Selvom bogen Hvis det er føjer nye jyske stier til forfatterskabets sjællandske spor, lurer angsten for at gentage sig selv bag hver eneste sætning.
Der er noget sært betryggende ved at vide, at Helle Helle har et ‘flip-ud-dokument.’ Et sted, hvor den sprogligt pertentlige forfatter raser ud i frustration over den roman, hun ikke kan skrive.
”Det er der, jeg skriver alt det, jeg ikke kan få til at lykkes, og lukker en masse ud, som der intet godt sprog er i,” siger hun, da Weekendavisen møder hende. Et dokumentet, der har været åbent en del gange undervejs med den nye roman Hvis det er. Især har det taget tid at finde stemmen til den mandelige hovedperson, hun vidste, hun ville have.
”Så har jeg fundet mit ‘flip-ud-dokument’ og hamret løs i tastaturet: ”DET ER EN MAND. DET ER EN MAND. HAN VED IKKE HVAD HAN SKAL.” Indtil jeg en dag arrigt skrev de sætninger der kom til at udgøre bagsideteksten: ”JEG SKAL GØRE DET KORT. JEG ER FARET VILD I DEN STORE SKOV. JEG ER IKKE NATURENS MUNTRE SØN,” og tænkte at der var den jo!”
Den mandelige figur der her fandt sit første udtryk, hedder Roar, og arbejder på drop-it-shoppen, hvor han reparerer andres computere, og han er som andre Helle-Helle-figurer hægtet af fællesskabet og fra første løbende færd faret vild i en stor skov. Her møder han en handlekraftig kvinde iført pandebånd og væskebælte, der også har mistet retningsansen. De to fremmede deler en indimellem absurd dialog, en pakke tyggegummi og nogle mareridtsdøgn, hvor de nær dehydrerer i den tilsyneladende endeløse skov. I hvert fald indtil det hele vender, og de efter en overnatning i en shelter kommer til et hus med lys i. Så langt så godt, den overraskende slutning, der involverer rundstykker ristet på en radiator, en halv flaske rød Aalborg og næsten optøede rejer i en køjeseng, skal læseren have for sig selv. Men selve anslaget og ambitionen med romanen, er interessante at opholde sig ved, da de betegner noget nyt i forfatterskabet.
”For det første skulle fortælleren være en mand, og der skulle ikke være noget at spise, for mine figurer har spist så ufatteligt meget gennem tiden,” forklarer Helle Helle selv.
”Og så skulle fortælleren ud et sted, hvor der hverken var kaffekopper, skindstøvler eller Prince 100, fordi jeg ville tvinge mig selv til at skrive på en anden måde, end jeg plejer.”
Hvordan gik det med det eksperiment?
”Det var egentlig meningen, jeg ville blive i skoven hele bogen igennem. Men jeg magtede ikke at skrive mere om det tyggegummi, de har med i skoven og de fantasier de får om kiks.”
Især da det blev så mørkt, og der heller ikke længere var noget at se på, lukkede skoven ned for sproget:
”Til sidst kunne jeg ikke finde på flere ord for alle de lyde, der er i skoven. Al den knasen, bragen og raslen,” siger hun og rører i kaffen med skum.
”Det fortryder jeg måske, at jeg siger, men det var faktisk min tanke at se, om jeg kunne aflive forfatteren i den her roman.”
Ja?
”Jeg forestillede mig, at den ambulance, de kan høre ude i skoven, skulle køre væk med forfatteren, der ikke trak vejret og fra det øjeblik skulle sproget sættes fri, og jeg skulle ikke længere lyde som mig selv.”
Det er den plan, bogen er skrevet ud fra. En plan, der er fuldstændig smadret, fordi det ikke endte sådan. Fordi det altid går sådan med den slags syge planer, når man skriver, siger hun.
Bogen skulle med forfatterens død betegne en ny begyndelse i forfatterskabet?
”Den ER en ny begyndelse. Det føler jeg selv meget stærkt, lige som at Dette burde skrives i nutid var afslutningen på noget for mig. Jeg har også tænkt, at nu skal jeg ikke skrive flere bøger, men det kommer jeg jo nok til.”
Det lyder som om, det ligger dig meget på sinde ikke at gentage dig selv?
”Hver gang jeg begynder at skrive en roman, tænker jeg undervejs meget på, om nogen skal sige ”nu har hun igen prik-prik-prik.” Det er det værste for mig. Det der: ”nu har hun igen.” Det skal føles som noget nyt hver gang, og det gjorde det faktisk langt hen af vejen med Hvis det er. Måske i kraft af, at det er en mand, der er fortæller, men endnu mere ved at det lykkes mig at holde to fremmede mennesker ude i en skov så langt fra nogen hverdag så længe. Det bliver anderledes end i en roman om en kvinde, der sidder i et hus ved siden af en stationsbygning og spiser frysepizza.”
Interviewet blev bragt i Weekendavisen fredag den 19. september 2014
Skriv et svar