Et ord af 24 karat

I Kirkens Korshær sidder Frida Hansen og reparerer brugte puslespil. I hvert fald i Henning Mortensens nye roman, Kvinden i korshæren. Historien er sand, men det kan løgnen også være.

”Vi skulle have repareret de gardiner der i afdelingen for Nål & Tråd,” siger Henning Mortensen og sender et blik mod de lange stykker stof langs den franske altandør mod terrassen.
”Så kom min kone hjem fra turen og fortalte, at der sad en kvinde i Kirkens Korshær og samlede puslespil, for hvis ikke de var intakte, kunne de ikke være bekendt at sælge dem. Og jeg sagde ‘What?!’ Hvad koster sådan et brugt, tysk puslespil – 10 kroner? Og så har hun brugt dage på at samle det og måske lave nye brikker. Jamen, det er jo et endeløst arbejde. Jeg var slet ikke i tvivl om, at dér havde jeg fundet min hovedperson,” siger han og smiler skævt over inspirationen til Frida Hansen, Kvinden i korshæren.

”Der har vi jo Hanne,” siger han med ru eftertryk, da hans kone kigger ind. Stemmen rumler varmt et sted fra dybet, men under forelskelsen bider tanken om, at det hele kunne være slut. Sygdom i den nærtstående familie forstærker billedet, ligesom Hanne i nu 11 år har levet med brystkræft.
”Når man er ude i de områder, så bliver det altså fantastisk at stå op om morgenen,” siger Henning Mortensen og skubber en hjemmelavet brændevin med sart rød kulør min vej.
”Den er god ikke?” spørger han, da jeg bider til blodroden. ”Hun er god til at lave snaps, Hanne. For satan.”
En absurd historie kalder Henning Mortensen selv den nye roman på 160 beskedne sider, der efterfølger den 530 sider lange Klovnens rejse fra 2013.
”Det har været rart at samle trådene efter det umulige værk,” siger han. ”Hvor Klovnens rejse var en improvisation med alle mulige digressioner, hvor jeg tillod mig hvad som helst, så samler jeg denne gang temaet og har overholdt det, jeg tror, man på universitetet kaldte ‘stedets, tidens og handlingens enhed’.”

Kvinden i korshæren er et trekantsdrama mellem Frida og to mænd. Den tidligere politibetjent Henry bor over for Frida og har en kanariefugl, der hedder Marius, og Søren er Fridas kollega “i hæren”. Det er ham, der laver nye brikker til puslespillene, hvis der mangler nogen. Han hedder i øvrigt også Madsen. Med mellemnavnet Quickborn. Den finurlige omgang med ord, navne og vendinger er et velbelyst spor i forfatterskabet og flugter præcist med skævheden i Henning Mortensens kriminalistiske romaner om folk og flyvende grise i Sondrup og omegn.

Og selv om Frida ikke er den skarpeste kniv i skuffen, slynger også hun om sig med ord i jagten på at finde ét, der er sandt.
”Frida leder efter et ord af 24 karat. Det skal stå og lyse som et ægte ord. En helligdom, hun leder efter i sproget, og som hun finder til sidst i ordet ‘evighed’. Men hvad betyder det? Ingenting! Hun har fundet et smukt ord, man ikke kan forbinde med noget som helst,” forklarer Henning Mortensen fra lænestolens gab.

Han er en stor mand i skovmandsjakke. Ørerne ligner et par udadvendte paraboler og hænderne er store flader, som han folder ud, når han fortæller om den bog om fantasifugle, Frida får foræret. Sådan nogle vingede væsener, der har fire ben og overskæg, og som Frida frastødes af. Alt skal være præcist og nøjagtigt, det er, hvad puslespillene har lært hende. Men hvad betyder fantasi for en forfatter som Henning Mortensen?
”Det er jo det eneste, man kan håbe på, man bliver ved med at have,” siger han og forklarer, at han har tænkt sig at blive ved med at fortælle historier, til han “falder som et træ i skoven”. Mens fantasien altså gerne skulle have det sidste ord, er han ikke en forfatter, der rejser ud for at få nyt stof til samlingen af udgivelser, der slår sig op i omegnen af 60 titler. Højest tager han til Belleville i Paris med sin Hanne og altid til samme lejlighed. Historierne fanger han ind her fra huset tæt på skoven og helst om natten, hvor han tumler ud af sengen. Katten Fine følger med. Og måske er det sådan, som Ib Nielsen – Henning Mortensens alter ego gennem ti bind – citerer Rilke for i Hebræisk Himmel:

”Hvis Deres Hverdag synes Dem fattig, saa anklag ikke den; anklag Dem selv, at De ikke er Digter nok til at kalde dens Rigdomme frem; thi for den skabende er der ingen Armod og intet fattigt, ligegyldigt Sted. Og sad De endog i et Fængsel, hvis Vægge ikke lod nogen af Verdens Lyde naa Deres Sanser – havde De saa ikke stadigvæk Deres Barndom, denne kostelige, kongelige Rigdom, dette Skatkammer af Erindringer?”

”Sådan har jeg det,” siger Henning Mortensen. ”Har du én gang oplevet noget med alle dine sansers fulde brug, så er stoffet der. Det handler ikke om at blive eller være forfatter. Du er en fortæller, fordi du har levet dit liv forskubbet i forhold til det, der omgav dig. En fortælling erstatter altid noget, et savn eller et tomrum.”

For Henning Mortensen begyndte det i skolegården.
”Jeg havde en klassekammerat, der hed Poul Erik. Vi var begge svæklinge. Sådan nogle svagelige, spinkle drenge, der hostede og gik til lys på Horsens Hospital.”
Men når Henning og Poul Erik mødtes i et hjørne af skolegården i 1950ernes Horsens, fortalte de hinanden vilde historier.

”Vi var næsten altid piloter eller kørte rundt i tanks eller sådan noget, og når jeg tænker over det nu, så tror jeg, vi skiftedes til at være læser og forfatter, og så byttede vi plads. For mig handler det også om underholdning. For læseren forhåbentlig, men også for mig selv. Ellers bliver det kraftedeme så kedeligt.”
Hvis Henning Mortensen har kedet sig, så har hans CV haft det sjovt. Han har således været skolelærer i Ulfborg, skrevet bøger om Israel og modtaget såvel Palle Rosenkrantz-prisen for bedste krimi (Den femte årstid i 2005) og Holberg-medaljen for monsterromanen Klovnens rejse (2013). Læg dertil et af dansk litteraturs nyere hovedværker i form af tibindsværket om Ib Nielsen. Hvor mange liv har en kat, tænker man. Hvor mange har en fortæller?
”Jeg føler, jeg har haft mange liv, og jeg oplever det fuldkommen rigt. Altså jeg bliver lykkeligere og lykkeligere for at være menneske på den her klode. Alligevel tror jeg nok, en af de bedste ting, jeg har gjort, var at være med til at starte forlaget Jorinde & Joringel, som husede navne som Poul Borum, F.P. Jac og Per Højholt. ”
Han peger på et antikt stuebord, hvor en stak poesihæfter ligger fremme til gennemlæsning.

”Det var anarkistisk, og jeg tjente ikke en rød reje, men det fortsætter, og selv i dag er Hanne og jeg konsulenter og læser manuskripter igennem, og det vil sige, jeg er stadig med til at bestemme, hvilke veje det skal gå.”
Hvad tænker du, når du ser ud over det litterære landskab i dag?
”Altså det er endeløst,” siger han og slår ud med armene. ”Men man man kan tillade sig noget i litteraturen i dag, man aldrig har kunnet før. Jeg synes jo, det er fabelagtigt, når tingene bliver udvidet ind i områder, der før har været forbudte. At nogen som Knausgård udvider rummet for de, der måske ikke har modet eller talentet.”
Alligevel mener Mortensen også vi har en tendens til at beskæftige os for meget med forfatteren.
”Hvis man vil gå til litteraturen for at lære noget, må man gå derind, hvor forfatteren selv har lært noget. Det er helt klart. Men selvom Knausgård formår at gøre det private alment, må man alligevel spørge: Hvad er hans fortælling om livet? Ikke om ham selv, men om livet?”

Selv begyndte Henning Mortensen først på sit ti bind store erindringsværk om alter egoet Ib Nielsen, da hans egen far var gået bort. Og undervejs er han veget tilbage fra dele af sin historie.

”Da jeg skrev Sneen og døden, som handler om min mors selvmord, levede min fars bedste ven, automobilforhandleren, som min mor rendte med stadig, og hans børn gjorde også, så jeg kunne ikke skrive om, hvad han havde foretaget sig. Der veg jeg tilbage, og det tror jeg ikke Knausgård ville have gjort. Jeg tror, han ville være gået direkte til biddet.”
Men for Henning Mortensen er den autobiografiske nøgenhed ikke den eneste vej til sandheden. Den kan løgnen lige så vel anvise.
”Tag nu en forfatter som norske Ola Bauer, der investerer sig selv i sin tetralogi, men det er løgn det halve af det, og det er fantastisk!”

Da Henning Mortensen skrev Havside Sommer, sagde hans søster: ”Hvorfor har du gjort mig til tvillinger?”

Og han svarede:
”Fordi du ikke skulle bære alle byrderne på dine skuldre alene. Så kunne du selv vælge, hvem du ville være.”
Eller som Henning Mortensen siger det nu:
”Jeg har nogle gange løjet om forholdene i min familie for at fortælle den sandhed, man udmærket kan få ud af det, man kan kalde løgnens fortælling. På den måde skriver jeg ind i et langt større rum!”

Hanne banker på døren og byder os ind til spansk kartoffelkage med hvidløgscreme. Taknemmeligheden er stor, og Rieslingen er kold. Undervejs taler vi om den nye roman, Henning Mortensen bøvler med for tiden, hvor hovedpersonen er en retsreporter fra Danmarks Radio.
”Jeg har en virkelig model, jeg kan ikke huske, hvad han hedder, men han er altid velfriseret. Om det er snevejr eller storm, så står han med perfekt frisure foran en retsbygning og deler sol og vind lige mellem anklager og forsvarer.”
Hos Henning Mortensen hedder han Johan Ulrik Mark Petersen, forkortet JUMP, og det hedder romanen også, forklarer Henning Mortensen på godt jysk: JUMP.
”JUMP er en vittighed, for ingen forestiller sig, at han vil bevæge sig nogen steder hen: Han er en skulptur!.”

Så det er den etiske fordring?
”Det er den etiske fordring om igen, ja. Men det er jo menneskets skæbne, det er jo dramaet, det er Shakespeare, det er jo det hele. Kan man være en stivnet objektivitet, som ikke vil tage ansvar for noget og ikke handle?”
Den udfordring står også Frida i, for hvem skal hun vælge: Søren, der køber et hus til hende, eller Henry, der måske nok er lidt forloren, men som siger de afgørende ord: ‘Jeg elsker dig’? Ville nogen opdage det, hvis du skubbede den ene ud over kanten?

”Dybest set er det de samme fortællinger, vi fortæller igen og igen,” siger Henning Mortensen.
Han har rejst sig og står med samlede arme bag ryggen og skuer ud over gårdspladsen, der ender hvor vejen begynder.
”Det er Camus’ Den fremmede, og det er Kafkas Processen. Altså det at mennesket er spændt ud mellem godt og ondt, og aldrig undslipper det dilemma. Selv hvis du begår selvmord, er du ikke sluppet fri, for du ved ikke, hvad der er på den anden side. Der er bare mange måder, du kan fortælle den historie på, ja det er fuldkommen endeløst.”

Blå bog:
Henning Mortensen, født 1939 i Esbjerg. Debuterede i 1966 med digtsamlingen Det kan komme over én og var i 1970erne med til at starte det lille forlag Jorinde&Joringel. Mest kendt er han for tibindsværket om Horsensdrengen Ib Nielsen. I 2005 kom første bind i Sondrup-trilogien, Næb og kløer, efterfulgt af Ræven går derude (2006) og Rita Korsika (2007). Siden er kommet flere spændingsromaner foruden radio- og scenedramatik. Bor i Sondrup med sin kone, Hanne Wienberg Mortensen. Sammen har de fire børn, otte børnebørn, to oldebørn og to katte.

Interviewet blev bragt i BØGER, Weekendavisen den 13. februar 2015