Hvad kan trods egentlig – som følelse, som strategi, som litterær drivkraft? Adda Djørups nye novellesamling, Poesi og andre former for trods, undersøger sagen.
For ti år siden havde Adda Djørup et billede kørende i hovedet.
”Jeg forestillede mig en langtidschauffør, der blev så træt af det hele, at han lod svinetransporten spise noget af den coke, han også kørte med, og lukkede alle sine 240 skæve svin løs på motorvejen.”
Selv syntes Adda Djørup, idéen var herlig, og fortalte den til et middagsselskab hos mennesker, hun ikke kendte i forvejen.
”Jeg grinede og grinede, og bagefter spurgte jeg mig selv: ‘Okay, var det nu den bedste måde at gøre et godt indtryk på?’”
Historien om langtidschaufføren og de 240 svin på coke er nu at finde i novellesamlingen Poesi og andre former for trods, og sådan begynder det ofte for Adda Djørup. Med et billede, der krystalliserer sig i spørgsmålet om, hvad der har ledt frem til den situation.
”Historier begynder næsten altid for mig som gåder,” forklarer hun og smækker det højre ben op på køkkenbordet.
”Har du noget imod, at jeg ryger?”
Denne gang har hun i 16 noveller “om at byde verden og døden, sorgen og sygdommen trods”, som forlagets pressetekst lyder, set nærmere på følelsen trods. Som nu kvinden i den første novelle, der oplever trods over for en tilværelse, der er blevet for stram, og lader sig flyde med, giver slip og hælder rigeligt med hvidvin indenbords og ender med at blive lykkelig morderske i Paris. Eller i en anden novelle en liderlig læge, der opsøger gamle togstationer, fordi de får ham til at græde. I en tredje novelle en utro brud.
”Trods kan ikke beskrives i og for sig selv, den skal sættes i en situation,” som forfatteren siger. ”Jeg ville undersøge, hvilke omstændigheder der kan bringe mennesket i en tilstand af trods, fordi man i den tilstand er meget svær at bevæge. Trods suspenderer nærmest al rationalitet og logisk tænkning. Man kan sige, at trodsen ligger meget tæt på det punkt, hvor man mærker sin rene vilje.”
Hvad kan gøre dig trodsig?
”Jamen, det kan utrolig mange ting. Næsten alt, hvad jeg ser i fjernsynet, for eksempel. Det kan også gøre mig sindssygt trodsig at skulle gøre rent. ‘Det vil jeg virkelig ikke bruge min tid på. Jeg vil ikke!’”
Adda Djørup ler, og den spinkle stemme afslører mørke, ironiske toner. Den trodsige følelse er én, hun har meget let ved at placere hos sig selv, og som i hendes verden hænger sammen med poesi:
”I poesi findes en stærk vilje til at ville sige noget på en ny måde. Man skubber sproget til dets grænser på en insisterende, hvis ikke trodsig måde.”
Hvad gør trods ved din skrift?
”Den giver den mere energi, tror jeg, og så er der et element af trods indblandet i selve det at skrive. Det er et forsøg på at begribe en verden, der kan være ret ubegribelig, og dermed bliver skriveprocessen på sin vis en trodshandling: ‘Jeg vil forstå det!’”
Trodsigheden kan måske også aflæses af Adda Djørups genrevalg. Forfatteren, der debuterede med digtsamlingen Monsieurs Monologer i 2005, har siden skrevet både noveller og romanen Den mindste modstand i 2009. Foruden en libretto i 2010 – og flere digte. Rækken af genrer, hun nærer en håndværksmæssig nysgerrighed efter, er stadig ikke udtømt, fortæller hun. Tag nu for eksempel en kortform som revyen.
”Jeg har noget med det teatralske, og elsker revyer for deres fjollethed og dead pan humor. På en måde er det lidt som en morsom novellesamling, en række scener, en kabaret,” forklarer Adda Djørup, der også elsker at se Cirkusrevyen i fjernsynet.
”Når Ulf Pilgård stiller sig op og leger Perlemor, en figur modelleret over den politidirektør, der forklarede, at det sandelig ikke var ‘perker’, en politibetjent havde sagt til en indvandrer, men ‘perle’ … Åh, hvis ikke det er noget af det sjoveste, der er sket i Danmark de sidste ti år, så ved jeg snart ikke. Det er sådan noget, en revy kan. Aflevere en pointe på kort tid og med et par meget enkle greb,” siger hun og rejser sig for at lukke katten Mimi ind fra gården.
Selv læser hun meget få lange romaner. ”Det er nok, fordi det er de færreste, der kan holde den kørende over 200 sider, uden at der går ren narrativ fremdrift i den. Men der er absolut ikke per se noget galt med den slags romaner, og når det lykkes som i W.G. Sebalds Austerlitz, er det fantastisk.”
Hvad giver det koncentrerede udtryk?
”Det tvinger både den, der skriver og den, der læser til en større omhyggelighed. Det bliver mere intelligent, sgu! Måske er bare sådan, at når man koncentrer noget i tid, så gør man det også i udtryk.”
Den korte form har endvidere den fordel, at den – trods alt – er lettere at overskue.
”Det skal jo gøres færdig inden for en overskuelig tid, hvis jeg skal holde en eller anden form for momentum, og det skal blive til en bog. Hvis jeg skulle skrive en 500 siders roman og samtidig vaske tøj og være sammen med mit barn, ville det tage mig 15 år. Jeg har tit undret mig over, hvordan de store og dygtige mandlige forfattere kunne få tid til både at være præster og læger og have en massiv litterær produktion sådan på sidelinjen. Men da jeg var på skriverefugium
i San Cataldo og fik maden serveret, og der sågar var én, der vaskede mit tøj, havde jeg det, som om hver dag var uendelig. Så kunne jeg sagtens have tilset patienter i dagtimerne og være kommet hjem og have leget lidt med børnene, sat mig i mit læsekammer med avisen for derefter at gå ned og få aftensmad, skrive bøger, knalde konen og lægge mig til at sove. Altså tiden er uendelig, mand!”
Men så ville der være nogle erfaringer, der ikke blev beskrevet?
”Ja netop, der findes så utroligt mange forskellige menneskelige erfaringer, og set i dét lys er enhver stemme værdifuld.”
En af de seksten stemmer i novellesamlingen tilhører en kvinde, der i novellen ”Titanic” fortæller om livet på havets bund, efter at skibet er sunket, og efter at en mand, hun elskede, er sprunget:
”Skibet synker stadig. Jeg går omkring hernede. Jeg trækker mig frem ved gelænderet. Orkestret spiller, og musikken høres ikke. Violinistens hår og dirigentens slips vajer over deres hoveder. Tekopperne og håndtaskerne stiger mod loftet, og luftboblerne. Vandets vægt mod brystet er så beroligende. I dybet er selv panikken stille. Børnene holder vejret og rækker nysgerrige hænder ud efter fiskene. Se! Siger deres øjne. Hvor er de flotte, hvor er vi henne? Og den der svarer, drukner.”
Det ligner en beskrivelse af livet efter en skilsmisse?
”Det kunne det godt være, ja,” siger Adda Djørup og puster røg ud.
Hvordan oplevede du trods i forbindelse med din egen skilsmisse?
”Ha! Hvis vi nu tager den diplomatiske vej rundt om det, så er skilsmisse vel altid en situation, hvor man oplever trods i en meget akut forstand. Man befinder sig i en konflikt af de store. Med et andet menneske, men sandsynligvis også med sig selv. Selv om den konflikt fylder utrolig meget, så står man jo op om morgenen, tager sig af sit barn og … do your shit, ikke? Det at leve videre, efter at noget er gået tabt, er også en tilstand af trods.”
Adda Djørups shit er en skriveproces, der går gennem mange gennemskrivninger og redigeringer. Ofte indtil et punkt, hvor forlaget siger ”Tak, det rækker nu.”
”Der er altid fortrydelse,” siger Djørup, ”jeg lader det hvile og ser så på det med nye øjne, men problemet er, at efter et par måneder har jeg jo nye øjne at læse med igen.”
I arbejdet med den ny novellesamling har hun haft den første novellesamling, Hvis man begyndte at spørge sig selv fra 2007, i tankerne:
”Jeg ville gerne have en anden form for stramhed denne gang. En anden form for præcision. Det har også gjort, at jeg har haft et par dage, hvor jeg har tænkt: ‘Gud, det kunne være lækkert lige at gå de gamle igennem med en stor, rød tusch.”
Hvad er der sket med dit forfatterskab fra debuten til nu?
”Der er blevet mindre gøgl og mere alvor, jo nok fordi der automatisk med alderen kommer en større alvor ind i livet. Men måske ligger den nye novellesamling også tættere på min private stemme. Jeg leger i hvert fald mindre med udsigelsespositionerne, og man kan godt sige, at der var mange masker i mine første udgivelser.”
Det med at bruge af hovedstolen bliver mindre angstprovokerende, forklarer hun.
”Tanken om, at vi om 50 år alle ligner hinanden og er jord igen, gør, at blufærdigheden ændrer karakter. Jeg er mere villig til at vedkende mig mine menneskelige brister og følelser og mere interesseret i en form for ærlighed omkring, hvad jeg oplever – og mindre bekymret for, hvordan det bliver opfattet.”
Den seneste udgivelse, digtsamlingen 37 postkort fra 2011, hvori en kvinde gengav oplevelsen af at være gravid og skulle forsone sig med nye roller i livet, kunne ellers også læses som en tekst, der gik tæt på forfatterens personlige erfaringer.
”Den var direkte selvbiografisk, ja. Men det var også meget nemt at skrive selvbiografisk der, fordi det havde med de områder, hvor vi alle sammen ligner hinanden at gøre. Altså liv og død, værsågod.”
”Hvor mange beskrivelser af fødsler har du egentlig læst?” spørger hun pludselig.
”Jeg mener, en fødsel er så heftig for både psyke og krop. Det griber direkte ind i dit fysiske liv, big fucking time, og du kan også dø af det, men hvor mange beskrivelser findes der i litteraturen? Man kan finde skønlitterære bøger om at blive flænset, flået og skudt og få hevet tænder ud og miste job, men ikke om det.”I Poesi og andre former for trods er der en enkelt fødselsbeskrivelse – med den trodsige titel ”Nej”.
”Ja, det er så også en situation, der avler trods,” ler Adda Djørup. ”En af mine veninder fortalte, at hun havde ligget ved et åbent vindue og seriøst overvejet, om hun kunne nå at springe ud, uden at de opdagede hende.”
Hvad betyder køn for din skrift?
”Jeg tror, det betyder ret meget, og det noget, jeg er blevet mere opmærksom på, efter at jeg er blevet mor til en datter. Jeg er opdraget med en litterær tradition og en litterær kanon af mænd, hvorfor det mandlige bliver det alment menneskelige.”
Det faktum er der to måder at forhold sig til, mener hun.
”Enten kan man opponere, eller man kan tage teten og skrive det kvindelige som det alment menneskelige. Man kan mere eller mindre understrege at ‘dette er skrevet af en kvinde’. Det er på en måde at skyde sig selv i foden – og på en måde er det ikke. Altså, jeg tror, der er behov for begge dele.
Adda Djørup tænder en smøg og siger, at hun er glad for at bo nær Tove Ditlevsens Plads.
“Jeg har længe tænkt på, hvad der egentligt ville ske, hvis vi ændrede alle gadenavne efter kvindelige forbilleder. Hvis vi navngav dem efter kvinder, der havde drevet det vidt – for eksempel overlevet at føde seks børn i 1800-tallet, hvilket i sig selv er en bedrift – og opkaldte en gade efter dem. Gad vide, hvordan det ville påvirke min opfattelse af København og af kvindekønnet, hvis jeg rent fysisk bevægede mig rundt i et gadenet, der var fuld af kvindenavne?”
Det positive i kønsdebatten er, fremhæver hun, at der efterhånden er kommet en stemme, der taler for lighed for kønnene og ikke kun for kvinderne. Og selv om det kønsneutrale svenske ord ”hen” lyder sjovt på dansk, er hensigten helt rigtig:
”Det kommer i en erkendelse af, at der findes situationer, hvor vi må tale om folk som mennesker og ikke som køn. Hvor man understreger det almenmenneskelig. Tænk sig, at et samfund kan finde ud af at beslutte sig for et nyt ord! Det synes jeg er imponerende.”
Artiklen blev bragt i BØGER, Weekendavisen den 27. februar 2015
Skriv et svar