Foto: Paul S. Amundsen
’Det at vi ikke sætter ord på krigens realiteter, viser, at vi ikke forholder os til dem,’ siger Mikkel Brixvold, tidligere elitesoldat, digtdebutant og bådbygger og matros på Norges ældste skib. Information mødte ham, da skibet lagde til kaj i Bergen.
Der ligger Vestlandet stolthed,« siger taxachaufføren til mig, da vi ruller ind over brostenene i Bergen by. Ned forbi de rød- og gulmalede træhuse ved Bryggen, den gamle fiskerihavn, hvor Norges ældste og største skib, Statsraad Lehmkuhl, strækker sig hvid og skoleskibsagtigt ud i havneløbet. Solen skinner i den norske havneby, og folk drikker deres dyre øl under tæpper og ryger sig lidt varme til. Hvis de da ikke er ude at lufte deres løbetights og fleecejakker.
»Der er mange pensionerede sømænd i Bergen, og de drikker i fritiden,« konstaterer taxamanden.
Ved landgangsbroen til det tremastede sejlskib står en rødhåret mand i blå Nørregaard-trøje og løse jeans. Hans dag begyndte klokken 08.00, og solen har farvet hans nakke. Mikkel Brixvold, der normalt bor på i København, er ansat som matros og bådbygger på skibet og har bedt mig møde op efter klokken 19 på grund af sene arbejdstider.
»Verden er meget ligetil på sådan et stort skib, og der er mange regler,« siger han og viser op på det blankpolerede dæk. Skulle der være noget, der ikke skinner, er det hans opgave at fikse det. Brixvold, der er uddannet bådbygger og elitesoldat fra Frømandskorpset, har arbejdet og udstillet som billedkunstner og debuterer nu – til egen overraskelse – med digte om sin tid som elitesoldat.
»Det er et ret besværligt cv, jeg render rundt med efterhånden,« siger han afvæbnende og klør sig i håret.
Digtsamlingen Så efterlades alt flæskende udkommer den 4. juni og sprang ud af et andet skrivearbejde, fortæller han.
»Jeg var i gang med at skrive en kronik, og så kom det her, og så blev jeg bare ved.«
her er vi
de kronragede barberblade
her er alt andet end livet
ligegyldigt
Emnet har optaget ham længe. I 2012 skrev han kronikken »Tis og kugler« til nærværende avis, om hvorfor det skaber mere forargelse, når soldater tisser på fjenden, end når de slår ham ihjel?
»De soldater, der kommer hjem med grimme ting i bagagen, bliver mødt af en offentlighed, der slet ikke har et sprog, der gør, at den kan forholde sig til dem eller det, de har været igennem.«
Vi siger ikke engang »dræbe« eller »slå ihjel« men skriver i avisen om »tab« som var det noget abstrakt, og det er det største problem overhovedet, mener Brixvold. At sproget for krig mangler.
»Det er sådan, fremmedgørelsen og dehumaniseringen af soldaterne, vi sender i krig, begynder. Når de kommer hjem er det sådan lidt: ’Jamen du har jo selv valgt at tage af sted.’«
Skriv et svar