Tomas Espedal skriver i sporet af den tabte tid. Eller rettere i sporene af alt, han har tabt.

Sin ekskones død, sine døtres udflytning og den store kærlighed, der blev knust. For Espedal-aficionados flyder det hele sammen i en spiralformet bevægelse, der har avlet bøger som Mod naturen og Mod kunsten som de mest kendte. Det er historien om Espedals arbejderslægt, det er et portræt af slidet ved skrivebordet, af byen Bergen, af vennerne, husene og det er at være alene med to piger efter deres mors død. Som læser flytter vi med, når denne konstruktion af en jeg-fortæller flytter rundt på de mindste ting. Blomster, lamper og kommaer. Jeg kan ikke læse Espedal uden at føle trang til at købe gardiner. Jeg kan ikke læse Espedal uden at få lyst til at flytte ind i de sætninger, der letter som et åndedrag.
”Egentlig burde mine bøger bare hedde tab 1 og tab 2,” siger han selv. Han kommer trækkende på en sort damecykel. Ansigtet er forbløffet at se på, som har det sovet over sig, og endnu ikke lagt pudens aftryk fra sig. Jeg har mødt forfatteren tre gange tidligere, og hver gang blevet slået af den investering af liv, der ligger bag de bekendende bøger. For Tomas Espedal er hans bøger én lang bevægelse, begyndende med Biografi, udgivet i Norge ti år før nogen talte om Min Kamp, og indtil videre kulmineret med fortættet prosa i Året.
”Du er en af de få som ved det. Folk spørger aldrig til det, men for mig er der tale om ét stort romanprojekt.”
Skønt den nye bog med det turkisgrønne omslag er sat op som digt med linjebrud à la Klaus Høeck, så er det romankunst.
”Vi glemmer det ofte, men romanen er i sit væsen en eksperimentel genre. Romanen skal undersøge nye måder at beskrive virkeligheden på.”
Du kan påføre prosaen alt, mener Espedal, der indtil videre har arbejdet med rejselitteratur (Gå 2007), noveller (Bergeners 2014 ), notesbøger (Imod Kunsten 2010, Imod Naturen 2012), biografi, dagbog, breve (Biografi Dagbog Breve 2013), foto (Mitt privatliv 2014) og digt (Ly 2012 og Året 2016).
Hvad mangler du så – krimi?
”Ja, krimi og essays. Det sidste bliver det sværeste for mig, tror jeg.”
Den genre, Knausgård med sine nye bøger skriver om årstiderne i. Synkront med hans gamle skrivefælle fra Bergen. Undervejs med Året ringede norske Gyldendal til Espedal og bad ham droppe sit projekt, eftersom Knausgård var på samme skrivetogt.
”Din bog kommer til at drukne,” sagde de.
Det gør den nu nok ikke.

Men er det ikke irriterende at have en kollega og tidligere ven, der synkront skriver om præcis de samme ting som én selv?
”Nej,” ler han, ”det er interessant. Jeg var så spændt på at se, hvordan han havde løst det.”
Det virker næsten for venligt. Som det også gjorde, da de to for første gang sad på scenen sammen under Louisiana Literature i år. Espedal spillede klovnen, Karl Ove en knudemand med smerte i det smukke hår. Fælles for dem var to ting. Både Espedal og Knausgård er tæt på at få livet alene med børnene til at lyde som idyl. Interessant i en tid, hvor flere kvindelige forfattere beskriver samme familieliv som et fængsel. Det andet de har til fælles er tankerne om døden. De taler om at kollapse, at kroppen betaler prisen for det intensive arbejde med at skrive om deres følelser. At alle de litteraturfestivaler, der finder sted på alle tider af året, tager livet af dem. Et festivalliv der involverer en del alkohol og som Espedal beskriver i Året som det nye aristokrati.
”Man er fattig, men drikker champagne, ryger cigaretter og hilser på alle politikerne. Et udtryk for at økonomien i velfærdsstaten især i Norge har nået et niveau, så selvom mange digtere er fattige, så rejser de rundt på første klasse.”

Efter to års arbejde med Året, faldt Espedal om. Kollapsede hjemme hos nogle venner. Det var kroppen, der bad om pause, siger han.
”Hvis man skrev helt almindelige romaner, ville det være lettere. Jeg kender forfattere som kommer uskadt fra det. Det gør man ikke, når man går ind i sin egen historie.”
Det river og slider i følelserne, forstår man, og både hjerte, tunge, lever, milt og hovedet har der dårligt.

”Jeg har aldrig været til psykolog og det skulle jeg nok have været flere gange. Jeg har fulgt to mennesker ind i døden. Og to piger ind i livet. Jeg har spurgt mig selv, om jeg trænger til hjælp, men så går jeg ind i skrivningen og kommer til bunds i sorgen.”

En af de ting, Espedal tror på i den forbindelse, er Emmanuel Hocquards Théorie des tables. At man ved at lægge forskellige ting på bordet, udløser tekst. Teorien ses i fotografierne af hans skriveborde i fotobogen Mitt privatliv. Med keramiklamper, askebæger, notesbøger og modemagasiner.

Hvis man lægger dine bøger på bordet foran os, hvilken samtale fører de så med hinanden?
”Selvom historierne er de samme, og temaerne beslægtet, så er sproget altid noget nyt, synes jeg selv, men den ene bog udløser den anden. For eksempel udspringer Året af Ly.” (kortprosabog udgivet af det danske forlag Virkelig, red).
Dine bøger begynder ofte, hvor den foregående sluttede?
”Helt rigtigt. Den sidste sætning er næsten altid den første i den næste.”
Hvor Året slutter med den gode død, kommer næste roman til at åbne med ordene ”Vi dør flere gange i et liv.”
”Det er naturligt at slutte en bog med døden, men er det naturligt at begynde med døden? Det skal jeg gøre nu.”

Tomas Espedal håber, at man både i Norge og i Danmark vil kunne udgive bøgerne samlet i en boks med tolv bind.
”Nu må vi se, hvor langt jeg når. Hvor mange har jeg nu?”
Han læner sig frem over bordet. Vi tæller. Med Dagbog, breve, biografi, der på dansk er samlet til én udgivelse, men er tre uafhængige romaner, er vi oppe på ti.
”Jeg mangler bare at fuldføre projektet: De sidste bøger i mit romanepos. Og så gælder det om at holde intensiteten.”
Espedal håber, han har venner, der vil sige det til ham, hvis ilden slipper op.

”Der er jo ikke noget mere ulideligt end et forfatterskab, der flader ud.”

Intensiteten er ikke ovre, mener han.
”Jeg mærker det selv, at nu er vi der igen. Måske fordi jeg altid har valgt det vanskeligste. Det er både en leve- og skriveregel: hvis du kan skrive en let bog, så skriv den vanskeligste!”
Det værk, Espedal gerne vil efterlade sig er en romancyklus, der gør honnør til Prousts På sporet af den tabte tid.
”Proust er alt for mig,” siger han.
Leder man efter Proust i Espedals værker, ser man tegnene overalt. Han er optaget af tilstanden mellem søvn og vågen; der hvor man mister navn og alder, og ikke kan huske, hvor man er. At man har lagt sig til at sove på sofaen i stuen for at vente på sin datter, der kommer sent hjem. Den romantiske søgen efter tegn, som i Swanns verden; sønnen der på værelset vil gøre alt for at få det attråede godnatkys fra sin mor og sender et brev ned med husholdersken. Med Espedal er det lige sådan. Han gemmer ekskærestens breve (hun sendte altid de smukkeste konvolutter), han tænker på, hvad hun gør på de mærkedage, der var deres, og han beslutter sig for kun at elske hende resten af sit liv. Hende der forlod den virkelige Espedal for snart syv år siden. Forfatteren finde en frænde i Petraca, der skrev sonetter om sin Laura, men på et overdådigt cruisetogt siger Espedals far til ham: ”Jeg har også kun elsket en kvinde”.
”Jeg forsøger at skrive i Petracas spor, men har ledt efter min aldrende fars historie,” siger Espedal forundret, og så er vi tilbage til romanværkets strategi, der handler om at skrive sig ind i sin egen historie. Året toner ud i tanken om ’den gode død’, og det er den han vil skrive om i næste bog. Døden trækkes ind i skrivningen og bliver – måske – en litterær mulighed. Da jeg mødte Espedal i 2013, talte han om at have fem-ti bøger tilbage. Nu taler han om to-tre stykker.

”Det er elleve år siden, jeg har været hos lægen,” siger han.
Vi sidder foran Café Sommersko i København. En fragtbil hyler, når ladet tippes. Folk i smukke sko forsvinder i dyre butikker. Espedal er 55 år, men føler sig gammel.
”Min mor blev 62 år, så det regner jeg med, selvom jeg ryger mere end hun gjorde.”
Det er en konstatering snarere end en begrædelse.
”Har man realiseret sig selv, er døden ikke farlig. I min alder bliver det meste gentagelser. Det eneste der er nyt, er faktisk døden. Det andet kender man.”
Derfor vil han ikke til lægen. Det skal gå naturens gang.
Det er jo en romantisk tankegang?
”Det siger mine venner også: du er romantiker.”

Espedal kan blive fortryllet af en elv, af et lys der kommer og fugle der letter. Samme naturromantik har han overført til beskrivelserne af et interiør i Mit Privatliv, hvor en forkærlighed for blomster og lamper lyser op fra siderne.
”Hvis du er alene og omfavner en lampeskærm, er det næsten som at omfavne noget levende, fordi den er varm og den har lys.”
Jeg ser tvivlende på ham. Han ler.
”Hvis folk så mig, ville de også sige: han er syg. Men det hænder ofte. Jeg står i min rus og holder om disse gamle lamper. Der er en del psykologi i det, for lamperne har været min mors.”
Du holder liv i mindet om din mor med blomster og lamper. Holder du også liv i din kærlighedssorg ved at skrive om den?
”Ja, den næres af det, men den ville have klaret sig uden.”
Det er ikke kun Espedal, der skriver om den. Ekskæresten har også udgivet en roman om det, kaldet Eneste. Det var her, den kæreste, Espedal har skrevet om, identificerede sig selv. I Året skriver han om smerten, da hun finder sammen med en af hans venner. Om hvordan han planlægger at gøre vold mod ham, tage toget til Oslo og banke ham. Forklædt som kvinde.
”Det er en konstruktion. I hvert fald det med min mors paryk. Husk på litteratur er overdrivelsens kunst.”
Dog mener han det med volden.
”Blandt mænd synes jeg det er ret og rimeligt at ordne det sådan. At svare smerte med smerte, men jeg klarede at lade være, for hendes skyld.”
I stedet skriver han på den følsomhed, der hører romantikken til. Skruer op for klassisk musik, beruser sig og græder. Følsomheden kan slå ud når som helst.
”Da jeg cyklede gennem København i går aftes, var det regnvejr og jeg var fuld. Da jeg kom ind på hotellet, spillede de Grieg, og jeg tænkte, det var det smukkeste, der nogensinde var skrevet. Det er det ikke, men oplevelsen var forstærket af regnvejr og rus.”
På samme måde er den langsomme rus en skrivemetode, siger han. En blandt mange.

”Inden jeg tog ud for at spise med en ven i går aftes, lå jeg og læste bogen En hårnål klemt inde bag panelet af Søren Ulrik Thomsen.

Han skriver: ” Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i morgenmørket.”
Espedal suger luft ind.
”Ej, det er jo så ’vakkert’!”
”Da jeg læste den sætning, så tænkte jeg ’fanden stå i det’, den følsomhed den er jo så stor. Har man cyklet gennem København og hørt en lille klokke ringe; da begynder dagen på ny.”

Interviewet blev bragt i Weekendavisen.