”Jeg håber, I alle ved, at Danmark tog del i slaveriet?”
Ngugi ser formanende rundt på os. En kollektiv mumlen breder sig. Folk ser ned og nikker. Jeg er på Louisiana Literature, og jeg har stået i kø blandt kvinder med batikfarvede tørklæder i en time.
”Tænk hvis der var flere i Danmark, der var så åbne og afslappede, Og humor, ikke?” siger en kvinde nær mig til sin mand.
Den 77-årige kenyanske forfatter har mere end det. Markante meninger om sprog, litteratur og en verden i ubalance for eksempel. Mere end 50 års erfaring med at færdes i et Europa og et USA, der i forhold til afrikansk litteratur har været analfabeter og æren af at have været Bookmakernes bud på en Nobelprisvinder i litteratur så sent som i 2014. Han opererer hjemvant i det europæiske verdensbillede, og forsømmer ingen chance for at vende det på hovedet med sit aktivistiske budskab. At sprog er magt, og at så længe afrikanske forfattere skriver på engelsk, fransk eller portugisisk, er de stadig koloniseret. Ikke fysisk, men mentalt.
Men hvad med de, der er opvokset med engelsk som deres modersmål i Afrika? Giver det ikke mening at Chimamanda Ngozi Adichie og andre afrikanske forfattere– ofte bosat i Amerika – skriver på engelsk?
”Så længe du skriver på engelsk, udvider du grænserne for det engelske sprog. Det kan aldrig blive afrikansk litteratur,” svarer Ngugi wa Thiong’o, der i dag bor i Californien og underviser i litteratur på University of California.
Vi har fået et loftsrum på museet til interviewet, og skønt trapperne volder ham vanskeligheder, smiler han stort. Forfatteren, der før lød koloninavnet James Ngugi, ser sprog som et udvidet navngivningssytem og et våben til magt.
”Tænk på, at det første enhver opdagelsesrejsende eller kolonist gør er, at navngive det nye land. Som hollænderne gjorde med New Amsterdam, der senere blev til New York, da briterne kom til Nordamerika.”
At navngive noget er at eje det, mener han. Som slaverne der fik navn efter den plantageejer, de arbejdede for.
”De hed alle ”Brown,” indtil en ny ejer kom til, og de blev til ”Smith.”
Det farlige er, at slavernes selvbillede også ændredes.
”Historien om den de var og alt, det der var før, hviskes ud, når alt får nye navne.”
Ngugi wa Thiong’os barndomserindringer Drømme i krigens tid, der nu udkommer på dansk, tydeliggør de erindringstab, koloniseringen påførte det kenyanske folk.
”Det var min kone, der skyndede mig til at skrive det ned. Vi har børnebørn, for hvem en barndom i i Britisk Østafrika er eksotisk. De skal kende til den historie.”
Og fortælle kan Ngugi wa Thiong’o. Så man føler man selv står på mødding og ser ud over teplantagerne, laver flyvemaskiner af et tørret majskolbeblad eller bliver omskåret som del af et manddomsritual.
”For at være universel i din skrift, må du være absolut partikal,” som han siger.
Som barn så Ngugi wa Thiong’o verden gennem krig. Han blev født på tærsklen til 2. Verdenskrig. Da den sluttede, begyndte i 1952 en ny krig, bedre kendt som Mau Mau-oprøret. Et oprør mod de britiske kolonistyrker som også en af Ngugi wa Thiong’os brødre deltog i.
”Men oprørsstyrkens egentlige navn var Kenya Land and Freedom Army. Mau Mau var noget, kolonisterne fandt på. Det lød ‘Mumbo Jumbo’-agtigt og det slørede klarheden med krigen,” forklarer han.
Selv har han også haft mange navne. Som barn blev han kaldt ”Øjenkniberen” på grund af en voldsom øjenbetændelse. En sygdom moren forsøgte at kurere ved en medicinmands mellemkomst. Han skar i hans øjenbryn med et barberblad, så betændelsen kunne komme ud. Senere hed han ”Hyleren,” fordi han hang i sin mors skørter og ikke tålte hendes fravær. Det er også hende, han indgår en pagt med i bogen.
”Min mor kaldte og spurgte, om jeg kunne tænke mig at gå i skole.”
En magisk begivenhed i Ngugi wa Thiong’os barndom på en boplads med fem hytter. En til hans far, en til hver af faderens fire koner. I alt havde Ngugi wa Thiong’o treogtyve halvsøskende. En paradisk tilstand, han senere blev fordrevet fra, og med faste fortælleseancer omkring bålene i mødrenes hytter om aften.
”Fortællingerne forsvinder i dagslyset,” sagde mødrene til hoben af unger.
”De ville sikre sig, at vi arbejdede om dagen,” konstaterer han.
Heraf formede drengens ønske sig i en kontekst af kugler. Han ville finde en måde at fortælle historier om dagen på. Vejen gik over skolebænken, og det han lovede sin mor, var altid at gøre sit bedste. Ikke at lade et manglende måltid stå i vejen for indsatsen. Noget han senere mindede sig selv om, da han blev fængslet for at skrive kritisk om det kenyanske styre. Men først kom han i en britisk, kristen skole, hvor især fagene engelsk og historie ændrede karakter.
”I den gamle skole havde lærerne fortalt os om afrikanske konger (..), nu lagde man vægten på hvide opdagelsesrejsende som Livingstone, Stanley, Rebman og Krapf. (..)Vi lærte, at hvide mennesker havde opdaget Mount Kenya og mange af vores søer, herunder Victoriasøen,” står der i bogen.
Ngugi wa Thiong’o – eller James Ngugi som han bliver kristent døbt – fornemmer, at noget slet ikke stemmer. Alligevel tager det ham mange år at slippe indoktrinering, og hans roman Weep not, Child bliver i året efter Kenyas uafhængighed i 1963 den første roman en østafrikaner nogensinde har skrevet på engelsk. Først i 1967 begynder han sin ideologiske omvending og i 1977 kommer den bog, der gav ham en fængselsdom Petals of Blood skrevet på kikuyu. Igen er det et navn, der starter lavinen.
”Jeg tog navnet ”James,” kom det i en kuvert og sendte det retur til Europa. Jeg havde aldrig brudt mig om det.”
Selvom hans forlag var imod det, ændrede han sit forfatternavn på de forudgående udgivelser og skrev sine romaner på Kikuyu og Swahili lige som hans ni voksne børn har lært sig afrikanske sprog. Otte af dem var sammen med Ngugi wa Thiong’o på tv-showet The Trend i sommers under overskriften ”The first Family of Literature.” Fire af børnene er udgivne forfattere, andre professorer eller forfattere in spe, og den litterære familie inspirerer andre til at lære sig et afrikansk sprog, kan man se på wa Thiong’os Twitter-profil.
”Bryd kæden, lær et afrikansk sprog,” lyder opfordringen.
Drømmen om at få en uddannelse og fortælle historier er altså til fulde realisteret. Hvad drømmer den 77-årige forfatter om nu?
”Mit mål med resten af mit liv er at bidrage så meget som muligt til dekoloniseringen af det afrikanske sind.”
Hvornår er denne dekolonisering af sindet tilvejebragt?
”Det er meget simpelt,” siger han.
”Som jeg siger til mine studerende, der har rejst i mange europæiske storbyer. ”Har I set en afrikanskejet bank noget sted i USA eller i Europa? Er I stødt på et afrikansk forsikringsselskab med hovedesæde i Vesten?””
”Nå ikke?”
Han ser på mig og ler. En høj og lys latter.
”Indtil Afrika holder op med at modtage bistandshjælp og til gengæld får glæde af sine egne ressourcer, så er vi i sandhed koloniseret.”
Hvad angår den litteratur, der er skrevet op gennem Kenyas kolonihistorie, så er vi ikke færdige med se på den i et postkolonialt lys. Som nu Karen Blixen, som Ngugi wa Thiong’o ved Danmarks Biblioteksforening i 1980 kaldte racistisk. Også den læsning bliver luftet i Koncertsalen på Louisiana.
”Jeg ved, at danskere opfatter hende som en eller anden form som engel, og jeg er overbevist om, at hun elskede sine kenyanske arbejdere.”
Han gør en kunstpause.
”På måde som man elsker sin hund eller sin hest.”
Om Ngugi wa Thiong’o
Ngugi wa Thiong’o, født i 1938 i Kenya. Debuterede i 1962 og fik sit gennembrud med Weep not, Child i 1964. Drømme i krigens tid er udkommet på dansk ved Ellen Boen på C&K Forlag. De to følgende bind af erindringstrilogien udkommer i 2016.
Interviewet blev bragt i Weekendavisen den 28. august 2015
Skriv et svar