Peter Heøg er tilbage med nær-fremtids-thriller, hvor hovedpersonen afspejler hans egen indre kvinde.
Susan Svendsens syn på byen siger meget om Peter Høegs nye hovedperson. Når hun kører gennem København navigerer hun via en række naturvidenskabelige institutioner: Dongs laboratorier i Gothersgade, Institut for Mikrobiologi, Center for Partikelfysik på Jagtvej og Rigshospitalet. Hvis først de falder, står civilisationen over for et endeligt sammenbrud. Et andet København end det, den snart 57-årige Peter Høeg øjner, når han tager en pause fra provinsen og i baggy bukser og fodformede sko træder frem hos forlaget Rosinante i Købmagergade. Han hilser med en overraskende kort hånd og et let stirrende blik.
Du har før sagt, at alle dine bøger er hjerteforskning. Hvad udforsker du i ”Effekten af Susan”?
”Det kvindelige vel,” siger han efter en længere tænkepause.
En forskning der ikke er rationel, snarere intuitiv, forklarer han.
”Susan Svendsen er et muligt, legende billede på, hvordan min indre kvinde ser ud. Men det er vigtigt at huske lege-aspektet i kunsten. Du kan sige, at jeg klæder mig ud som kvinde.”
Han peger selv på den maskeleg, det karneval og den pastiche hans forfatterskab ofte er blevet set som. Sammen med en gennemgående civilisationskritik er efterabningen et karakteristika ved Peter Høegs forfatterskab.
”Noget af det sjove ved at skrive er at man ikke behøver lægge sig fast på noget, comitte sig. Det er mange stemmer man kan lade svæve op mod hinanden,” siger han.
Den indre kvinde, Peter Høeg denne gang leger med, er fysiker, ser frugtsalat som et koordinatsystem, og kender den lovmæssighed, der gør, at mænd med dødsangst får rejsning. Som en kuriøsitet tænder hum på afdøde nobelpristagere. Selv ligner Peter Høeg én der hvert øjeblik kan finde på at lave en hovedstand. Da jeg nævner, at Susan Svendsen minder mig om Saga fra tv-serien broen, siger han, at han ikke har set den. Til gengæld tilbyder han en anden forklaringsmodel for de mange tilløbende kraftfulde, kvindelige helte i populærkulturen.
”Jeg tror, der er ved at ske et dybere skift i vores kollektive bevidsthed mod det kvindelige.”
Hans stemmeføring er afdæmpet og tør. Lidt som en læges ofte er det. I løbet af interviewet kommer han til at bruge ordet ”dyb” syvogtyve gange.
”Dybere nede handler det om at afbalancere 2000 års mandelige herredømme og dominans,” siger han for eksempel.
Det gør Susan Svendsen med en snedig skrueboremaskine, der ikke lader Lisbeth Salander noget tilbage, men lader overfaldsmanden ligge lam tilbage – mens det København, Høeg skriver frem er så dystopisk og apokalyptisk som nogen nat Carl Mørch har set. Susan Svendsen finder tryghed i mørket, hun styres af instinkter, hun er et familiemenneske og hun er truet. Eller mere præcist sagt i en højspændt situation på landmåler Keld Keldsens skød:
”Keld, siger jeg – hvad ser du her? Historien om en mor – H.C. Andersen. Den kender du Keld. Moren der vil give alt for at få sit barn tilbage. Sit hår, sine øjne, sin pensionsopsparing. Det er den ene halvdel af hvad du ser. Den anden del er den gale videnskabsmand. Frankenstein. Mabuse. Dr. Strangelove. Jeg er en krydsning af dem alle. Og ved du hvad? Det er eddermame en giftig blanding! Kan du se det Keld? Jeg er lige til den lukkede.”
Så jo, man forstår godt, at det er sjovere at lufte sin inde kvinde, når kvinden er Susan og ikke en grå kontormus. Peter Høeg smiler, så fregnerne flytter sig:
”Det er min måde at være lidt wild som kvinde på.”
”Effekten af Susan” er en up-tempo thriller der foregår i nær fremtid, Kulturministeriet sælger ud af deres ejendomme og Grundtvigskirken er forvandlet til et varehus i fem etager. Susan Svendsen er oppe imod menneskehedens grådige ragen til sig og hendes eneste våben er hendes særlige evne til at fremkalde oprigtighed hos andre. Hun ved fra forsøg hos sin læremester Andrea Fink, at effekten forstærkes, når flere personer med lignende evner er i samme rum, og inddrager sin mans Laban og senere tvillingerne Thit og Harald.
Er det med at flere kan forstærke en sådan effekt noget, du selv har oplevet?
”Ja bestemt, ” siger han, ”jeg ser det, når jeg underviser på seminarerne som en del af mit engagement i foreningen Børns Livskundskab, der vil øge empati og forståelse i folkeskolen for børn og voksne. Det er helt evident, at man kan træne deres lydhørhed, og når først en klasse får fat i det og begynder at forstå det, så sker der nogle kraftige spredningseffekter til hele skolen.”
Susan Svenden beskriver forløbet for effekten således:
”Så åbnede vi for effekten. Den indfinder sig ikke kun spontant, man kan åbne for den, vi havde rutinen fra afhøringerne og samarbejdet med Andrea. Vi vidste hvordan forløbet ville blive. Først vækkes der en tillid hos den der rammes, en følelse af at blive forstået og rummet. Ud mod denne tilid åbner mennesker sig spontant, næsten automatisk. Derefter kommer en form for tiltrækning. Ofrene kan ikke mere komme væk. De er hooked. At styre i det landskab er kunsten. At afbryde på det rigtige tidspunkt. At give mennesker tilbage til sig selv. Gør man ikke det, er det udnyttelse og forførelse.”
Da jeg læste det tænkte jeg, at du lige havde beskrevet interviewsituationen.
”Så når du nogle gange interviewer nogen, der ikke er så groundet, så kommer der den slags spænding, du skal styre i?”
Ja.
”Det giver mening. Jeg tror, alle mennesker, der kan kommunikere intenst, kommer ud for de problematikker, og det er så dem jeg har twistet bare en lille smule for at de kan bruges skønlitterært.”
Hvor oprigtig er du nu?
”Meget oprigtig.”
Dyb tavshed. Stort smil. Hans øjne er dybtliggende grønne, håret rødligt og stumpet i sollyset, der kommer ind fra karnapruderne. Øjenvipperne gennemsigtige. Var han en cigaret ville han være filterløs.
”Der er selvfølgelig endnu dybere niveauer,” siger han og læner sig frem.
”Jo dybere en kontakt, jo flere dele af vores eget system lader vi stå åben.”
Han siger, man kan træne sig op til en form for singularitet, ”hvor kontakten er så dyb, at der slet ikke er nogen forskel mellem mennesker og man deler den samme bevidsthed.”
Noget der skulle være enormt provokerende, hvis ikke man er trænet i det:
”Det kan man jo også godt mærke. Bare for at nå hertil, hvor du og jeg er nu, skal vi begge to lægge beskyttelse. Det skal du også. Du kommer mig uforbeholdent i møde og du kan også mærke, jeg stiller virkelig op, ikke?”
Peter Høeg taler hurtigt. Hans ene hånd gestikulerer, alt andet er roligt. Jeg har det som om, hans øjne slet ikke blinker. Hvis der findes en intensitetsskala, så er der muligvis noget, der blinker dér. Man bevæger sig med stadig større sårbarhed, når man nærmer sig hinanden. Nærvær og empati er det eneste der kan redde ikke bare Susan Svendsen men hele verden, mener Høeg.
”Jeg er meget enig i det, den amerikanske fremtidsforsker og økonom Jeromy Rifkin har sagt: at en verden i krise behøver et globalt spring i empati. Tidsrummet til at handle i lukker sig blot langt hurtigere, end vi tror.” Peter Høeg klemmer om et stykke luft med to fingre.
”Når jeg mærker ud i kollektivet, hvor vi er på vej hen som klode får jeg en slags voldsom dirrende følelse af det klimajournalist Jørgen Sten Nielsen skriver i sin bog ”Den store omstilling,” at der er fantastisk mange positive kræfter blandt virksomheder og enkelt personer under den store vækstradar, men tidsrummet til at handle i er meget meget kort.”
Det er noget af den nerve, han har forsøgt at bringe ind i romanen, samfundets top. Et tydeligt og måske også overtydeligt billede på den vestlige verdens egoisme og hytten sit eget skind og et tempofyldt og moderisk plot, Peter Høeg har skrevet frem under et et-årigt meditations-retreat ved Limfjorden. Uden bil, fjernsyn og andre moderne forstyrrelser.
Hvad giver det dig at skrive?
”Jeg kan lide at rejse universer. For mig er det en fysisk følelse. Jeg skriver med blyant på papir, og når en bog melder sig, strømmer energien gennem mig.”
Så er det at skrive et valg?
”Nej det er tvang. Men det er også leg.”
En tvangsleg der som i ”Elefantpassernes børn” har at gøre med navne. Faderen i bogen hedder for eksempel Laban og en af embedsmændene Thorkild Hegn. På YouTube har jeg fundet et klip fra en juletale, Peter Høeg holdt på Nørre Snede Torv i 2012. Her fortæller han historien om hans oldefar Christoffer Ludvig Høeg, der også er en figur i hans debut ”Forestillingen om det tyvende århundrede:” At han elskede at kalde folk øgenavne, og at han drev Langelands Tidende. Det med kælenavnene er ganske rigtigt noget, der ligger til øboerne. De klæber til folk i generationer, fortæller jeg ham.
”Hvor er det sjovt, du siger det. Det er et meget stærkt træk hos mig og var det også hos min far. Jeg giver mine børn nye øgenavne hvert år, og også navngivningsprocessen i mine bøger betyder meget for mig. Der går tid, inden de rigtige indfinder sig.”
Hvor greven i ”Forestilling om det tyvende århundrede” finder sit space, sin ro og sit retreat, som Peter Høeg ville sige det, på Langeland, så har han øjensynligt selv fundet sit i Nørre Snede. Når jeg tænker tilbage på min opvækst og ungdom i det midtjyske, toner Nørre Snede frem som et lyskryds på en lang og lige vej, en tankstation og en kagefabrik. Og nu Vækstcentret. Småkager og selvudvikling?
”Jeg kan godt lide, at det er så lokalt og småt. Og så er ligger der et af Danmarks mest ubrudte naturområder, der starter ved Rørbæk Sø, går over Vrads og Sønder Vissing og slutter ved Silkeborg Søerne. Man gå der i dages vis uden at møde et menneske,” siger han begejstret og kalder det at komme til provinsen for en enorm lettelse. Han siger, han stoppede med at lave presserejser for femten år siden. Den delvist pressesky Peter Høeg deler ikke bare vandene: han ophidser dem. Først var han ubestridt Wunderkind, en person hvis navn nævntes i flæng med H.C. Andersen, Karen Blixen, Thomas Mann og Umberto Eco. Det var glaciologen Smilla Jaspersen, der med et trylleslag i indlandsisen gjorde Peter Høeg til dansk litteraturs storsælgende guldfugl med mere end syvogtyve millioner bøger langet over disken. Hans bog om Smilla var på den eftertragtede New York Times bestsellerliste. Noget kun Lene Kaaberbøl og siden Jussi Adler-Olsen har opnået. Så gled han støt ned fra tinderne, en bevægelse, der begyndt med ”Kvinden og aben,” fra 1996, og kort herefter flyttede han til Nørre Snede og oprettede han Fonden Lolve på 10 millioner til støtte for kvinder og børn i Afrika blandt andet. Ti år gik og det gjorde som bekendt hverken forventningerne eller faldet der var på vej mindre. Peter Høegs næste bog ”Den stille pige” fra 2006 fik en af dansk litteraturs vel nok hårdeste medfarter. Så nådesløs at modtagelsen af Høegs bog i sig selv blev en omdiskuteret sag. Skønt ”Elefantpassernes børn” fra 2010 i nogen grad formildede litteraturkritikkerne med dens tiltalende humoristiske indfald og fabulerende udfald, hænger frygten for at han reelt er blevet en moralsk prædikant ved. Jeg spørger ham om han nogle gange har følt sig som en udansk forfatter. En der let blev dømt for at være for meget. Han tier længe, lytter efter et sted indeni.
”Jeg er i dybeste forstand dansk, og føler mig rigtig godt hjemme i den danske fortællertradition,” siger han og lader samtidig forstå, at han kunne have valgt udlandet til ved flere lejligheder.
”Der hvor jeg føle en vis træghed er i forholdet til at anerkende bevidsthedstræning uden at det har noget med religion, sekt og guruer at gøre. Der er vi et uland sammenlignet med USA og Tyskland, der er vant til langt flere ekstremer.”
Hvad forfatterskabet angår, håber han, at der med årene er kommet mere humor og mere hjertelighed. Sidstnævnte udgør pejlepunkterne hvis Peter Høeg skulle vise vej gennem byen. Hvor hans indre mulige kvinde spejder efter naturvidenskabelige bygninger, ser forfatteren et sympatisk København efter i sømmene. Det kan man læse i amerikanske Newsweek, der i 2012 bad forskellige forfattere portrættere deres hovedstad.
”Jeg zoomede ind på en legeplads tæt på mit hotel i København, hvor jeg havde været med min tre-årige søn og forsøgte at se København med barnets øjne,” fortæller Peter Høeg i de sidste minutter af interviewet. I artiklen leder han efter huller i trafikken, legepladser og springvand og lover at vende tilbage som voksen og stille ”det måske vigtigste spørgsmål, mennesker og byer kan stille hinanden: ”Hvordan går det med medfølelsen? Hvordan ligger det med byen og hjertet?””
Vi takker af, og inden jeg går ud gennem et tungt slør af forårsregn, læser jeg, hvad han har skrevet i min bog: ”Tak for en dyb kontakt.”
Jeg er ikke sikker på, jeg ved, hvad det betyder, men jeg mærker det, da jeg igen står på Købmagergade blandt farvede paraplyer og pågående EU-pjece-uddelere. Det tager tid at komme ud af intenst nærvær. Så meget at jeg glemmer at købe en mobilbillet til S-toget via den Iphone, Peter Høeg ikke ejer.
”Jeg har simpelthen glemt at købe en billet,” siger jeg derfor overasket, da den kvindelige kontrollør forhører sig. En konstatering hun åbenbart køber som undskyldning.
”Hvis det er første gang, det sker,” siger hun og blinker, ”så går det nok.”
Måske København virkelig er hjerternes by, tænker jeg og bumler mod forstæderne. Eller også har vi med effekten af Susan at gøre.
Interviewet blev bragt i Weekendavisen den 15. maj 2014
Skriv et svar