Hvis der er én ting, jeg tager med mig, så er det at mærke rigtig godt efter, hver gang jeg mærker optræk til noget opbyggeligt. For sådan er livet ikke, livet er sig selv, og livet giver ondt af sig, hvis du vil skrue det ned i opbyggelighedens spændetrøje, siger Jens Albinus, der voksede op på en præstegård som søn af sognepræst Erling Albinus. – foto: Leif Tuxen.
For skuespilleren og præstesønnen Jens Albinus, der i april vandt sin anden Reumert for årets mandlige hovedrolle i ”Jeppe på Bjerget”, er det en dyd at være lidt dum, se på verden med barnets øjne og modsætte sig enhver form for opbyggelighed
Han træder hueklædt ind ad døren, bøjer sig ind under den sorte industrielle lampe og hilser til goddag. Vi er på Café Elefanten, en del af Carlsbergbyen på Vesterbro i København, hvor fabriksæstetikken råder og et udendørs tovværk agerer bærende skønhedsplet.Jens Albinus kommer her ofte med sine to børn, fordi her er så frit, og det ligger et stenkast fra hans hjem på Frederiksberg. Den 47-årige skuespiller har på forhånd fortalt, at han gerne taler om Holberg, hvis ”Jeppe på Bjerget” han har spillet hele to gange, men at han især gerne vil runde teatrets rolle i det moderne samfundsfællesskab. Et teater, der bliver skudt på fra alle sider, som fattes penge, og som står over for nogle særlige udfordringer i en moderne tid.
”Det er vel med teateret som med kirken,” siger han smilende, ”de fleste synes, det er godt, det er der, men kommer der ikke nødvendigvis selv.”
Interviewet blev bragt i Kristeligt Dagblad den 19. maj 2012. Læs det her
Comments are closed