Skuespiller Helle Fagralid besidder et romantisk livssyn. Vi kommer længere med at acceptere de dårlige sidder i os selv, end ved at pege fingre, udpege syndebukke og svælge i katastrofer på tv, mener hun.
Hun tager trappen. Hjemvant og rank forcerer hun trinnene op til tredje sal i Skuespilhuset og Det Kongelige Teater, der siden hun i 2002 blev ansat, har været hendes andet hjem. Skuespiller Helle Fagralid, 35, åbner døren til hendes makeup- og garderoberum og undskylder rodet. For enden af det aflange og minimalistiske rum, hælder tre trappetrin ud mod det gigantiske glasvindue og afslører en kort madras, hvor Helle Fagralid ind imellem tager en lur, efter at have afleveret sønnen på fem år i institution.
Her hvor der nærmest ikke er noget skel mellem ude og inde, mellem natur og kultur, fortæller hun om sit romantiske livssyn og om det tilbagevendende tema i hendes liv; frirum og ansvar. Helle Fagralid, der blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2001, og mest er kendt for rollerne i tv-serier som ‘Nikolaj og Julie’, og ‘Blekingegade’, er et af de 10 talenter, der er blevet udpeget til i de næste to år at eksperimentere med teateret i ensemblet ‘Det røde rum’ på portscenen. Lille hold, stor scene og tårnhøje forventninger. Lige nu er hun en dag fra at gå på sommerferie, men til september går hun i gang med prøverne til ‘Det gode menneske fra Sezuan’, og netop temaet ‘hvordan man bliver et godt menneske’, optager hende meget. For Helle Fagralid står teatret som et rum, hvor man kan undersøge den menneskelige natur og tage de store spørgsmål i livet op. Men også et frirum. Et rum, hvor hun er fri af sig selv først og fremmest.
”Jeg er meget struktureret og perfektionistisk, men på teateret, der springer jeg ud fra 10 meter vippen, og giver slip – i hvert fald når det går godt, og jeg glemmer mig selv” siger den lille og kønne skuespiller, hvis afmålte gestik og tydelige tale virker klassisk og korrekt, men opblødes af den citysmarte påklædning med læderjakke og støvletter.
Hendes opvækst var præget af de to modpoler, de to kontraster af holden på formerne og frie rammer. Helle Fagralids forældre, tømrer Erling Larsen og hustru lægesekretær Mai-Britt Fagralid, blev skilt, da Helle var to år gammel, og hun voksede op dels i Helsingør hos hendes mor, der kun var tyve år gammel, da hun fik Helle, og i Snekkesten hos hendes far og dennes nye familie.
”Min mor var nok lidt mere streng og lærte mig gode manérer og sådan, og hos min far var vi mere frie og fællesskabsorienterede,” fortæller hun.
Hos faderen fandt hun en plads og en rolle i den nye store familie, som gjorde meget ud af at være sammen, tog på bilferier og på somrelejre med SID (Specialarbejderforbundet i Danmark, der i dag hedder 3F, Fagligt Fælles Forbund, red.)
”Det var min stedmorfar, der stod for det. Han var min fars nye kones far. Han kom ind i mit liv, med min fars nye familie, der bare tog imod mig, og min stedmorfar var sådan en stor og stærk mand, som blev en helt for mig.”
Helle og de andre børn i familien brugte meget tid på landet hos stedmorfaren og stedmormoderen, og det har været en stor sorg i Helle Fagralids liv, da de to døde. Stedmormoderen gik bort, mens Helle gik i folkeskole og var i gang med at opføre ‘Busters Verden’ som skoleteaterstykke. Her mærkede Helle Fagralid, at hun kunne søge trøst i at være en anden, og hun betegner stadig skuespillet som en delvis flugt fra virkeligheden. Fra sin stedmorfar tager Helle Fagralid hans ydmyge tilgang til livet med sig.
”Selvom han besad en høj post hos SID, boede vi altid på små hyggelige hoteller, når vi har rundt på ture for organisationen. Han forvaltede sin status godt,” husker hun.
Det med at være social bevidst lå begge Helle Fagralids forældre på sinde, og i dag optager det Helle Fagralid som mor mindst lige så meget. Derfor køber hun også hjemløsebladet Hus Forbi med sin søn og fortæller ham om folk, der bor på gaden.
”Jeg oplever, at han vokser op i en verden, der er mere egoistisk end den, jeg voksede op i. Jeg hører det også fra mine veninder, der er folkeskolelærer, at børnene bliver mere krævende og argumenterer for det, de vil have, når de vil have det. Der håber jeg, vores søn kan være med til at trække i en anden retning,” siger Helle Fagralid, der er gift med trommeslageren Stefan Pasborg, men ikke selv er opvokset med kunst. Den æstetiske sans og sensitivitet kom snarere ind i mødet med kulturinteresserede voksne i skolen:
”Vi havde en klasselærer, der viste os ‘Panserkrydseren Potemkim’ (russisk krigsfilm fra 1925) med svenske undertekster. I ottende klasse. Det var meget ambitiøst – og jeg elskede det,” husker hun.
Tidligere i fjerde klasse var klassen blevet introduceret for både Bach og Händel, og den unge Helle Fagralid sugede det til sig.
”Jeg havde en lille, hvid ghettoblaster, og stod ofte på mit værelse og lyttede til klassiske klaversonetter i mol, som ellers ikke var noget, vi hørte hjemme. Bedst var det, hvis det regnede, så kunne jeg rigtigt græde,” siger hun og smiler lidt af sig selv.
Om hun godt kunne lide at skille sig ud på den måde?
”Jeg kunne helt klart godt lide at være speciel, og dyrkede det, ja. Men det var også fordi, det var noget, jeg havde helt for mig selv, og det havde jeg brug for.”
I en splittet familie blev først musikken og senere teateret hendes sted. Et rum hvor der var plads til at undersøge alle menneskets modsatrettede følelser.
”Det var ikke fordi, vi ikke viste følelser hjemme hos min mor. Det gjorde vi bestemt, og som teenager havde vi mange sammenstød, hvor vi begge endte med at sidde og græde ved køkkenbordet. Min mor er følsom og har temperament, og begge dele har jeg arvet,” siger hun og afbryder sig selv, da hun får øje på en gråspurv, der spjætter sidelæns hen af vinduesatsen uden for.
”Nej se, nå, en lille fugl. Den kan slet ikke forstå det. Hvad er det her – glashus …,” Helle Fagralids stemme er oppe i de høje tonarter nu, og man tror hende, når hun siger, at den klassiske musik ramte et romantisk punkt i hende.
”Jeg er romantiker, og jeg tror på naturen, både den reelle og den menneskelige natur,” forklarer hun.
”Jeg mener, mennesket indeholder både det gode og det onde, og jo mere, vi prøver at undertrykke det onde, jo mere vil det kæmpe for at komme op til overfladen. Det er menneskets evige kamp, drifterne overfor moralen, og det er jo også det, de store dramaer handler om.”
I hendes romantiske helhedssyn ligger også en iboende kritik af vores gennemkontrollede samfund.
”I dag vil vil kontrollere og tilrettelægge alting. Vores udseende, vores tilværelse, ja sågar fødslerne bliver kontrolleret,” siger hun.
Vi burde overlade lidt mere til tilfældighederne, have lidt mere tillid til at tilværelsen vil os det bedste, mener hun.
Men det betyder i Helle Fagralids verden ikke, at vi skal lade være med at tage ansvar. Tværtimod. Det er ikke lige meget, om vi smider vores affald på gaden eller i skraldespanden.
”Men i dag er der en tendens til, at det hele skal være så nemt, så nemt. Det må ikke koste os noget,” siger hun, ”vi giver op for hurtigt for eksempel også i forhold til ægteskabet i dag, og det vil jeg bestræbe mig på ikke at gøre. Retrospektivt kan jeg godt se, at en skilsmisse kan gøre et barn splittet og rastløst, men måske også god til at omstille sig og finde nye roller. Og jeg mener ikke, at man skal blive sammen for enhver pris eller udelukkende for barnets skyld.”
Selv kæmper hun nærmere med ikke at tage for meget ansvar på sig.
”Jeg prøver hele tiden på at give slip,” siger hun.
På teateret prøver hun at afgrænse sit ansvar til skuespilleri og ikke til instruktionen, og for hele forestillingen som sådan, og på et større plan prøver hun på ikke at føle sig ansvarlig for krig og sultenød.
”Jeg synes, vi svælger alt for meget i katastrofer, og jeg kan slet ikke holde ud at se nyheder,” siger hun.
”Hvorfor skal jeg høre om alle detaljerne ved et mord eller ved en Brønderslev-sag, når jeg alligevel intet kan gøre? Jeg føler afmagt, og jeg bliver vred over det.”
Det er som om, mener Helle Fagralid, at vi har brug for syndebukke i vores samfund. Brug for at udføre heksejagt for selv at hævde os lidt.
”Så sidder vi her foran tv-skærmen og peger fingre, og siger: ”Uf hvor er de dog nogle forfærdelige mennesker,” siger hun.
I stedet bør vi acceptere de dårlige sider i os selv og indse, at vi alle indeholder både det gode og det onde.
”Der findes ikke noget entydigt rigtig og forkert, og hvis kontrasterne endelig er trukket så skarpt op, så er det altid gråzonerne, der er mest interessante, ” siger hun, og kommer i tanke om et forord til bogen ‘Barbara’ af den dansk-færøske forfatterJørgen-Frantz Jacobsen, som hun læste, da hun som 21-årig kom ind på Skuespilskolen.
”Jeg er forelsket i min tilværelse på godt og på ondt,” stod der, ”og det ramte plet i forhold til, hvordan jeg havde det på det tidspunkt, og ofte stadig har det,” siger hun.
Det med følelserne og temperamentet kan ske at stamme fra hendes eget færøske ophav. Helle Fagralids mormor var færing, og hendes biologiske morfar, som hun aldrig har kendt var dansk.
”Min mormor fik min mor, da hun var tyve, nøjagtig samme alder som min mor fik mig i. Men det var for meget for min morfar, der aldrig kom til at spille en rolle i familien,” siger Helle Fagralid, der har rejst til de grønne øer som barn og også vist sin søn de skønne og små sære samfund, der findes der.
”Jeg tror, det er vigtigt at kende sit ophav, og det interesserer mig meget, hvad det er, der danner et menneske,” siger hun.
Selv mener hun, at hun er blevet dannet af de mange voksne, der har været i hendes liv, og at det ikke har været helt tilfældigt.
”Jeg har nok en snert af skæbnetro i mig. Jeg kan godt lide tanken om, at vi alle er hinandens hjælpere,” siger hun.
En sådan hjælper var Helle Fagralids skolelærer, der sendte hende til casting på børnefilmen ‘Da Lotte blev usynlig’ som 10-årig. En statistrolle fik hun, og det blev startskuddet på den skuespilkarriere, Helle Fagralid har haft og spåes fremover.
”Jeg tror ikke på forudbestemthed som sådan, men på at vi kan bruge tilfældighederne mere, hvis vi er åbne for hvilke gaver og muligheder, der ligger der,” siger hun.
Fotografen afbryder os, og vi forlader den store sorte bygning for at gå udenfor i den blæsende halvsommer. Helle Fagralid sætter sig på en hvidmalet pille med stemplet ‘Det Kongelige Teater’ og ser skiftevis tankefuld, og søgende ud.
”Jeg er mest bekymret for lyset. Kan den der sky ikke flytte sig?” Hun kigger op mod fotografen:
”Skal jeg sidde anderledes?” men tager sig selv i det, smiler selvironisk og siger:
”Det var det der med ansvaret …”
BLÅ BOG:
Født 1976. Uddannet fra Statens Teaterskole i 2001, ansat på Det Kongelige Teater siden 2002, hvor hun blandt andet har medvirket i ‘En skærsommernats drøm’ (2007), ‘Ordet’ (2008) samt Forbrydelse og straf (2010) og senest ‘Kabaret Royal’. Er gift med musikeren Stefan Pasborg og sammen har de en søn på fem år. Til august starter Helle Fagralid optagelser til et indtil videre hemmeligt tv-projekt.
Interviewet blev bragt i Kristeligt Dagblad den
Skriv et svar