Der hænger to farverige perlepladefigurer med mørk hud og grønne kjoler på døren ind til lejligheden. Længere inde skænker Thomas Boberg kaffe i en kop fra Lima, inden han viser ind i sit arbejdsrum – et bibliotek/skriveværelse, han ikke har haft de 14 år, han boede i Peru og de fem år i Barcelona, men med en ro, som han fandt her i Københavns nordvestkvarter efter en skilsmisse i 2011. Thomas Boberg er 54 år, og Fantombillede er hans første digtsamling i tre år. Sidst vi hørte fra lyrikeren Boberg var i 2010 og 2011, hvor de slanke, men hårdtslående digtfortællinger om Hesteæderne ramte verden.
”Det var vel nogle af de første digtbøger, der direkte handlede om kultur-clashet mellem kristne og muslimer,” mener Boberg. Dengang kom digtningen ”et vildt sted fra”.
”Selv er jeg knap så klar i mælet som mine digte. Faktisk er jeg så vægelsindet, at jeg vakler mellem at gå i Netto eller Irma,” fortæller han nøgternt-ironisk og sætter sig ved vinduet med udsigt over bydelens blegrøde tagrygge.
”Med Hesteæderne følte jeg, at jeg havde skrevet noget helt nyt. De tidligere digtsamlinger er kommet i en mere glidende bevægelse efter hinanden, men her sprængte jeg min egen digtning. De var som en eksplosion eller et Big Bang for mig. Altså, man bliver jo bare glad, når der er gang i den, men man ved ikke altid, hvordan det hænger sammen med ens eget liv. Jeg var ved at blive skilt, og det beskriver den første Hesteæder-bog faktisk. Jeg var bare ikke klar over det.”
Thomas Boberg kobler gerne kunst og liv, både i samtalen, der nemt får et anekdotisk præg, og i hans selvopfundne genre, rejsemindebøgerne, som I den næste by fra 2012 indtil videre er sidste bind af. Digtningen har det været sværere at komme videre med efter Hesteæderne.
”De har taget mig to år, fordi jeg skulle starte forfra. Men det er det, der interesserer mig ved kunst overhovedet, selv om det er voldsomt at opleve, at man faktisk ikke kan styre det. Jeg vidste ikke, at jeg skulle til at bygge op sten for sten. At det var det, det krævede. Jeg tog langsomt fat, som når man begynder at tegne. Pludselig var der noget, og så bliver man ved. Men i sidste ende har det også handlet om at viske ud.”
Det er derfor en mere eksistentialistisk end indigneret Boberg, der stikker hovedet frem i første del af Fantombillede, hvor han skriver om, hvad et menneske rummer af modsætninger mellem lys og mørke. Og digtsamlingen giver fornemmelsen af et mere modent digter-jeg, der ser tilbage på både skrevne ting og levet liv. Det er nu ikke, fordi den modne Boberg er gået hen og blevet bedaget, bedyrer han, og han vil for alt i verden ikke virke nostalgisk. Gerne sødmefuld, men ikke sentimental.
”Jeg prøver at undgå mine egne spor, men samtidig har jeg gerne villet trække i nogle tråde med den her digtsamling. Så har jeg gentaget nogle ting og forsøgt at finde et billede på min egen ungdom. Sommeren 1981 – åh duft af sølv og blå vind – som var det år, jeg mødte digteren Rolf Gjedsted. Jeg glemmer det aldrig. Han sagde, han var den bedste digter, og i dag er der ingen, der kan huske ham. Han oversatte Rimbaud og var den store inspiration for Strunge, og om lidt er det mig, der er gammel og glemt.”
Digte om Bobergs egen ungdom følges i Fantombillede af digte om andre forfattere, blandt andet et digt om den amerikanske digter Sylvia Plaths ungdom. Her får digter-jeg’ets tidsrejser ungdommen til alle tider til at ligne hinanden.
”Jeg tror, det er de samme drømme, håb og hovne blufærdighed, der præger enhver ungdom, og det er ikke sikkert, man opdager, at jeg’et er så flydende, men det gør heller ikke noget. Jeg synes ikke, jeg skylder nogen forklaring, det er mine digte, ikke?”
Det der ”ikke?” kommer ofte, når Thomas Boberg afslutter en sætning, og lyder hver gang mere som et udråbstegn end en spørgsmålstegn. Men selv om han lyder skråsikker, følger selvværdet ikke altid med de priser og den anerkendelse, forfatterskabet har fået, fortæller han.
”Den pris, jeg har været mest glad for, er den her,” siger han og rejser sig. Fra bogreolen plukker han et stykke tykt papir med middelalderlige figurer og stempler som bevis på, at han har gået 1000 kilometer til Rom. En pilgrimsrejse, han netop har afsluttet sammen med en ven.
”Den synes jeg virkelig, jeg havde fortjent, fordi jeg havde gået mig til den,” siger han.
”Andre kan godt sige til mig, at jeg ikke skal mangle selvværd, men det er jo set udefra. Jeg har tænkt over det, og jeg tror, et lavt selvværd er noget, man slæber med sig fra barndommen – og Akademiets Store Pris har i den forbindelse ikke det store at sige.”
Det lyder som et speget sted at skrive fra?
”Måske er det netop den diskrepans, jeg skriver på,” funderer han, ”tilsat et behov for at blive set. Jeg vil helt klart gerne ses for mine digte, og jeg synes heller ikke, det er så pinligt at sige det, som da jeg var ung.”
Selvom Thomas Boberg først og fremmest identificerer sig som digter og ”helst skal være oppe at køre på sprog,” oplever han, at unge stadig mest læser hans prosa, især rejsemindebogen Americas.
”Det heftige, vilde, surrealistiske taler måske til de unge. Der ligger et håb i, at det er de unge, der læser. Også fordi de er benhårde og rå og ikke klapper en på skulderen, fordi de er ens kollegaer,” siger han og tilføjer, at han selv er i konstant samtale med de unge digtere.
”De er misundelsesværdigt gode, og hvis du er inspireret af nutiden som digter, er du også inspireret af det udtryk, der er lige nu. Jeg er ikke interesseret i at skrive i et hermetisk lukket rum.”
På samme måde er den nye digtsamling en prisme, forklarer han.
”Jeg håber, den sender stråler ud til både fortiden, nutiden og fremtiden. Samtidig med at digtene uddrager en essens af et stof, jeg hele tiden varierer og arbejder med.”
Stofbearbejdelsen får han løbende også afløb for på blogsiden Promenaden og på Facebook.
”Hvis der er 99 ting, jeg hader ved Facebook, er det med, at man poster sine ting med det samme, den ene ting, jeg elsker. Det bearbejder angsten for ikke at være god nok.”
For eksempel har et “Ugen der gik”-digt om Israel-Palæstina-konflikten været publiceret på Facebook og er nu havnet som en del af Fantombillede. Tråden han tager op i den nye digtsamling ligner da også sine steder en tråd, han tidligere har spundet på. For eksempel rundt om emnerne racisme og religion.
Hvad er det helt præcist, du har imod religion?
”Jeg mener grundlæggende, religioner er skadelige, men jeg har samtidig en respekt for den ydmyghed, der ligger i det, at nogen knæler for noget, der er større end dem selv, og det er der jo så meget, der er. For eksempel er verden så meget større end en selv, hvad man virkelig opdager, når man vandrer på pilgrimsruten til Rom. Jeg blev meget forundret og betaget af alle de billeder, der er i Italien, og jeg kan godt nogle gange ærgre mig over at komme fra et land, der er så billedløst,” siger han. ”Så fladt og billedløst.”
”For i sidste ende er det vel det, digtningen skal,” siger han, “fylde verden med billeder.”
Blå bog:
Thomas Boberg (født 1960) debuterede som forfatter med digtsamlingen Hvæsende på mit øjekast i 1984 og har siden ud over et stor lyrisk forfatterskab skrevet fire bind rejseerindringer. Boberg har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris to gange og modtaget en række priser, bl.a. Det Danske Akademis Store Pris i 2012. Han blev i 2001 tildelt Kunstfondens livsvarige ydelse.
Skriv et svar