Da jeg forlader Jamboys atelier i Bredgade har jeg lyst til at ryge. Jeg er også blevet tændt på at starte min egen lille tobaksproduktion op. I folkesundhedens navn forestås. Et paradoks for hvordan kan den skadelige tobak samtidig være sundhedsfremmende? Det spørgsmål optager de to unge kunstnere, Lasse Mouritzen (27) og Peter Kærgaard (26) så meget, at de medio april stiftede landets første direkte socialt ansvarlige tobaksvirksomhed [Stajəl]. Navnet udtales som det engelske ord ”style” og spiller på brugen af marketingssprog.
”Vi taler meget om, hvordan virksomhed legitimerer deres produkter ved brande sig på noget godt. Tag bare Coca Cola, der igen og igen fortæller, at deres produkt handler om fællesskab.”
I den genre var et cigaretfirma der ønsker at øge folkesundheden det mest ekstreme eksempel, kunstnerduoen kunne finde på, og projektet er af praktisk filosofisk karakter, for hvad er egentligt værst? At være et skadeligt produkt eller at være et skidt produkt, der lapper på skaden med en social profil? Firmaets officielle åbning bestod i en fernisering af en installation i Kunstrum Snæversti ved Museet for Samtidskunst i Roskilde, der kan ses frem til den 30. juni 2015. Den smalle passage og tidligere pisserende giver i dag plads til eksperimenterende kunst i de glasmontre, der førhen var udstillingsvindue for butiksreklamer. Selve installationen består af et lærred påklistret med 10.000 tomme cigarethylstre.
”Det tog os tre dage at lime dem sammen og klippe dem til, så de danner firmaets logo,” fortæller Peter Kærgaard, der slæbte de tre poser med tomme cigarethylstre hjem.
Et logo der i øvrigt minder om logoet for verdens mest internationale tobaksbrand British American. Bag logoet lyser et neonlys og giver hele værket en aura af en kitschet, salgsagtig æstetik.
”Det ligner en reklame i lufthavnen,” som de selv siger.
Ved ferniseringen holdt de to stiftere en åbningstale iført sælgerskjorter og solbriller.
”Vi agerer corporate, men gerne med så tyk en ironi, at folk tænker: ”Sikke nogle tosser.””
”Værket er ikke færdigt, men en proces,” siger Lasse Mouritzen, og det er lidt af et mantra for kunstnerduoen. Her består processen i at få produceret noget tobak og via hjemmeside og Jamboys facebookside, hvor de deler viden om tobaksproduktion, opfordrer andre til at gå i gang. Formålet er at skabe lokale fællesskaber for at skabe modpol til et globalt marked.
”Det er billigt at være selvforsynende, og tobaksplanten er en prydsplante,” argumenterer de to festrygere, der har været i kontakt med flere selvforsynende tobaksavlere i Danmark.
Lige som de har læst beretninger om hjemmedyrkede smøger under 2. Verdenskrig, hvor produktionen var på sit højeste.
”Og så er det er let at producere. Vi talte med en mand, der efter fyrre timers arbejde med at tørre tobak i sommerhuset, havde produceret nok til sit eget forbrug i to år,” fortæller Lasse Mouritzen og Peter Kærgaard i munden på hinanden.
Som de sidder der i en ramponeret lædersofa med en guitar i ryggen og to næsten ens lyseblå skjorter ligner de et boyband. De går med hinduistiske armbånd, har begge haft italienske kærester og læser på Roskilde Universitet (RUC). Studierne i byplanlægningsprocesser ligger tæt op af de kunstneriske projekter, der ofte bliver til en i en lokal og urban sammenhæng. I samarbejde med gadesælgere i Mumbai og i Torino har Jamboy således produceret plakater, der reklamerede for af disse sælgers små gadevirksomheder. En skopudser og en blomstersælger for eksempel. Mennesker, som de udviklede venskaber med, og som så sig selv sat ind i en reklameæstetik fra 30’erne.
”I starten afviste gadefolket enhver interessse i dem selv. ”Du skal se monumenterne,” sagde de. Eller Café Leopold. ”De er det, du skal se, du skal ikke snakke med mig.””
Til sidst oplevede kvinden, der solgte blomster at blive lukket ind på det museum, plakaterne var udstillet i. Et sted hun normalt var forment adgang til.
”Det i sig selv var en opblødning af to meget forskellige verdener og magtpositioner,” forklarer Peter Kærgaard.
Under overvejelserne om urbane eksperimenter, ligger et personligt behov for at gøre noget og bløde grænserne mellem mennesker op.
”Jeg ønsker ikke at bekræfte en stereotyp om turisten, der skynder sig at tage et billede og i al hast rejser videre. Jeg synes ikke, jeg kan tillade mig andet end at forsøge at skabe et bånd og en dialog med de mennesker, jeg møder, når jeg rejser.”
Et udtryk for en ansvarsfølelse, som Peter Kærgaard oplever i mange sammenhænge.
”Jeg får ondt i maven, når jeg ser en hjemløs, en dranker eller en, der ligger syg på gaden. Det får mig til at tænke over, hvordan vi kan arbejde med ulighederne. Men ting der er mere fjerne fra vores liv, er det svært for mig at føle ansvar for.”
Netop derfor sætter Jamboy de usynlige magtfulde strukturer fra cigaretindustrien i spil med værket [Stajəl].
”De fleste af os ved godt, at rygning skader os selv, men de færreste af os tænker over, at vi ved at købe cigaretter også støtter Philip Moris (der blandt andet producerer Malboro, red.) og den vanvittige reklamekampagne, der foregår i Indonesien for at få småbørn til at ryge med kiosker tæt på skoler og salg af enkeltcigaretter til 10-årige.”
Begynder man at hjemmeproducere, forskyder man selvsagt det magtimperium. Værket og lanceringen af firmaet [Stajəl] ligner markedsføring, men er en social proces.
”Vi undersøger forholdet mellem hverdagsliv og markedslogik, og ser, hvor det bærer hen,” siger de.
I andre værker har Jamboy har taget fat i identitetsdannelsen mellem krop, data og samfund. Inspireret af den traditionelle performancekunst som den serbiske kunstner Marina Abramovic’ performance ”The artist is present” på MOMA i 2010. I deres performance fra 2013 med titlen Who we are? i Valby Kulturhus gav de over fire dage publikum fuld adgang til deres personlige data. Netbank, email og Facebook inklusive. For tiden nedfælder de to venner hele deres liv i en diger og kompleks juridisk kontrakt, der skal bruges i en senere performativ kunstakt.
”Tanken er, at man skal kunne leje vores identitet på ugebasis, og derfor skal den potentielle lejer vide, præcis hvor meget shampoo, vi hver især bruger i badet om morgnen.”
Lige som han eller hun vil få adgang til såvel deres konti som deres kærester.
”Der er lige nogle ting, er skal afklares,” medgiver de.
Navnet Jamboy stammer fra en beskrivelse fra kolonitiden i Indien. Når repræsentanter fra det britiske styre spillede golf, blev de frygteligt generet af fluer, myg og insekter.
”Så de hyrede fattige børn og gav dem en spand syltetøj, som de smurte sig ind i.”
Disse jamboys gik nu et par hundrede meter fra golfspillerne, så man var sikker på, at de ville tiltrække alle insekterne.
”Vi har ikke kunnet få historien endelig bekræftet nogen steder, men begrebet florerer stadig på golfsites på nettet, hvor man søger efter jamboys som udtryk for sådan lidt smart overklassehumor,” siger Peter Kærgaard.
Der tager virkelighedens jamboys dem på ordet. I et projekt der er i sin vorden vil kunstnerduoen stille sig til rådighed som hvide jamboys for golfspillere fra hele verden. Pressefotoet er allerede taget. Det var om vinteren og ”pissekoldt at stå i syltetøj.”
”Vi lavede en stor boks, smurte os ind i jordbærmarmelade fra en spand i Netto og slap 400 krølfluer og 400 spyfluer fri.”
Man ser det for sig. Det afklædte boyband rullet i velstandsskyld og jordbærsyltetøj og med krølfluer på hele kroppen.
”Vi håber, vi bliver hyret til et varmt sted som Bahamas, og er spændte på, hvem der vil købe værket og dermed bekræfte en kolonimyte,” siger Lasse Mouritzen.
”Så vi må vi, hvem det bliver mest pinlig for.”
Interviewet blev bragt i Weekendavisens Kultursektion
Skriv et svar