Hillary Mantel: Min bedste bog til dato

Til Peoples Press’ bogkatalog 2010 interviewede jeg Hilary Mantel, der har ventet 30 år på at skrive Wolf Hall – en historisk roman og en universel historie om en mand, der arbejder sig op fra små kår. Ventetiden viste sig at være det hele værd, da modtog den prestigefyldte Man Booker prize og gjorde den historiske roman til hot debatstof i England.

Da den britiske forfatter Hilary Mantel, 57 år træder ind i den barokke og vildt ornamenterede festsal, hvor årets Man Booker Prize overrækkes, er hun for alvor kommet i godt selskab. Ved de runde borde i Guildhall i London sidder mange andre prominente forfattere, megastjerner og alt hvad England kan trække af kulturelt jetset.
Wolf Hall er Hilary Mantels tolvte bog, hun har tidligere skrevet både om den franske revolution og om hendes egen urolige barndom, men mangler det helt store gennembrud. Det får hun den aften.

”En fuldkommen moderne roman, der finder sted i 1600-tallet – en bog med flydende prosa, fuld af fortryllende, lysende detaljer.”

Sådan lyder juryens dom, da hun modtager prisen for sin roman om Thomas Cromwell, en af de lendende minstre under kong Henry VIII. Med prisen er det lykkes Hilary Mantel at blive en del af det ekstremt eksklusive selskab, der skriver ‘fiction at its finest’, som Man Booker Prizes slogan lyder.

Personligt er det også lidt af en drøm der går i opfyldelse for Hilary Mantel, der har haft Wolf Hall på tegnebrættet meget længe. 30 år for at være helt præcis.
”Jeg vidste, at det ville tage lang tid at researche til bogen, og at det ville blive en stor udfordring. Derfor ventede jeg til, jeg havde råd til at tage mig den tid, det tager, og til jeg var klar til at møde den udfordring som forfatter,” fortæller Hilary Mantel.

Ventetiden har dog vist sig at være det hele værd. Med Man Booker Prisen følger 50.000 pund, en filmatisering og en åbning mod det internationale marked. Derfor kommer Wolf Hall nu også i dansk oversættelse, og Hilary Mantel tager gerne imod muligheden for at komme til landet, hvis chancen byder sig.

En svær øvelse
Som ventet har selve arbejdet med Wolf Hall taget langt tid, i alt har Hilary Mantel brugt fem år på at researche og skrive den 650-sider lange roman.
”Jeg begyndte med at få mig et overblik over tidens politikere og arbejdede mig ned gennem de mere personlige dokumenter og breve. Samtidigt forsøgte jeg at uddanne mig selv i periodens kultur – bøger, musik, arkitektur og kunst,” fortæller hun om processen, der har været dynamisk.
”Jeg er ikke en af den slags forfattere, der først arbejder sig gennem alt materialet for så til sidst at begynde at skrive. For mig har det været en mere dynamisk proces. Når jeg skriver en scene, viser det sig måske, at jeg mangler noget information, og omvendt kan det være, at et dokument fanger min opmærksomhed og får mig til at bygge en scene op rundt om det.”
For at nutidige læsere kan føle med de historiske personer, taler de i bogen ikke i et 1600-talsengelsk.
”Det korrekte engelsk fra den tid ville have været meget trættende for moderne læsere. Samtidigt ønskede jeg at fange en tone af det, så hvis jeg kan, bruger jeg lidt af personernes egne ord og væver dem ind i min tekst. Jeg læser mange breve i min research, og selvom brevene fra dengang ofte var meget formelle, så var de dikterede, og det vil sige, at man måske kan fange noget af rytmen i det talte sprog,” forklarer Hilary Mantel.

Historisk fakta eller fri fantasi
Det er med andre ord noget af en øvelse at skrive en gammel historie i et nutidigt og alligevel troværdigt sprog. Man Booker prize og de fine anmeldelser tjener som bevis på, at det er lykkedes for Hilary Mantel.
Men samtidigt har hun med den prisvindende Wolf Hall startet en debat om den historiske roman, der stadig ruller i England. Slaget i debatten står omkring, hvor meget der er historiske fakta og hvor meget der er udtryk for forfatterens fantasi i en historisk roman. På den ene side hævder nogle historikere, at læseren har krav på at vide, hvad der er fakta, og hvad der er opspind. På en litteraturfestival i sommeren 2010 foreslog en af Englands førende militærhistorikere for eksempel, at forfattere fremover bør markere de afsnit, de har digtet med fed. Som modreaktion krævede en bogblogger ved avisen The Guardian enhver forfatters ret til at tage en virkelig fortælling videre. Som den kvindelige blogger retorisk spurgte:
”Hvor ville Shakespeare have været, hvis ikke det var for hans frihed til at genfortolke historiske figurer?”
Udover at være blevet hædret med Man Booker Prize, har Wolf Hall også vundet Walter Scott-prisen, der gives for årets bedste historiske roman. Dermed ser hun ud til at have klare den svære balancegang mellem hensyn til de historiske kilder og narrativ fremdrift. Wolf Hall bliver overalt rost for både at indeholde betydningsfulde historiske detaljer, og samtidigt lade dialog, humor og scener komme før beskrivelse.

En ekstraordinær personlighed
Hilary Mantel selv ønsker ikke at bruge mærkatet ‘historisk roman’ om sin bog. Det, der fascinerede hende og ansporede hende til at skrive om Thomas Cromwell – TudorEnglands førende minister – var Thomas Cromwell selv og ikke den historiske periode.

”Jeg har skrevet en historie om en ekstraordinær personlighed, og jeg tror, han ville have været ekstraordinær i enhver historisk periode. Han er søn af en voldelig, alkoholiseret smed og ender som Jarlen af Essex. Det spørgsmål, der driver mig igennem hele bogprojektet er: Hvordan gør han det?” forklarer den kritikerroste forfatter.
Thomas Cromwell er kendt af hele den engelske befolkning, og det er derfor ikke helt nemt at skrive en ny historie om ham.
”Historien om Thomas Cromwell som ham, der hjalp med at få Henry VIII’s første ægteskab annuleret (der var ingen arvinger), skønt det var paven og den katolske kirke meget imod, og som ham der skrev loven, der gjorde kongen og ikke paven til overhoved for den engelske kirke, er kendt af alle. Men der er en anden historie også.

”Hans private liv er stort set ukendt, som en blank side, der bare ventede på at blive fyldt ud,” fortæller Hilary Mantel, der også selv mener, det er hendes bedste bog til dato.

Wolf Hall er af flere anmeldere blevet kaldt ‘unputdownable’ – umulig at lægge fra sig. Det skyldes først og fremmest det stærke træk, at hele bogen er fortalt fra Thomas Cromwells synspunkt. Som læsere bliver vi ikke belært og fortalt om en historisk periode, vi lever, bløder og slås os selv igennem historien via ham. Sådan starter bogen:

”Rejs dig så op.”
Fældet, fortumlet, tavs er han faldet; væltet omkuld på brostenene i gården. Hans hoved vender til siden; hans øjne er rettet mod porten som om nogen måske kom og hjælpe ham. Ét slag, rigtigt placeret, vil kunne dræbe ham nu.
Blod fra flængen i hans hoved – som var hans fars første slag – pibler ned over hans ansigt. Føj til dette at hans venstre øje er blindet; men hvis han skæver til siden, kan han med sit højre øje se at stingene i hans fars støvle er ved at gå op. Snoren er revet op af læderet, og en hård knude på den har ramt hans øjenbryn og lavet endnu et sår.
”Rejs dig så op!” Walter brøler ned til ham og overvejer hvor han skal sparke ham næste gang.”

Her på side et, ved læseren ikke, hvem ‘han’ er. Men ‘han’ er konsekvent – også hvor det ikke grammatisk giver mening – Thomas Cromwell. Dette er hans historie, og den kunne have været fortalt på mange måder. Hvordan beslutter Hilary Mantel sig for hvilken scene, der skal indlede den 650 sider lange fortælling?
”Disse helt afgørende beslutninger, synes altid at blive taget i et splitsekund. Det slog mig, at Cromwell skulle starte som han vil ende – på gulvet, ventende på døden,” afslører Hilary Mantel.
Thomas Cromwell ender med at blive halshugget på Henry VIII’s foranledning. Han havde skaffet sig for mange fjender ved at fratage adelen og kirken deres privilegier. Senere fortrød kongen bittert og angrede til sin død, at han satte en stopper for Thomas Cromwells liv.

Sin egen lykkes smed
Hilary Mantel kommer selv fra små kår, med en far, der var smed, og hun har tidligere skrevet om Robertspierre i den franske revolution, der også var en ‘selfmade man’.
”Jeg har svært ved at identificere mig med mennesker, der er født til magt eller rigdom. Jeg er interesseret i at se, hvordan de kommer til det.”

”Dybest set,” har forfatteren sagt ved en oplæsning, ”er jeg interesseret i at se, om vi virkeligt er vores egen lykkes smed.”

Hilary Mantel viste sig at være sin egen lykkes smed, da hun modtog en af de største litterære hæderspriser – Man Booker Prisen – i 2009. Da hun den aften i Guildhall rejste sig for at tage imod hæderen, var hun i sig selv så barok og stemningsfuld at se på, som den sal hun stod i. Iklædt en lang kåbe af guld- og sortfarvet brokadestof, med håret sat i en skarp page, og læberne malet højrøde, gik hun op og sagde blandt andet: ”Jeg flyver gennem luften af bare lykke over at have vundet.”

Interviewet blev bragt i Peoples Press’ bogkatalog 2010