leonora er så tilbøjelig til at bryde med familien. Men tankerne følger tiden, hvor det er blevet mere almindeligt at bryde med sin familie, og i takt med at det bliver mere almindeligt, bliver det også mindre skamfuldt,” siger Katrine Marie Guldager, der på baggrund af sine oplevelser med sin fars familie har oprettet hjemmesiden familiemobning.dk, hvor folk deler deres historier om at blive holdt ude i egne rækker.
”Jeg mener ikke, man skal blive i et fællesskab, der kuer én. Der må man gøre op, hvor meget der er på plus -og minuskontoen,” siger hun.

Så det Løgstrup-citat, du har placeret forrest i bogen: ”Vi er hinandens verden og hinandens skæbne” er altså ikke gældende?
”I bogen bliver Leonora til sidst så træt af både Henry og Lilly, at de ikke bliver ved med at være hinandens verden, men familien vil altid være ens skæbne, også selvom man har brudt med den,” siger Katrine Marie Guldager og lukker vinduet bag mig. Det trækker ind i køkkenet fra haven.
Men kan man ikke tale om pligt til at kæmpe for familierelationerne her?
”Jeg tror ikke, nogen bryder med deres familie, medmindre de er nødt til det. Men måske er vi blevet for hurtige til at sige ‘det vil jeg ikke finde mig i’, eller måske er vi blot blevet for følsomme,” siger Katrine Marie Guldager og kommer i tanke om et kajakkursus, hun for nylig
var på med sin mand.

”Vi er atten voksne mennesker, og før vi skal i vandet, siger den unge instruktør, at han gerne vil høre, om nogen af os har haft barndomstraumer med vand. Har fået holdt hovedet under vand? Er I sikre? Ingen dårlige oplevelser?”

Katrine Marie Guldager ser bestyrtet på mig og skubber lidt til pandehåret.
”Så er det med Freud altså gået lidt amok.”

Interviewet blev bragt i Weekendavisen den 16. august 2014