Ove Korsgaard fortæller i ny bog den storslåede og tragiske historie om dansk landbrugs ud- og afvikling. ’Solskin for det sorte muld’ er en art erindringer fra landbrugssønnen, der via sine akademiske kundskaber perspektiverer den kultur, han selv trådte ud af i 1960’erne. En landbokultur fæstnet på dyder som nøjsomhed og nærhed til produktion, vi måske finder tilbage til.
Da Ove Korsgaard gik i sjette klasse, hjalp han med at bygge en ny kostald til barndomsgården, der lå på Mors med udsigt over Limfjorden. Et arbejde der begyndte klokken fem om morgenen, for køerne skulle flyttes og malkes, inden skolen startede klokken otte. Ved syvtiden gik far og søn ind i stuehuset til morgenmaden, der bestod af kaffe, brød og ost samt havregryn til sønnike.
»Det var min hofret,« siger Ove Korsgaard, »og kunne jeg snige mig til at hælde fløde og masser af sukker på, var det herligt.«
Fløden hentede han dengang i 1956 direkte fra en spand i stalden. Stak sin kop ned i det fede mælkeprodukt, han selv havde en friskmalket andel i, og netop den nærhed til produktion, regner den 70-årige professor Ove Korsgaard i dag som et af de største tab ved landbokulturens endeligt. For som han skriver i bogen Solskin for det sorte muld, der udkommer den 6. november, så lukkede og slukkede landbokulturen med hans forældre, Anna og Axel Korsgaard.
»Min far tilhørte sidste generation af den nye bonde, der trådte ind på historiens scene i 1800-tallet. Han oplevede både glæden ved at være med i en storslået tradition og smerten ved at se den smuldre,« skriver sønnen i bogen.
Forældrene døde i henholdsvis 1994 og 2000, og skønt Ove Korsgaards lillebror i dag ejer Hvidbjerggaard, mistede gården sin sjæl, da de omkringliggende tønder land i 1999 blev solgt fra, og forbindelsen mellem jord og slægt blev brudt. Bygningerne ligger som en landlig erindring om, hvad der engang har været. Eller som Karl Ove Knausgård formulerer det i det citat, der indleder Korsgaards bog: »Når vi forstår en hændelse, er det kulturen, hændelsen foregår i, vi forstår. Forsvinder kulturen, forsvinder forståelsen, og hændelserne står gådefulde tilbage som statuer på Påskeøen.« Citatet stammer fra sjette bind af Karl Ove Knausgårds Min kamp.
»Det er historien om den forsvundne landbokultur, jeg gerne vil fortælle,« siger Ove Korsgaard fra stuen i den tidligere skole ved Valore nær Viby Sjælland, hvor han på 18. år bor med sin kone, Klara Aalbæk Korsgaard.
Familien flyttede hertil efter blandt andet at have boet, levet og arbejdet i 21 år på Gerlev Idrætshøjskole, og Ove Korsgaards personlige historie går fra landbrug og andelsmejeri over højskole og sogneråd til universitetsverdenen og et liv 45 minutters kørsel fra storbyen. Et stykke Danmarkshistorie, han med sin brede samfundsmæssige viden krydsklipper med sine barndomserindringer i bogen, der har været nogle år undervejs.
»Det ligger mig på sinde at skrive bogen nu, dels fordi jeg måske som en af de sidste vidner kan fortælle en stor periode i dansk historie indefra, og dels fordi jeg mener den livsform, der var knyttet til landbruget, havde nogle kvaliteter, det kan være værd at kende i dag.«
Interviewet blev bragt i Dagbladet Information den 1. november 2013. Læs hele artiklen her
Skriv et svar