Foto: Tor Birk Trads
Helga Weiss er et af bare 100 børn, der overlevede Auschwitz. Information tog til Prag og mødte den i dag 84-årige kunstmaler, der har originaludgaven af ’Helgas dagbog’ skjult under sofapuderne i den lejlighed, hun i 1941 blev fordrevet fra. Bogen, der nu kommer på dansk, giver et barns beretning om gradvis fornedrelse og minder os om, at racisme starter i det små
Klokken er 8.30, når Helga Weiss vågner i sit soveværelse. Hun går ud i det lille flisebelagte og brune køkken og laver sig en kop te. Hun spiser sin yoghurt i stuen, men først binder hun de lange, lyse bomuldsgardiner op, så sommerfuglefiguren på ruden lader lyset filtrere i orange og lysegult. Et symbol på frihed og et flyvende insekt, der intetsteds fandtes i Theresienstadt. Her i lejligheden, hvor Helga Weiss blev født den 10. november 1929, findes den til gengæld overalt.
»Det er en gave, vi ofte giver til hinanden,« siger den lille kvinde, der tager imod os i entréen med blå hjemmefutter og nysat hår.
Det ’vi’, hun taler om, er de få nulevende af de 100 børn, der ud af 15.000 i alt overlevede rædslerne i Theresienstadt og Auschwitz. Et skæbnefællesskab, der rækker ud over tid og sted, fortæller hun med et smil.
»Der kan gå 40 år mellem vi ses, og vi begynder med at spørge til hinandens liv og vise billeder af børn og børnebørn, men vi ender altid i Terezin.«
Ved sådanne møder er det de gode stunder, de taler om, men tiden i koncentrationslejrene har også sat sig spor i Helga Weiss’ frygtsomme sind.
»Mine børn synes, jeg ser katastrofer alle vegne, men jeg ved, vores liv ikke er uendelige, og jeg er beredt. Det har jeg været i mange år,« siger Helga Weiss og lukker entrédøren, der er dobbeltpolstret og har flere låse påhængt.
Frygten for, at noget forfærdeligt skal ske, har Helga Weiss givet videre til næste generation, mener hun.
»Min datter kan ikke se krimier på tv for eksempel, og min søn retter sin bekymring mod mig.«
Derfor skyper Helga Weiss to gange om dagen, hver formiddag og hver aften, med sin søn.
Meget er ændret i det Prag, Helga Weiss og hendes mor vendte tilbage til den 21. maj 1945, men altanen, hvor hun som barn viftede med en hvid skjorte, hvis hun ville i kontakt med sin veninde på den anden side af baggården, er bevaret. Samme signal brugte de i Theresienstadt. En af Helga Weiss’ veninder hængte en hvid stump papir ud af barakvinduet for at signalere, at hun ikke var blandt de mange, der kom på transporten den dag.
»Det kan mine børnebørn slet ikke forestille sig. I dag har de jo mobiltelefoner, mens vi måtte bruge sådanne romantiske koder,« siger Helga Weiss.
Og alligevel skærer nogle historier lige gennem tiderne og de teknologiske forskelle, der måtte være mellem generationer. Som historien om en pige, der mere end døden frygter at blive skilt fra sin mor.
Skriv et svar