Foto: Tor Birk Trads
Jacob Skyggebjerg, rapper og eksiljyde, debuterer med vild roman om sin opvækst nær Horsens i en dunst af døde dyr og med stærkt alkoholiserede forældre. Information tog en slentretur i byen med forfatteren, der med ’Vor tids helt’ også sætter ord på den stofkultur, han er en del af.
Solen hænger lavt som fartskiltene på Dronning Louises Bro, og luften knitrer som cykeldæk på saltet asfalt. Københavnerne er på vej i begge retninger, og rimfrosten har som det eneste sat sig på de grønne bænke. Vinterstøvler tramper i takt, duerne skriger og busserne bremser til byens rytme. En samfundets sang, som svanerne i søen står på hovedet til, og som undergrundsrapperen Jacob Skyggebjerg kommer casually late til. Iført karrygul tophue, rød hættetrøje og ternet skovmandsjakke. De blå Converse er flade og hans gang på jord let svajende. Jeg præsenterer ham for dagens plan, at gå rundt i det hood, hvor hovedpersonen i Vor tids heltlever det første år i København, med spanskundervisning, med stoffer og med damer, han samler op i 7-Eleven.
»Hundrede. Det gør vi,« siger han og er allerede på vej over krydset for rødt.
»Hey, helt ærligt, mand!« udbryder en cyklist.
Skyggebjerg slår ud med højre arm.
»Sådan er det, når man går tur med mig.«
Attituden er verdensfjern, og hans skridt synes kun løst forbundet med det hoved, der styrer dem. Hastigt går det ned ad Nørrebrogade og rundt i det kvarter, han selv flyttede til i 2011. Et skæringspunkt i hans liv og den primære scene i hans roman, der udkommer på forlaget Gladiator i midten af december. En tekst, der blander stofkultur med provinslitteratur, og skal vi placere den nøgne overkrop på omslaget i det litterære landskab, må vi lægge den op ad den samfundsfjendske skrivestil, vi finder hos Lars Frost, en mistrøstighed som hos Kristian Bang Foss, her toppet op med spids nøgenhat, LSD, hvid heroin, MDMA, vaniljetobak og meskalin.
»Jeg læste Lars Frosts trilogi, mens jeg skrev, og den er jeg vild med. Den fik mig til at skrive,« siger forfatteren, der vedkender sig slægtskabet i skriften med Bang Foss og Frost, men også en Claus Beck-Nielsen inspirerer.
»Jeg er forholdsvis ny i branchen, men det er jeg nede med,« som han siger.
Lighederne er der, men hos Skyggebjerg er der ingen tilstræbt dekadence. Juleaften ender med en joint og en Morten Korch-film i sofaen hos faderen, og det gode selskab er definitivt afskaffet.
Skriv et svar