Smörgåsar til tiden

 

Jeg medbringer jordbærkager til interviewet, så vi kan fika, et af flere finurlige ord, jeg har fået på hjernen efter at have læst Gitte Broengs romandebut, Frøken Klokken. »Fika« er svensk og betyder at indtage kaffe og kage.

Det gør den 19-årige Frøken Klokken sammen med sine to mandlige kollegaer, Tidskontrollanten og Telefoningeniøren, der står for optagelserne hos teleteknikvirksomheden L. M. Ericsson i Stockholm. Optagelser, der fandt sted i virkeligheden, men i Broengs fiktion holder de involverede lovligt mange pauser i forhold til tidsplanen.

»Jeg forestiller mig, hvad der skete, hvis Frøken Klokken fik tømmermænd midt i de historisk vigtige optagelser,« siger Gitte Broeng og viser ind i sin lille lejlighed på Amager.

»Jeg synes selv, jeg spiser meget, når jeg har tømmermænd. Ikke at det sker så tit,« undskylder forfatteren og bider til jordbærkagen.

Men i bogen bliver holdet bag tidsoptagelserne enige om at ringe efter smörgåsar, den svenske variant af smørrebrød, som Frøken Klokken indtager i studiet. Med pølse og store bidder leverpostej.

De svenske ord er bevaret, fordi Gitte Broeng mener, vi så vidt muligt skal tale vores egne sprog mellem de skandinaviske lande. Ligesom hun korser sig, når gamle ord og udtryk bliver fjernet fra Retskrivningsordbogen eller kommer i farezonen – som »brødflov« for eksempel.

Samtidig er måltidsscenerne i bogen en måde at give tiden fylde på.

»Jeg vil gerne beskrive, hvordan det føles, når tiden går. Langsomt eller hurtigt,« siger forfatteren, der i Frøken Klokken stiller skarpt på den slags banaliteter, livet er fuld af. Også i 1938, hvor verden stod på tærsklen til krig.

»Det lille ‘ bur’, de optager tiden i, er sådan et lille lukket rum, hvor verden holdes ude, og tiden er gået i stå.« Så længe det varer. For tidsplanen ramler, og klokkeslættene hober sig op. Det bliver ikke bedre, da Frøken Klokken falder tømmermændsramt i søvn, og direktøren for teleselskabet kigger forbi for at se, hvordan arbejdet med tidsmeldemaskinen skrider frem. På handlingsplanet sker der ikke alverden i det lille lydstudie, men det lidt, der sker, har Gitte Broeng tilført en vis cliffhanger-effekt. Et tidspres i fortælleformen, der modsvarer den alvor, der blev lagt i optagelserne til Danmarks første »talende ur«. »I dag har man altid en automatstemme i røret, når man ringer til en virksomhed, men dengang har det virkelig været enestående,« forklarer hun.

Så enestående var det, at det meste af den vestlige verden tog del i kapløbet om at automatisere tiden. I Sverige fik man således Fröken Ur, der angav tiden hvert tiende sekund. I England hed tjenesten Speaking Clock, og i Frankrig kom man før alle andre med tidsmeldemaskinen Horloge Parlante, hvis stemme tilhørte en mand. I bogen lyser alvoren ud af direktøren for teleselskabet, da han kigger ind i buret, hvor Frøken Klokken med stor omhu har forsøgt at udtale tallet TRETTEN – med bløde t’er – i en mikrofon: »Det er altså her, fremtiden skabes.« Så stærk var troen på det nye kommunikationsredskab, at fremtrædende repræsentanter for det danske teleselskab tog på en to måneder lang inspirationsrejse til Amerika, telefonens moderland. Selvom det kan virke naivt, kommer man uvægerligt til at tænke på den tiltro til internetmediet, vi lever med i dag. Dét er der fremtid i.

»Der var en enorm fremskridtstro og imponerethed over ny teknologi, som virker komisk i dag, hvor der næsten ikke er nogen, der ringer til Frøken Klokken mere.« Men pointen er, at alt, hvad der er moderne, før eller siden bliver gammeldags. Det er den indbyggede ironi i Gitte Broengs radiodramaegnede debut, og den gælder også den alvor, hvormed vi modtager nye generationer af smartphones, og hvad der ellers er på vej.

»Det er den eftertanke, jeg gerne vil have frem,« siger hun. »At vi skulle tage at se på, hvilke værdier vi har her og nu. Eller se os lidt tilbage frem for kun stakåndet at fokusere på progression og det næste nye.« BEHOVET for at kende tiden nøjagtigt kom med moderniteten. Man begyndte at kommunikere på tværs af landet og på tværs af grænser.

Toge skulle køre til tiden, og ikke efter solen, så at sige.

Selv kom Gitte Broeng på sporet af historien om Frøken Klokken, da hun læste en nekrolog i avisen i 2008. »Frøken Klokken er død,« stod der.

»Det gik op for mig, at jeg egentlig havde glemt Frøken Klokken, selvom jeg er en af dem, der har ringet til hende.« I barndomshjemmet i Klarup uden for Aalborg var der mange ure.

»Men de gik alle forskudt af hinanden, så når jeg skulle nå i skole til tiden, havde jeg brug for en nøjagtig tidsmelding.« Gitte Broeng drejede nummeret 0055; så vidste hun, hvor hurtigt hun skulle løbe for at nå det. Men tricket duede kun, når hun var alene hjemme, for Frøken Klokken var et dyrt bekendtskab.

»Jeg kan huske, at jeg var fascineret af automatikken bag den her kvindestemme. At det bare kørte, og man vidste, hun hele tiden var i gang. At hun personificerede tiden.« Tanken om Frøken Klokken lå og lurede i baghovedet på forfatteren, da hun i 2010 blev spurgt, om hun ville skrive seks fortløbende afsnit af en føljeton til kunsttidsskriftet Pist Protta.

»Så var det oplagt at lave noget, der havde et tidsligt forløb, og som handlede om tiden.« Som sagt så gjort. Efter at have set selve tidsmeldemaskinen, der findes på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør, kom det sidste afsnit i den serielle udgave af Frøken Klokken i 2011. Det ærgrer forfatteren, at man ikke skriver litteratur på den måde længere.

»Det gjorde Balzac, Victor Hugo og Dickens i 1800-tallet, og jeg synes, det kunne være skønt, hvis litteraturen på den måde blev en del af populærkulturen igen. Det ville passe til vores tid, hvor de populære og ofte velskrevne tv-serier fra HBO er en slags føljetoner.« Hvorom alting er, har Frøken Klokken nu fået sin egen roman – og Gitte Broeng sin debut i det lange format.

»Jeg havde håbet, jeg ville springe ud som maksimalist, så handlingen kunne strække sig over et helt døgn, men det skete ikke,« siger hun og samler krummerne på tallerknen.

Til gengæld har hun zoomet ind på en ikke særlig fjern tid, hvor sprog og sociale koder var nogle andre. Hvor man tiltalte hinanden med titler som »Telefoningeniøren« og »Tidskontrolløren«, sådan som Frøken Klokkens to rivaliserende kollegaer konsekvent kaldes i bogen.

Et stiliseret tekstunivers, men også et udtryk for den distance, der var i relationerne dengang.

»Man vidste jo knap nok, hvad hinanden hed.

Det hele var lidt mere subtilt. Der var en høflighed og en tålmodighed, og først efter et par år blev man dus. Måske,« som Gitte Broeng siger.

I dag er kommunikationen mere direkte.

»Det gælder om ikke at brænde inde med noget.

Man skal hurtigt og klart kunne sige, hvad man vil – og ikke mindst, hvad man kan.« Det betragter hun som en udvikling, der også medfører et tab.

»Jeg tror, man var bedre til at lytte, da signalerne ikke var så tydelige. Men nu kommer jeg også fra Nordjylland, hvor man altid har kommunikeret mere indirekte, og de, der sidder og er lidt forsigtige, også kan komme til orde.« Sådan er Frøken Klokken i bogen ikke nødvendigvis.

Nok er hun en skikkelig ung dame med hårnåle og blondebesat lommetørklæde, men hun er også en kvinde, der er bevidst om tidens gryende kvindefrigørelse. For eksempel omtaler hun den store strejke, der var i 1920, hvor kvindelige telefonister protesterede over deres lave løn og imod, at ansættelsen afhang af, at de forblev ugifte.

»Jeg lod mig inspirere af de virkelige begivenheder og faldt over et udsagn, som direktøren for KTAS var kommet med: ‘ Kvinderne kan ikke tjene to herrer på samme tid.’« Frøken Klokken repræsenterer den type kvinde, der begynder at blive bevidst om sine muligheder, omend det bare er nogle forsigtige idéer og tanker hun har, som udfolder sig over få timer. Ordet »Frøken« rummer sin egen lille tidsrejse, og at tilegne sig datidens sprog har været en form for sprogarkæologisk arbejde, fortæller Gitte Broeng, der tidligere har skrevet et skuespil på forsøgsvis 1600-tals-dansk.

»Jeg er nysgerrig efter det sprog, der ligger under det sprog, vi taler i dag. Selv om det er gået tabt, mærker vi indimellem resterne af det. Det kan være i litteratur fra tidligere tider, eller når man, sådan som jeg gør, eksperimenterer med gammelt dansk ved at bruge en database over dansk renæssancesprog. Jeg mærker en genklang eller en længsel efter noget, sproget havde, men har ‘ glemt’. En indsigt eller erfaring, der potentielt kan genopdages.« På samme måde er det med de gamle puslespil, hun som et kuriosum holder af at lægge.

De står i en lille stak i hjørnet af stuen og tæller alle mindst 700 brikker.

»Min kæreste fandt de her i en genbrugsbutik, og prøv at se her.« Hun rejser sig og hiver et puslespil med en plads i Venedig frem.

»Det er fra 1970erne, og de kassebukser der,« siger hun og peger på puslespilskassen, »sådan nogle har min mor også haft.« Selv det mest øjeblikkelige billede bliver i tidens lange løb til nostalgi. Eller en tidsrejse for to. Når Gitte Broeng lægger puslespil med sin kæreste, billedkunstneren Lasse Krog Møller, breder brikkerne sig i den lille lejlighed.

»Så er det næsten, som om man selv sidder under markisen der,« siger Gitte Broeng og peger på en café på puslespilstorvet.

»Åh Gud, nu lyder vi som nogle tudsegamle pensionister,« udbryder hun. »Men mens vi samler puslespillet, er det altså lidt som at være der igen. Tiden hører op.«.

»Jeg havde håbet, jeg ville springe ud som maksimalist, så handlingen kunne strække sig over et helt døgn, men det skete ikke.« »Jeg lod mig inspirere af de virkelige begivenheder og faldt over et udsagn, som direktøren for KTAS var kommet med: ‘ Kvinderne kan ikke tjene to herrer på samme tid.’«.

Artiklen blev bragt i Weekendavisen Bøger den 13. maj 2015