Susanne Staun er en ener i dansk litteratur, der indimellem står alene i skyttegraven mellem litterater på den ene side og krimi-aficionados på den anden. I tolv år har hun kæmpet for at gøre krimien stueren nok til de litterære saloner, og i år ser det ud til at lykkes for den 53-årige forfatter:
Vi skulle egentlig have mødtes på Vesterbros dagligstue, Jernbanecaféen – af indlysende røgfyldte årsager. Men mens støttebandet ‘Artig Verner’ spiller til fordel for Vesterbros første fixerum, ringer Susanne Staun og spørger, om vi ikke kan mødes på en mindre tæt befolket café på Halmtorvet i stedet for. Så kan man godt nok ikke ryge, til gengæld kan man høre, hvad hinanden siger. Og Susanne Staun elsker at tale. Om krimier, om selvtægt, og om den den skyttegravskrig, der finder sted mellem ‘lortekrimier og litteratur’, som hun siger. I aften er hun glad og ude for at fejre, at hun lige nu lægger sidste hånd på en thriller, der udkommer til september.
”Det er så dejligt, når jeg er færdig med en bog. Så skejer jeg seriøst ud, ser alle mine venner, og spiser på svinedyre restauranter, jeg slet ikke har råd til,” fortæller hun, da vi har fået sat os ned, og tilføjer med blikretning mod baren:
”Kommer ham der Prince Charming bag baren ikke snart herover?
Han behøver ikke udgyde sin testosteron, bare lidt rødvin. Baby come on, come on.”
Lige nu er der al mulig grund til at skeje ud. Susanne Staun har netop fået at vide at hun har fåetHarald Mogensens-prisen, der tildeles ‘Døderummet’ som bedste kriminalroman 2010. Den retsmedicinske thriller ‘Døderummet’ indstilles dermed automatisk til den skandinaviske krimipris ‘Glasnøglen’.
”Det gør mig helt barnlig glad. Jeg har været den evigt nominerede,” siger hun selv om den anerkendelse, der følger med fra krimiverdenen. Samtidig høstede hun tidligere i år den store litteære anerkendelse, at blive indstillet til Weekendavisens Litteraturpris for ‘Døderummet’, og dermed ser der ud til være dømt våbenhvile i den kamp, hun har ført for at få krimien anerkendt som ‘rigtig’ litteratur gennem de sidste tolv udgivelser.
Forfatter ved et tilfælde
Det var ellers lidt af et tilfælde, at Susanne Staun blev forfatter. Opvokset i en småborgerlig lægefamilie, udfyldte hun rollen som den trodsige treer, der ikke ville sidde stille, lære manerer og holde op med at stamme og tisse i sengen. Senere fik hun topkarakterer på engelskstudiet, og fortsatte på et Fullbright-stipendium videre til en uddannelse som journalist i USA. Hjemme i Danmark redigerede hun tegneserier hos Egmont i ti år, inden hun sprang ud som forfatter nærmest ved et tilfælde. Susanne Staun sad i sin mormors sommerhus, hvor hun altid skriver, og skrev ordet ‘dumme’ gentagne gange på et stykke papir om den nabo, som hun lå i åben krig med, og det udviklede sig til debutromanen: ”Sådan lyder en salonriffel” fra 1998.
”Sådan er det meget, når jeg skriver,” forklarer forfatteren.
”Jeg sidder lidt og tænker, hm hvad kan jeg gøre med den her stemning, hm hvad sker der hvis jeg kobler den her sag på, og så ‘Wham-bam-thank-you-mam‘ eksploderer det hele, galoperer af sted med mig og bliver noget helt tredje,” siger hun.
”Bagefter står jeg sådan lidt og tænker: Hvad skete der lige her?”
En følelse, Susanne Staun ind til videre har haft tolv gange, og som hun sammenligner med den pludselig erkendelse af, at ens børn er blevet store (Susanne Staun har to teenagebørn, red.) Susanne Staun har som forfatter altid har ligget relativt lunt i anmeldersvinget, men mangler stadig at opleve et egentligt genenmbrud. Det ændrer sig måske nu, hvor hun har en ‘Glasnøgle’ i udsigt.
Den store fætter-kusine-fest i Horsens
Prisen for årets kriminalroman 2010 bliver overrakt på det, Susanne Staun ser frem til som årets abefest: Krimimessen i Horsens.
”Det er simpelthen en stor fætter-kusine-fest, hvor uglesete krimiforfattere kan mødes og feste, uden at en sur, sortklædt litterat står i ringhjørnet og peger,” siger hun, og referer dermed til debatten mellem litterater og krimi-aficionados om, hvad der kan kaldes kunst. Litteraterne på den ene side hævder, at krimi per definition ikke kan være kunst, fordi en krimi er skrevet efter en skabelon og derfor ikke kan være litteratur. Til det spørger Susanne Staun:
”Hvad er en krimi? En krimi er en litterær genre, der kræver to ting. Et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre nogen i at begå litteratur?,” hun hæver de markerede øjenbryn over de kohlindfattede mørke, livlige øjne.
Der er smæk for skillingen, når hun først har talt sig varm. På den anden side af kløften står krimiforfatterene og de forlag, der er har vejret morgenluft, og ‘pøser lortekrimier ud’ og ’giver os andre et dårligt rygte’.
”Så står litteraterne der, og peger: ”Se! Det er lort det hele,” siger hun.
En lortekrimi er i Stauns verden en roman, der ikke er skrevet af en rigtig forfatter. Sådan en med kærlighed til sproget.
Hvordan definerer man, hvad der er en god og en dårlig krimi?
”En god krimi udmærker sig ved at være skrevet med begge hjernehalvdele i brug. Den venstre til plot og den højre til sprog,” forklarer hun. ”Hvor en skønlitterærroman sagtens kan være skrevet med kun den venstre, skrives alt for mange krimier kun med den højre, og så går det altså helt galt.”
Hobos, fattigrøve og cowboys
Fotografen afbryder hendes talestrøm, og vil have os med ud til Øksnehallens mere dunkle udendørsbelysning.
”Jeg hader fotografer, det skal du bare vide,” siger hun, mens vores støvletrin giver genlyd over brostenene og lighteren gnistrer.
”Du har bare ikke at lave art på min bekostning, thank you very much.”
Hun ømmer sig flere gange i den bidende aftenkulde, og siger hun nægter at blive syg netop nu, hvor hun er på vej til New York. Alligevel gør hun, som der bliver sagt, og smiler og griner højt under hele seancen, hvor fotografen beder hende trække en strømpebuks ned og op over hovedet, posere og ryge samtidig. Da vi er kommet indenfor igen, og Prince Charming langt om længe har været forbi med et glas rødvin fortæller hun om den forestående tur til The Big Apple.
”Jeg skal over og besøge min veninde, og så skal vi spise frydefuldtsvin på Anthony Bourdains restaurant, men vi skal også lave noget arbejde på min nye bog.”
Susanne Staun fortæller, at halvdelen af den nye thriller, som næsten er færdig, foregår i staten New Yorks såkaldte ”panhandle”, den del af staten, der ligner et stegepandehåndtag, og hvor der kun bor ‘hobos, fattigrøve og cowboys’.
”Det er et fantastisk sted. Vi har en fælles bekendt dér, som viplejer at ryge os godt skæve med. Så sidder vi på hans veranda og lytter til, at de plaffer hinanden ned i skoven ved siden af,” siger hun.
Tager du altid ud og besøger de steder du skriver om?
”Ja, som regel, men jeg gør det først efter jeg har skrevet romanen og finder altid ud af, at det, jeg havde forestillet mig, virkede bedre. Men jeg vil så gerne behage min redaktør gennem tolv år – jeg vil kysse den jord, han går på – og hansiger altid: ”Hvis dine karakterer absolut skal tænke så meget, kan de så ikke stå et sted og gøre det? Kan vi ikke få noget rum?” Hun slår en høj latter op, og popper et stykke nikotintyggegummi i mangel af bedre.
”Så nu tager jeg til New York for at prøve atskaffe den stodder mererum.”
Münchhausen by proxy
Den kommende bog lægger sig oven på en ‘virkelig’ sag fra 2009, som starter, da en mor kommer styrtende ind på skadestuen med sit 2-årige pige og skriger: ”Mit barn er brunt, mit barn er brunt.”
Ingen ved, hvad der er sket med pigen, indtil det bliver opdaget, at hun har været overhældt med afløbsrens, mens hun har været fastspændt i sin barnevogn. Susanne Staun har fulgt sagen, fordi en retsmediciner, hun kender, viste hende de ar, han har på armen efter selv at have lavet forsøg med afløbsrens. Forsøg, der klart beviste, at pigen var blevet forulempet på det tidspunkt, hvor kun moderen og stedfaderen var i lejligheden. Alligevel gik de begge fri i retten, da man ikke kunne bevise, hvem af dem, der havde gjort det, eller om det var dem begge.
”Det er da pisseprovokerende,” siger Susanne Staun oprevet. ”Den her retspleje vi har i Danmark, hvor man ikke kan dømme nogen kollektivt, gør at vi tager mere hensyn til gerningsmandens retssikkerhed end ofrets.”
Er det en samfundskritisk bog, du skriver?
”Ja og nej. Der er ingen forfattere, der sætter sig ned og siger: ”Nu vil jeg belyse hullerne i vores jura, det er for dårligt, at det kan foregå.”
Det er mere sådan, at en sag byder sig til, og så bider man på,” siger hun.
Præcis sådan var det med sagen om pigen, der blev vansiret for livet. Den lå lige til højrebenet for Susanne Stauns 47-årige retsmediciner Maria Krause fra ‘Døderummet’. I bogen kobler forfatteren sagen med ‘Münchhausen by proxy’ og lader halvdelen af bogen foregå i Rexville, New York og så begyndte det at blive rigtig sjovt, som hun siger. ‘Münchhausen by proxy’ er en et syndrom, hvor typisk en mor opdigter alverdens sygdomme til sit barn for at få opmærksomhed, og i sidste ende måske påfører barnet skade med vilje.
”Jeg har altid gerne villet lave noget med ‘Münchhausen by proxy’, og har tilbragt en hel aften i Horsens med en retsmediciner med kun at tale om det,” siger hun og tilføjer, at selvom sagen om den lille pige ikke ved første øjekast ligner en ‘Münchhausen by proxy’, så skal den nu 4-årige pige igennem mange plastikoperationer over flere år. Altså mulighed for massiv opmærksomhed.
Død over kendiskrimierneSelv mener Susanne Staun, at hun har skrevet den samme bog tolv gange. Om modne kvinder, der koste hvad det vil, går ud i verden med stungun og peberspray, og siger: Det vil jeg ikke finde mig i!
”Det er min måde at reagere på uretfærdighed på,” siger Susanne Staun, der intet har imod at få klistret mærkatet ‘femikrimi’ på sine bøger.
”Altså det handler om at se den nøgne abe i øjnene, som jeg siger. Femikrimi er en ganske udmærket varebetegnelse for det, det er: En krimi i et totalt kvindeinficeret univers,” siger forfatteren, der alligevel laver heltinder, der skiller sig ud og har mere end almindelige, ualmindelige vaner. Eksempelvis har Maria Krause fra ‘Døderummet’ det med at bestille voldtægter til sig selv – bare for adspredelsens skyld. Selvom Stauns figurer på den måde har det med at stikke ud, vil hun gerne forny sig.
”Jeg har jo stået i selvtægts-stampe i alle mine bøger,” siger hun, men tilføjer, at det bare falder hende nemt med den der spænding. At den rummer en puls, der er fed at skrive op af. Og hun har ikke tænkt sig at stoppe.
”Når man først har mærket, hvor mindblowing fedt det er, at noget galoperer af sted med én på den måde, holder man jo ikke op med det, ” siger hun. Heller ikke når man som Susanne Staun er midt i en krimi-krig.
Hvad skal der til for at slutte fred?
”Jeg siger til alle, der skriver lortekrimier, at de skal holde op, og de skal holde op lige nu,” siger hun, mens vi samler vores ting sammen og forlader det nu øde Vesterbro og Prince Charming bag disken.
Selvom hun er træt og rejser til New York i morgen, er der stadig smæk for skillingen, når hun taler om sit yndlingsemne.
”Min ambition er at gøre krimien stueren. Det er det, der mit projekt,” siger hun, mens vi går mod Hovedbanegårdens neonoplyste S-skilt.
Hvornår ved du, at du har nået dit mål?
”Jeg popper en flaske champagne den dag, kendisser holder op med at tro, de er forfattere, fordi de skriver krimier med venstre hånd og kommer på forsiden af Euroman for det.”
Hun griner højt, og puster hurtig røg ud.
”Ha! Den dag kommer nok aldrig.”
Interviewet blev bragt i Informations krimitillæg den 2. april 2011
Skriv et svar