Mallorca har længe været de professionelle træningsø, men flere og flere amatørcyklister indtager den smukke spanske ø. Forståeligt nok, Mallorca er som skabt til to hjul og tyve gear.
Chaufføren nikker og vinker mig om på indersiden af den lange hvide turistbus, da vi mødes på bjerget. Bussen med klistermærkesol på bagsmækken er på vej ned, mens jeg svinger mig op tråd for tråd på min lejede Giant landevejscykel med to gange ti gear. Det er min fjerde dag på en racercykel nogensinde, og jeg står på pedalerne for nå mit mål; toppen af Sa Calobra, en legendarisk stigning og en af de mest gakkede veje i verden. Som en fortidens Georg Gearløs anlagde den italienske ingeniør Antonio Paretti i 30’erne vejen, der bugter sig som en cobra på syre og hvert år tiltrækker hundredevis af professionelle og semiprofessionelle cykelryttere. Mallorca har altid været elitesportens favoritø, og siden slut 90’erne har også amatørcyklisterne taget den smukke, spanske ø på vejene. Mallorcinerne ved, at enhver cyklist er penge til øen, og traffikken føjer sig derefter. Kun om om foråret, hvor det ikke er ualmindeligt at se grupper på 50 cyklister på de smalle veje, kan det føles massivt for de lokale. Om efteråret har man det lidt mere for sig selv, og vi glider ubesværet gennem smalle bygader, hvor fire havemøbler på asfalten gør det ud for en bar. Videre forbi stenhuse, pludselige palmer, vinmarker og aldeles uanfægtede muldyr. Kan godt være man føler sig lidt som ørnen fra Herning, men hernede er cykelshorts alt andet end et sjældent syn.
Figenfrugter i farten
Overalt på Mallorcas 1250 kilometer lange landevej viser de mange skilte for cyklister, hvem der ejer vejene. Det gør eksempelvis den 40-årige Natalia fra Hamborg, der til daglig cykler banecykling. Da vi møder hende, har hun sat sin mand til at passe sin 8 måneder gamle baby, mens hun turer Mallorcas eneste bjergkæde, Serra de Tramuntana.Bjergformationenmoser sig pludseligt op i landskabet af mere flade arealer med olivenlunde og mandeltræer. Det er hernede i lundene og tværs gennem øen, at alle kan være med. Figenfrugterne hænger tungt og så lavt, at man kan være heldig at nuppe en i farten, mens man cruiser gennem det mallorcinske landskab med bjergene på tilskuerpladsen. Når benene kræver det gøres holdt på en café. Uanset byernes størrelser, rummer de alle et torv, og et sted at købe sig en ”caffe con leche” eller en cola. Den sukkerholdige drik synes at være cyklisternes favorit. Så mens cyklerne hænger i styret som heste i tøjret, spænder vi hjelmene af, så de kan lufttørre en anelse og smider cykelhandskerne. Der bliver nikket på tværs af borde og nationaliteter og udvekslet data om ruter og heltetider på bjergene. I gamle dage, i 1940 – 1950 ‘erne havde hver lille by på Mallorca sin egen cykelbane og sit eget cykelløb, i dag fylder turistcyklisterne caféerne og vejene, men mon ikke fornemmelsen af fart og frihed er forblevet den samme. I hvert fald sætter smilene sig i cykelrytternes ansigter som sving i bjergene, kan man konstatere.
Fra party-cyklister til pensionister
Når de professionelle ikke styrer stigningerne på vinterens træningsture, kommer cyklister i enhver form til øen. Som eksempelvis de party-cyklister, vi møder på vej ud til Formentor. Her ligger et fyrtårn på spidsen af Mallorcas næse og venter efter en tur med hæse stigninger på syv kilometer og spektakulære udsigter. Mens vi blæser derudaf og havnebyen Port de Pollenca åbenbarer sig under os med vandcykler og liggestole i lange baner, møder vi en flok midaldrende mænd i fuld cykeltrikot og med seriøse tømmermænd. De arbejder i byggeindustribranchen i London og er på den årlige herretur, der inkluderer opture så vel som det lange seje træk på den halvdårlige vej, det sidste stykke ud til fyret er. Her gælder det om at holde på styr og bremser, og jeg må efter 43 km cykling fra Selva i nordvest til Formentor-fyret i øst konkludere, at det ikke som forventet er bagtil, jeg er øm. Det værker til gengæld i mine hænder, der krampagtigt har klemt på for-og bagbremse over bump og smågrus. Generelt er vejene på Mallorca dog glatte som glasur og de smalle hjul spiser sig gladelig gennem de asfalterede ruter. I kontrast til party-cyklisterne finder en stadig stigende andel af aktive, ældre motionister op og ud på to hjul. Nogle på sit-ups, cykler uden racerstyr, som stille og roligt tager den op mod klosteret Lluc, en 8 kilometer stigning op af Coll de sa Batalla, der slutter ved 576 højdemeter. Som amatørcyklist tæller aldren ikke så meget som antallet af kilometer, du har i benene, og flere af de + 60-årige, vi møder, sætter os eftertrykkeligt skakmat på bjerget.
Den store nedtur
Det er i bjergene, at cykelmallorca for alvor åbner sig. Med stigninger, der tager til i styrke og sætter sig som syreudladninger i lårene. På nedkørsler der giver sug i maven og sved på håndfladerne. Hvis man har mod på det, ligger eksempelvis Sa Calobra og venter. Den slangeformede vej der er umulig at begribe med sit blik og som ikke standser før den når sin slutning – en turistkulisse med to restauranter og et par strande. Som med så meget andet her i livet, gælder det, at det ikke er resultatet men rejsen derhen, der er det sjove. På turen op slingrer jeg lige så meget som bjerget svinger, mens jeg mentalt zoomer ind på mit tråd. Kunsten er at holde sig i så lavt gear, at du træder ubesværet, men stadig har ét gear at skifte ned til, når det bliver rigtig stejlt. Det lykkes mig ikke, og jeg tager de 12 kilometer i absolut laveste gear.
”Nu kan du snart holde en pause,” siger min guide Poul Kornerup Lauridsen, der har cyklet passioneret i otte år og driver et Bed and Breakfast med fokus på cykling på øen.
Mine hæle vrikker sig øjeblikkeligt halvvejs ud af pedalerne ved lyden af ordet ”pause”.
”Nej, ikke stå af, bare sæt farten lidt ned, pust ud,” siger Poul, og tilføjer, at jeg heller ikke skal for langt ned i kadence.
”Forbered dig mentalt på at skulle op at stå, og husk det blive ikke ved med at være lige så slemt,” siger han opmuntrende og minder mig om Lance Armstrongs ord:
”Pain is temporary, but if you quit, it lasts forever.”
Ergo skærer jeg ansigt og vrider mig op af bjerget. Den behaglige lyd af kædens løb, som jeg har vænnet mig til på bare fire dag i sadlen blandes med lyden af min egen vejrtrækning på overarbejde. Det lyder som om, mine lunger er ved at falde ud, og det føles som om bjerget aldrig topper. Min puls når sit maksimale leje og holder sig der de sidste 45 minutter af turen. Men så er det også pludselig ovre og tanken om næste tråd erstattes af det vilde overblik. Af bjergtinder, hvide skyer og munkegribbe. En Tarzan-lyd undslipper mig i mangel på bedre udtryk for den surrealle sejr det er at kravle op på cykel. Et par turister, der har gjort hold i bilen for at få de sidste feriefotos i kassen, smiler og klapper overbærende af mig, og så starter nedkørslen. Belønningen for de strenge sving kommer nu. I ét langt rus der udgør tolv kilometer men føles som en hurtig spurt, hælder cyklen den anden vej. Jeg bremser til mine knoer bliver hvide, og bliver svingvis en anelse modigere, synes jeg selv. Mit vovemod blegner dog som en dansk sommer i mødet med en flok unge fyre i bar overkrop på vej op af bjerget på rulleski. Med stavene forrest og fråden halvvejs ude af munden. De må være eliteskiløbere på træningslejr, og alle ligger vi et sted og pruster på den samme strækning. Topsportsfolkene på rulleski, turistbusserne og så os, tosserne på to hjul. Mallorca rummer det hele.
Skriv et svar