Mens isen fryser endnu en grad på det, der må være Danmarks længste grusvej, stiger røgringene fra piben i det gule hus på Djursland, hvor Søren Ryge Petersen byder på kaffe og kage fra Sønderjylland. Han taler gerne og gladeligt om de almindelige mennesker, han elsker at portrættere, og om den fortællelyst, der har ført til, at han siden slutningen af 1970?erne har lavet tv-portrætter, haveprogrammer, skrevet bøger og holdt foredrag over hele landet. Spørgsmålet er, hvad det giver ham at fortælle?
“Det giver mig en stor og grundlæggende glæde, og det gør mig glad som tv-mand, når jeg laver noget, folk kan huske,” siger han og tilføjer:
“Jeg nyder at se, at tilhørerne er grebet af det, jeg fortæller, og ikke falder i søvn.”
Det sidste er især vigtigt, eftersom Søren Ryge Petersen holder mange af sine foredrag på ældrecentre og plejehjem.
Og her går en historie ofte igen. Nemlig fortællingen om, hvordan Søren Ryge Petersen, da han i 1984 flyttede til Djursland, blev nabo til de to enlige brødre Anders og Julius. Et naboskab, der førte til, at Søren Ryge Petersen efter eget udsagn fik lavet det bedste tv, han nogensinde kommer til at lave. Selvom de syv programmer har 20 år på bagen, har der været venteliste på at købe den dvd, der udkom med Anders og Julius i november, og som allerede har solgt i mere end 50.000 eksemplarer.
Men det er ikke kun professionelt og på skærmen, at Søren Ryge Petersens fortælletrang skinner igennem. Også i familiemæssig sammenhæng har han svært ved at sidde stille, hvis lejligheden til at holde tale byder sig.
“Jeg kan nok godt lide at være i centrum,” siger han.
“Ha!”, lyder det inde fra stuen, hvor Cathrine Becher, som Søren Ryge Petersen har boet sammen med i en årrække, lytter med.
“Jeg kan også sige det værre: Jeg kan godt lide at optræde,” siger Søren Ryge Petersen og skuler hen mod døren.
“Ha ha,” lyder det derindefra efterfulgt af et:
“Sikke en ærlighed, der bliver lagt for dagen derude i køkkenet.”
Festlige lejligheder, hvor en tale kunne komme på tale, er der nok af, for Søren Ryge Petersens familie er stor og har et nært forhold. Selv har han tre voksne børn fra tidligere ægteskaber og tre børnebørn. Cathrine Becher, der er friskolelærer på Djursland, har også tre børn og seks børnebørn, og alle mærker de til Søren Ryge Petersens glæde ved at fortælle en god historie.
“Det bedste publikum er klart mine børnebørn. Jeg elsker, når jeg fortæller dem en historie fra min barndom, og de siger: ‘En til!’,” siger Søren Ryge Petersen, der mener, man skal mærke sine børnebørn i både kød, blod og lyd, og derfor insisterer på at være en bedstefar, de vil kunne huske.
Interessen for at fortælle kom tidligt. Det hele begyndte i Agtrup i Sønderjylland, hvor Søren Ryge Petersen voksede op i den ene ende af den skolebygning, hvor hans far var lærer. Han gik altid – og ikke overraskende – ud over emne og omfang, når han skrev dansk stil. Siden flyttede han fra marsken og til universitetsbyen Aarhus, hvorfra han blev uddannet cand.phil. i dansk.
Men en ting er sans for sprog og fortælling, noget andet er evnen til at se og møde de mennesker, der gør de gode historier rigtig gode. Søren Ryge Petersen, der er blevet kaldt “akademikeren i gummistøvler”, synes at vade ind i historier som Anders og Julius, og skulle tilfældet svigte ham, kan han ty til de over hundrede tip, han får fra folk om helt almindelige mennesker med usædvanlige historier.
Et sådant tip fik han om Edith fra Østerbro, der optager tv-manden og fortællerens hele sind for tiden. Edith er 98 år og har boet de sidste 74 år af sit liv i en toværelses lejlighed på Østerbro. Portrættet af Edith vises senere på måneden på DR 1, men vi får en snigpremiere i Søren Ryge Petersens stue.
Over nærbilleder af Ediths ældede hus lyder Søren Ryge Petersens genkendelige nasale stemme:
“Edith har røget, siden hun var 14 år, og måske er det derfor. Men det gør ikke noget. For aldrig har jeg set så mange – og så smukke – rynker i et gammelt ansigt.”
Edith, der har knoklet hele sit liv på systuen, tog sig til det sidste af sin gamle mor, til hun døde i Ediths toværelses lejlighed.
“Det er en både smuk, rørende og væsentlig historie,” siger Søren Ryge Petersen og fortsætter:
“Vi er det land i verden, der bruger flest penge på hospicer, og her har vi lille Edith, der som det mest naturlige i verden lader sin mor flytte ind og passer hende til det sidste.”
Den slags kan Søren Ryge Petersen ikke stå for og slet ikke, når det kommer fra et skønt og krøllet ansigt fyldt med levet liv. Men hvad er det ved rynker, der bevæger ham?
“Jeg synes, de er smukke. Jeg vil meget hellere se på et gammelt, rynket ansigt end på et glat og kedeligt modelansigt. En billedhugger eller en kunstmaler ville føle samme instinktive lyst til at fastholde og forevige et ansigt som Ediths.”
Ediths liv handler, som mange af de mennesker, Søren Ryge Petersen elsker at portrættere, om familiesammenhold og familieforpligtelser. To begreber, der ifølge Søren Ryge Petersen i den grad er på vej ud af vort samfund.
Et samfund, hvor alting går stærkt og er i bevægelse. Også – og måske især – på tv. Men ikke Søren Ryge Petersens programmer, der er blevet kategoriseret som “langsomt tv”.
“Lige nu klipper jeg programmet om Edith sammen med en ung praktikant i DR Østjylland, og hun er ved at dø, når jeg forklarer, at ingen klip må vare under fire sekunder i mine udsendelser,” fortæller han.
Tidligere varede et klip i et Søren Ryge Petersen-program seks sekunder, og for ti år siden endnu længere. Han følger med tiden, siger han og understreger samtidig, at ungdoms-tv, hvor hvert klip varer et sekund, det får man ham aldrig til at lave.
Men det langsomme tempo handler ikke kun om form. Om æstetik. Indholdsmæssigt holder Søren Ryge Petersen også af at holde en pause. Den er vigtig i en fortælling, og den er vigtig på fjernsynet, mener han.
“Jeg mener, vi burde holde langt flere pauser i vores moderne hverdag, og når vi er trætte i vores hoveder,” siger han og babber på den pibe, der trofast følger ham både på og uden for skærmen.
Pauser finder også sted i al tekst og i al musik, påpeger han.
“Hvad var den klassiske musik uden pauserne imellem satserne?”, spørger han retorisk og tilføjer med øje på honningkagen fra Sønderjylland:
“Og jeg burde holde flere pauser, når jeg spiser.”
I programmet om Edith blev der også en pause. “Farvel mor,” siger Edith på skærmen om den dag, hun sagde farvel til sin mor. Herefter begraver hun sit aldrende ansigt i hænderne og græder. Hendes besøgsven, Claus, går over og giver hende et knus og en smøg, og bagefter holder de en pause i interviewet. En pause, der også er med i det endelige program kun tilsat lidt klassisk musik: Schuberts klaversonate nr. 2.
En gang har Søren Ryge Petersens hang til pauser skaffet ham Benny Andersen som gæst i et af de populære haveprogrammer. Digteren var nemlig træt af, at hans naturlige tænkepauser altid blev klippet ud på tv, og Søren Ryge Petersen måtte love ikke at klippe en eneste af dem ud. Det løfte holdt han naturligvis.
Selv får Søren Ryge Petersen ikke tid til mange pauser mellem de 20 tv-programmer, han laver om året, bøgerne, han skriver, og de mange foredrag, han holder på plejehjem og ældrecentre. Og her slår det ham af og til. At han også selv bliver ældre.
“Det sker, at jeg tager mig selv i at tænke: ‘Bare jeg ikke ender her’,” indrømmer han og tilføjer:
“Det er ikke, fordi det er jammerligt, det, jeg ser. Det er bare, fordi jeg så gerne vil ende mine dage her, hvor jeg har boet i 25 år, i mit lille hus ude i naturen.”
Skulle det ske, at Søren Ryge Petersen blev syg, ville han ydmygt ønske, at et af hans tre voksne børn, Signe, Jens og Malte, ville spørge:
“Far, vil du komme at bo hos os?”.
Men dér er vi ikke endnu. For selvom han ifølge kommunen godt kan lade sig pensionere nu, har han ingen planer om at trække sig fra skærmen.
“Jeg er 65 år og er ikke en truet race endnu. Jeg har mindst fem år tilbage at lave fjernsyn i,” siger han.
Efter det håber han stadig at kunne holde et foredrag i ny og næ eller drysse lidt tekst ud i avisen, som han siger.
For det kan godt være, at Søren Ryge Petersen bliver ældre, men historierne, de bliver ved med at komme.
“Det er jo derude,” siger han og peger ud i vintermørket.
“Og jeg kan nok ikke rigtig forestille mig kun at skulle fortælle dem til naboen og til Cathrine.”
Interviewet blev bragt i Kristeligt Dagblad den 7. januar 2011
Skriv et svar