Hver morgen, når Vivi Hedevig Jensen, 95 år, står op, går hun ud i køkkenet i lejligheden på Christianshavn og åbner den franske altandør. Der står hun i pyjamas og kigger ud over Københavns Havn. Kigger hun til højre kan hun se det nye skuespilhus og Operaen, og kigger hun til venstre knejser Knippelsbro og Børsens irgrønne tag. Hun kan som – hun selv siger det – ikke bo bedre. Og hver morgen tænker hun:
”Hvor er jeg heldig at få endnu en dag”.
Hun laver selv sin kaffe, som hun drikker til Politiken, inden hjemmehjælpen kommer og og hjælper hende i tøjet. Armen gik af led for noget tid siden. Samme hjælp får hun om aftenen, men i weekenden afbestiller hun den:
”Man ved jo aldrig, om jeg er ude at rende,” som hun siger.
I det hele taget, er Heine, som hun bliver kaldt efter sin afdøde mand, lidt af en ‘rendemaske’. Hun viser mig den overtegnede kalender, og skynder sig at sige, at noge af aftalerne ‘bare er gymnastik’. Hver onsdag tager hun bussen til Peder Lykke Skole længere ude på Amager for at gøre gymnastik. Om søndagen går hun i kirke, i Christianskirken, der ligger for enden af Strandgade, hvor hun har boet i en menneskealder.
”Vi har to fornøjelige præster,” smiler hun, ”og efter kirke drikker vi kaffe og spiser småkager, og har det noget så hyggeligt.”
I weekenden nyder hun at gå til foredrag eller til koncerter, men efterhånden bliver det mere anstrengende at være ude om aftenen.
”Jeg skal jo hjem igen, og så kan jeg godt blive træt. Men så længe, jeg har min hjerne, mine ben og mine talegaver, kan jeg jo nå at opleve noget endnu.”
Hver formiddag ruller Heine en tur ud med rollatoren for at handle, og om eftermiddagen tager hun sin stok og går en tur på havnen. Man skal lave noget hver dag, og man skal tage sig lidt sammen, mener hun.
”Jeg sunder mig, når jeg går langs havnen, og kigger på skibene. Og ja, så oplever jeg også altid noget. Børnene ved godt, at jeg har lommerne fulde af daim, og jeg har sagt, at de godt må prikke mig på skulderen, hvis jeg ikke lige har set dem. Jeg spørger dog altid deres mødre, hvis det er små børn.”
Hvis ikke Heine er ude at gå tur eller til gymnastik, tager hun ‘en vogn’, hun har bestilt hos Movia, og triller til Karrebæksminde og besøger sin datter. Datteren har sklerose og kan ikke længere komme og besøge Heine, der har l5 trappetrin op til den høje stue på Strandgade og ingen elevator. Sønnen boede i Roskilde med sin familie, men døde desværre sidste sommer.
”Det var jo ikke lige meningen,” fortæller Heine, ”han var i sommerhus med kone og børn i Sverige, og pludselig på den fjerde nat faldt han bare ud af sengen og var død.”
Heines svigerdatter tog det flot. Godt at vi fik tre gode dage sammen, havde hun sagt.
”Godt, at der er nogen, der kan finde de lyse sider,” siger Heine.
Sønnen Sten ligger begravet i Roskilde, og familien har givet Heine et fint klippekort på, at de kommer og henter hende, så hun kan komme ud og se graven.
”Det går dybt ind, men ingen går igennem livet uden dukkerter,” forklarer hun selv om sorgen.
”Jeg synes, jeg har min søn med mig her i stuen. Der står et billede af ham på klaveret, hvor han ligner sig selv, fra lige før han døde, og jeg kan huske ham, som han sad her i stolen og talte med mig.”
Når man kommer ind i gangen hos Heine, står der et solur og øverst står graveret: ‘Tæl kun de lyse timer’.
Når Sten nogle gange var på vej ud af døren i dårligt humør, fortæller Heine, at hun nogle gange sagde; ”Kig lige op, Sten”.
Når hun selv bliver trist, cykler eller går hun en tur.
”Selvfølgelig kan man blive sur, men så må man ud i luften,” siger hun og fortæller, at sådan var det også i hendes barndomshjem, hvor hun var den næstyngste af seks børn:
”Da vi var helt små og boede på Falster, tog min far en stor kælk med ud i skoven om vinteren, og så sang han:
”Åh hvor det dog er dejligt, åh hvilket trylleri, at vandre mellem skovens træer, at være i det fri!”. Så den var der allerede dengang, glæden ved at komme ud.”
Heine – eller Johanne Ilsager Jensen som hun blev døbt i 1916– mener selv, hun fik det gode humør med hjemmefra. Der var både sang, klaver og leg i hjemmet, og man kunne altid komme hjem og tale om det, hvis der var noget, der trykkede én.
”Det eneste, der er gratis her i livet, det er det gode humør. Kan I huske det, børn,” sagde Heines far altid. ”Ja ja ja,” sagde børnene dengang, men han havde jo ret, mener Heine i dag. Faderens humør kom ham også til gode, da hans kone, moderen til de seks børn, døde som 54-årig. Heine husker, at han aldrig beklagede sig over for børnene, og hun tænker på det som et forbillede for, hvordan man håndterer sorg.
”Der er mange måder at reagere på, men man skal ikke lade det gå ud over andre,” siger hun.
Moderens død tog også hårdt på den unge Heine, der dengang gik under hendes rigtige navn Hedevig.
”Min mor døde på det tidspunkt, hvor hun var begyndt at åbne op og fortælle om sin egen ungdom, og jeg havde brug for hende der. Min søster var seks år ældre end jeg og havde en sheik, og min ældre brødre kunne jeg ikke tale med om alting. Min mor døde af en simpel lungebetændelse, og der følte jeg mig ensom,” husker hun.
Efter at have været et par år i huset, får den unge Hedevig den idé, at hun vil til England på højskole, men hendes far mente klogeligt, at det ville være bedre at tage til Sverige. Året var 1938, og man kunne ikke regne med at komme hjem igen fra England.
Alle børnene havde fået 100 kr. da de blev døbt, og de måtte få dem udbetalt som 21-årige. Heine brugte sine på at tage på Højskole i Sverige. Da hun ville hjem igen i 1942, skulle man søge om tilladelse, for nu var krigen godt i gang. Men det lykkedes for hende at komme hjem til en gensynsfest, hendes lillebror Buller, der fik det navn, fordi det tordnede den nat, han blev født, holdt for hende. Han var tjener og havde skaffet smørrebrød og sodavand. Med til festen havde han taget sin spejderven, ‘og så slog lynet godt nok ned,’ som Heine siger:
”Der var ikke noget at tage fejl af. Han var sådan en livsglæde, og han var da også en flot karl. Vi blev gift den 13. oktober 1945, vi havde ikke selv råd til at holde bryllup, men et hold gode venner, holdt det for os. Det søde par, jeg havde været i huset hos, kom også, og vi havde en lille, intim fest med bare 10 gæster.”
Hendes mand Heinrick blev altid kaldt Heine, og det navn har passet på Hedevig lige siden.
”Min mand arbejdede på kontor på Kløverblad Aluminium, men han var også med i modstandsbevægelsen. En dag de de skulle til Flensborg og bytte 10.000 kroner med nogle våben til modstandsfolkene, blev han fanget. Han kom både til at sidde i tyskerfængsel i Flensborg i fem måneder og i Vester Fængsel i seks måneder.”
Det var en lang tid, husker hun, men heldigvis skrev Heinrich breve til hende undervejs. Besøg var kun tilladt hver anden måned i ti minutter.
”’Solskinspigen’ stod der på hans breve til mig,” fortæller Heine. ”Det blev jeg kaldt. Jeg har arvet min mors lyse sind.”
En dag i 1945 lukkede de 120 fanger ud, og Heines mand var en af dem.
”Hej det er mig”, sagde han, da han ringede.
”Jeg går lige uden for Vester, og jeg er hos dig om en time.”
Han gik hjem til Søborg fra Vester og Heines lillebror Buller kom, og så festede de igen.”
At feste dengang var lig med at drikke sodavand. Det hjem Heine kom fra, var et afholdshjem. Men i Heines barndomshjem dømte man heller ikke andre – heller ikke på, hvor meget de drak.
”Jeg har aldrig glemt en episode, hvor min far var ude at gå, og mødte den her store mand nede ved voldene, der forsigtigt spurgte ham, om far ville følge ham hjem, for han havde drukket.”
”Jo”, sagde Heines far og tog manden under armen.
”Husk på, der var min far firs og afholdsmand. Men alle kan komme galt afsted. Det var hans holdning,” fortæller Heine.
En dag noget tid senere ringede det på døren hos faderen, og både Heine og hendes datter var på det tidspunkt på besøg. Det viste sig at være den mand, Heines far havde hjulpet tidligere. Han præsenterede sig som Frederik og blev selvfølgelig budt på kaffe. Da de havde drukket den, gik Frederik ned for enden af den store stue.
”Jeg vil gerne have lov til at synge en sang,” sagde han. Og så sang han.
”Og nej, hvor kunne han bare synge,” husker Heine og tilføjer:
”Man skal aldrig dømme nogen.”
Familien betyder meget for Heine, og heldigvis kommer de til hende juledag hvert år. Heines mand gik bort for 40 år siden, og hun er selv den sidste overlevende fra søskendeflokken på seks. Heine har tre børnebørn og tre oldebørn og hele 15 nevøer og niecer, der holder tæt kontakt med hende.
Ingen af dem bor i København, men telefonen er jo opfundet, som hun siger.
”Nu har jeg overlevet min egen far, der blev 91 år, og jeg er begyndt at rydde op i mine papirer. Som jeg siger til min familie: ”Jeg håber, der rødvin og kaffe nok i huset, når I kommer og rydder op efter mig. I skal have det rigtig hyggeligt og sidde og grine over alle de sjove breve og sager.”
Og sager er der en del af i Heines hjem. En seng fyldt med bamser til oldebørnene for eksempel. Det skal være, så børnene kan være her. Det er vigtigt. På en skænk hænger en række med slikkepinde og ovenpå skænken ligger der en lille saks.
”Det er til avisbudene,” forklarer Heine, og viser mig også sit reservelager.
”Så kan de komme ind og klippe en slikkepind af, når der kommer med avisen. Hvis jeg ikke er hjemme, ligger jeg dem på dørmåtten, de skulle jo nødigt gå forgæves.”
Det er ikke kun avisdrengen, der er glade for Heine på Christianshavn.
Folk kommer op af kælderbutikkerne og siger hej, når hun går sine daglige ture, og hun vinker til alle hun kender – og til bådene, der sejler forbi – fra sin altandør i køkkenet.
Det er også her i altandøren med udsigt til vandet, at hun spiser sin aftensmad. Hun trækker en lille skammel med dug på hen foran vinduet, og nyder både udsigten og et glas vin. Inden Heine går i seng efter en lang dag med oplevelser, tager hun sig også et glas øl.
”Ja, jeg er jo blevet ‘dranker’ på mine gamle dage,” griner hun. Jeg har brug for lige at klare tankerne, og så falder jeg i søvn med det samme klokken 23.00, og det er meget værd. Et lille glas og så skibene, der sejler forbi. Jeg sover med fødderne ud mod vandet og vinduet åbent. Jeg har natstrømper på, og har ikke været forkølet i flere år. Det må være al den friske luft.”
Skriv et svar