Slagene er de mest skattede barndomsminder

 På en mondæn adresse med vue over Gammel Strand og Thorvaldsens Museum har en giraf-agtig kran sat sig tungt mellem lejlighed og himmel. Espedal, der som få har skrevet rum, huse, steder og skriveborde frem som stod de opført i nedrivningssikret syntaks holder til øverst oppe og møder mig på trappen. Firskåren, vægtig og med brune sandaler. Den hvide skjorte hænger løst over de sorte bukser og poserne under øjenene er endnu ikke kommet overnes med resten af ansigtet.

»Min datter og hendes kæreste kom her i går aftes, vi spillede kort og det blev lidt sent,« siger Tomas Espedal og slår ud mod spisebordet i den store stue, hvor halvfyldte rødvinsglas, halvspiste dessertchokolader og sorte spillekort vender bunden ud på den hvide sommerhusæstetik.

Vi er i de danske forfattere, Merete Pryds Helle og Morten Søndergaards lejlighed på Gammel Strand. Her har den anmelderroste 52-årige forfatter indlogeret sig for at arbejde, mens de ferierer i Italien. Et arbejde, der består i at læse og skrive og som for ham er ’på alvor’. Det at læse andres bøger er for forfatteren noget man koncentrer sig om på sætningsniveau. Bortset fra at det ikke går så godt med det.

»Jeg får ikke arbejdet her,« siger forfatteren og misser med øjnene mod det lys, der flænser rummet. River en flænge fra Morten Søndergaards overoplyste skriverum med tagruder til stuens åbne vinduer mod Christiansborg, de grønne skurvogne og en så vedvarende støj, at Tomas Espedal har besluttet sig for at forlade København før tid og drage hjem til Bergen, hvor han som læsere af Mod naturen fra 2011 vil vide det, skriver i sin kælder.

»Der er hverken pænt eller lyst og det passer til min sindstilstand,« som han siger det.

Da vi sidst forlod figuren Tomas Espedal på side 164 i den tæt komprimerede, af kærlighedssorg drivende Mod naturen om en ældre mand og hans forhold til en yngre kvinde, var han for alvor forladt. Og sådan har forfatteren det stadig.

»Jeg er forladt af alle. Min ekskone døde, min unge kæreste forlod mig og min døtre er flyttet hjemmefra. Det er de erfaringer jeg skriver om, og som du ser,« siger Espedal og lader sit alvorlige ansigt erodere i et overbidsgrin, »bevæger jeg mig hele tiden på kanten af det patetiske.«