”Det er latterligt at tro, at mennesket er frit”

 

En straf forklædt som gave. Myten om den smukke Pandora, der i mytologien blev givet fra guderne til menneskene, men medbragte en krukke med al landsens ulykker, er en givende mulighed for en forfatter med hang til paradokser og den bærende stemme i digteren Ursulas Andkjær Olsens første roman, Krisehæfterne.

Her drømmer Pandora om at tage hævn over sin undvegne elsker, Romeo, men gør det ikke. Hævnen, hun i drømme pønser på, er udpenslet i kortere tekststykker afbrudt af et børnekor. Tilsat blåsorte fotografiske arbejder af kunstneren Sophia Kalkau og korte sætninger på langs i margin sætter teksten ting og paradokser på spidsen og nægter at indordne sig det retningsbestemte romanforløb. Det samme gør forfatteren.
”Jeg oplevede, at der i selve romanskrivningen var mange regler, eller konventioner, faste former at forholde sig til – hvad jeg så ikke rigtigt har gjort, kan man sige.”

Nej, søger man efter plotlinjer eller et point of no return i Krisehæfternes jagt på hævn kommer man på festlige omveje. Men samlet set er den buldrende ordfest både svimlende, sjov og begavet – og lang. 468 heftige sider, der på min køkkenvægt løber op i 894 gram hulter til bulter-prosa.

Det er 17 år siden, Ursula Andkjær Olsen debuterede med digtsamlingen Lulus sange og taler, hvor en manisk Pandora-stemme også optrådte, og mange digte og kunstneriske samarbejder har fulgt efter. Men aldrig en roman.
”Det kom egentlig bag på mig, at jeg ville skrive en roman. Men jeg tror, at den stemme, der var i de to forrige digtsamlinger, Udgående fartøj (2015) og Det 3. årtusindes hjerte (2012), var blevet så hård, at den bare stod og bankede og sagde en ond sætning af gangen.”
Forfatteren slår taktfast og hårdt i bordet, som et stempel eller en hammer.
”Jeg var nødt til at gøre noget helt andet, og så begyndte jeg at skrive i hånden, og det, der kom ud, var prosa. Jeg tænker, at det er, ligesom da jeg startede med at skrive digte. Der vidste jeg heller ikke, hvordan man gjorde, så jeg begyndte bare.”
I stedet for i det sædvanlige Word-dokument har Ursula Andkjær Olsen skrevet i hæfter, 12 i alt, som optræder i bogens indholdsfortegnelse; de første ti udgør romandelen om Pandoramyten, mens de sidste to rummer et essay om verdenskriserne kaldet ”Atlantis-syndromet”.
Og titlen? Krisehæfterne kom via en ven.
”Da jeg googlede ordet, var der er kun ét hit. Noget med Enhedslisten for et par år siden. Men på fransk findes en sociologiserie, der hedder Les Cahiers du Crises. Det, syntes jeg, lød cool nok: Den tager vi.”

Vi er på fjerde sal, i en lejlighed på Amagerbrogade. I vindueskarmen står færdige eller næsten færdige Lego-bygninger, og en Anders And-kalender tager brodden af bogreolen i stuen. I sofaen sidder den sortklædte forfatter og taler i lange sekvenser, hvor vejrtrækningen udskydes som et punktum, nogen har glemt at sætte.
”Jeg forestiller mig romanen som en moderne myte, og et af de moderne vilkår er, at det meningsfulde liv er til diskussion. Så selvom Pandora er sat på jorden med en opgave givet af guderne, ønsker hun at finde sin egen mening. Derfor er hun skiftevis eventyrdronning, forbruger, action-heltinde, ideologikritiker og ulykkeligt elskende.”

Bogens Pandora drømmer også om at skrive en roman med titlen Kvinden med muligheder. En roman, der rummer kvinden som ”prinsesse, drengerøv, Dirty Harry, spar dame, you name it”.
Altså mere eller mindre den roman, Ursula Andkjær Olsen har skrevet. Et andet moderne vilkår er, at det tragiske er placeret på andre måder, end det oprindeligt var i myterne.
”Man har en fornemmelse af, at katastroferne og kriserne kunne have været undgået, fordi mennesket er blevet myndigt, så at sige, men det gør tragedierne endnu tungere at bære. Der er ikke noget så uheroisk som bare at sørge, som Pandora gør, over at være blevet forladt, helt banalt, helt come on, oven i købet – måske – selvforskyldt. Hun forsøger så at bemestre situationen og den følelsesmæssige intensitet ved tankens kraft, og hele bemestringsdelen synes jeg er spændende og vigtig.”

Hvad mener du med bemestringsdelen?

”At blive et menneske er at beherske nogle ting ved sig selv. På alle niveauer. Det gælder fysiske ting som at lære at holde på sin lort, ikke? Og det gælder på andre end den fysiske lorts områder. I hele det sociale område skal vi kunne holde på ’lorten’.

Jeg bliver vred og sådan ’gå væk-agtig’, når jeg skal beherske noget. Og det ville være frygteligt og ufrit at sidde i et kontorlandskab. Jeg er heller ikke vildt god til at skulle præstere noget i live-situationer. Da jeg var en stor pige, ville jeg være pianist, men det der med at optræde har altid kvalt mig. Så alt peger på, at jeg egner mig til at sidde hjemme og skrive. Helst i den stol du sidder i nu.”
Stolen er en rødmosset lænestol, der vender ryggen til det meste af Amager. Ud af vinduet kan man se helt ind til Nikolaj Kirke og forskertårnet ved Panum.

Men Pandora linder på låget?
”Det gode er, at man kan mobilisere et fiktivt mod i teksten. Jeg har forsøgt at skabe en figur, der er modig, men også ude i tovene.”

Hvor kommer den der vrede fra, tænker man. Kender du den fra dig selv?
”Ja, jeg er ret tit vred, lidt hidsig, faktisk. For mig kommer det af en kropslig beherskelse, tror jeg. At blive tvunget til at beherske sig er aggressionsopbyggende. Langt det meste af mit liv har jeg ikke opfattet mig som en speciel vred person. Men i de seneste bøger har jeg haft vreden fremme som et tema, og først tænker jeg: ’Det her er godt nok ikke mig.’ Men så spejler jeg mig i det alligevel, og føler en frihed ved at kigge ind i det.”
Handler det også om, at du har fundet ud af, at vreden er frydefuld at skrive på?
Ursula Andkjær Olsen ler.

”Ja, helt klart, det har været sjovt at give slip. Jeg opfatter skriften som et fristed for mig selv. Hvis jeg skulle skrive noget, der var mig selv, ville der slet ikke komme noget. Så ville jeg virkelig ikke føle frihed. Gys.”
Friheden bruges også til at blande sprog og gøre Pandora til et mixed tape af markedsretorik, mytisk sprog og hverdagsvendinger. Indimellem er sætningerne tilført en vis chokeffekt. Som når Pandora taler om at bestille en mandlig luder, som viser sig at være Karl Ove Knausgård. Navnene på nulevende personer tæller også politikere og forskeren Milena Penkowa. ”Stol aldrig på en kvinde med plukkede øjenbryn,” står der.
”Men jeg har faktisk luret meget ud i de rigtige navne,” siger forfatteren udglattende.

Krisehæfterne er fra forlagets side kategoriseret som en ”kærligheds- og økonomiroman”, fordi, siger forfatteren, kærlighed og økonomi mødes i nogle afgørende felter som værdi og begær.

”Og hvad stiller man op med tab i en kultur, der er mindet på vækst? Det er et totalt tabu, men for mig er tab en vigtig ting. Jeg har læst mange gamle romaner, hvor man tager sit tab med værdighed. Man bærer sine tab. Man skubber dem ikke bare videre og sætter et flot billede op på Facebook, som man gør i dag.”

Det gælder også tab af identitet.
”Det er sådan lidt ’Fy!’, selvom det identitetsforvirrede punkt måske er et godt sted at være. Der, hvor man ikke er helt klar på, hvem man er, og hvor identiteten ikke er sådan en vandtæt dragt, hvor der ikke kan komme noget ind og ikke komme noget ud.”

På samme måde som Pandora kaster sig ind eller ud i en ny kærlighed, så snart hun er blevet forladt, har vi i dag alt for travlt med at skaffe os en ny identitet, hvis behovet skulle opstå.

”Vi skynder os at fylde tomrummet ud. Hvad nu hvis det kan gøre én til et større menneske også at have et rum, der står åbent? Men så må vi først afgøre, hvad er autonomi, og hvad er så det autonome menneske?”
Hvad betyder det, når du skriver, at ”kvinden er beholder for mandens ufrihed”?

”Vi er alle ufrie. Vi lever alle af alliancer. Der findes meget få eremitter. Jeg er lidt ude efter den liberale retorik også. Fordi den ævler op om frihed, men hver gang man ser dem, der taler om frihed, så sidder de filtret ind i snore og kan ikke røre sig.”
Ursula Andkjær Olsen hæver armene i Pinocchio-figur.

”Det er latterligt at blive ved med at tro, at mennesket er frit, for det er det ikke. Og det kommer fra mig som kunstner, fordi kunstens autonomi virkelig er noget, jeg sætter meget højt, og jeg tillader mig meget, når jeg skriver, men jeg synes, det er vigtigt at kunne diskutere, hvad autonomi er, og hvad det betyder. Hvor skal vi få mad fra, hvis vi alle er autonome individer? Vi taler ud fra et ideal i det her samfund, som slet ikke er her. Der er ingen af os, næsten, der er selvforsynende, og alligevel ligger det som en underfortælling, at det er godt at være det. Den type paradokser, synes jeg, er givende at skrive på.”

 

Artiklen blev bragt i Weekendavisen den 14. september 2017.