I Norge opererer man med begrebet ”glasurgenerationen”. Altså det kuld af unge, der kommer efter en generation, der har haft det vanskeligt, og for hvem alt er så godt, at det næsten ikke kan blive bedre. Og da slet ikke i et land, hvor olierigdommen farver selvforståelsen og fordrer en vis lykke. For hvis man ikke er glad i verdens måske bedste nation, hvad er der så galt?
Her begynder den 31-årige norske forfatter Helga Flatlands fletværk af et generationsportræt. Flatland var den første til at beskrive mekanismerne omkring unge norske mænd, der frivilligt meldte sig til krigen i Afghanistan. Hun havde fulgt et skriveråd om at skrive om noget, hun kendte godt. Ved udgivelsen af debutromanen, Bliv hvis du kan, rejs hvis du må, fokuserede medierne mestendels fokuserede på krigen i bogen. En krig der kun fylder fem afsnit. Flatland var 25 år, kvinde og skrev om norske mænd i krig. Men emnevalget var oplagt, understreger hun:
”Det er jo min generation. Jeg har barndomsvenner, som har meldt sig til krig i Afghanistan.”
På et tidspunkt talte Helga Flatland med en militærgeneral til et arrangement på Litteraturhuset i Oslo.
”Han kendte dem fra det øjeblik, de meldte sig, men jeg kendte soldaterne før, og jeg kan dermed sige noget om, hvad der formede de valg, og hvor let de tages.”
Flatland selv var 16-17 år gammel, da de første norske styrker rykkede ind i Afghanistan.
”Når vi talte vi om, hvad vi skulle efter gymnasiet, ville mange tage et år fri eller backpacke i Thailand. Men flere talte på samme måde om, at de ville melde sig til krigen i Afghanistan.”
Flatland undrede sig. Hvad fik privilegeret norsk ungdom til at gå ind i den krig? Hun talte med soldater, der var vendt hjem, og soldater, der var på vej ud. Samstemmende var et fravær af politisk og ideologisk bevæggrund.
”Det var ren og skær eventyrlyst,” siger hun.
Undervejs i researchen fandt hun ud af, at ungdommen fra bygderne var overrepræsenteret i statistikkerne af norske unge, der drager i krig.
”Min teori er, at der i bygderne alligevel er en forventning om, at du skal rejse ud – for at få en uddannelse – og så er det et mere enkelt valg. Måske er det også noget med kulturen, som er mere maskulin på landet, i hvert fald i Norge.”
Dertil kommer, at det at melde sig til krig kan være en billet ud af bygden. En fritagelse fra presset om at overtage gården. Sådan er det for alle de fire gutter, der træffer valget i Helga Flatlands debutroman. Allerede året efter kom bind to i trilogien, Alle vil hjem, ingen vil tilbage, der fungerer som en art konsekvensberegning. Hvilket på sin vis er hovedtematikken i det, der blev til en trilogi. Her føjer Flatland sig til rækken af samtidsforfattere i Norge, der skriver såkaldt traumelitteratur og fremstiller det, professor Unni Langås har kaldt ”en sorgens psykologi”.
”Det er det, der interesserer mig,” siger Flatland. ”Jeg er ikke interesseret i at skrive en krigsroman. Jeg er optaget af de psykologiske mekanismer, og i hvordan vi relaterer til hinanden i en undtagelsestilstand.”
I trilogiens sidste bind, Der findes ingen helhed, er det femårsdagen for den vejsidebombe, der i bind 1 sprængte tre af de frie unge fra bygden, Tarjei, Kristian og Trygve, i stykker den 14. juni 2007. Livet går videre i den lille landsby med 845 indbyggere, men hvordan? Karin, Tarjeis mor, ser stadig et lille aftryk i sønnens efterladte hovedpude, der hvor hans hoved har ligget. Snart oplever hun, at den altopslugende sorg ebber ud og efterlader et tomrum, som hun umiddelbart fylder ud med en affære. Karin er, som landsbyens læge i bogen siger, blevet givet mange diagnoser op gennem tiden. Fordi hun er så intens.
”For mig blev det naturligt, at Karin måtte finde noget i et andet menneske, der kan give hende lidt den samme følelse som Tarjei. Hun fik jo en fødselsdepression i den første bog og leder hele tiden efter bekræftelse og spejling i et andet menneske.”
Men den mand, Karin indleder et forhold til, siger hende ikke noget. Samtalerne keder hende. Det, der er væsentligt for hende, er, at hun kan drages, længes og savne. Hun mærker med andre ord, at hun lever. Her har forfatteren ikke talt med efterladte, men trukket på sit kendskab til mennesker, der har mistet.
”Det har jo de allerfleste,” som hun siger.
Hvor de to første bøger i trilogien var oplagte i deres tematik – hvad får unge til at træffe disse valg? Og hvilke konsekvenser har det? – ville Helga Flatland med den tredje bog vise, hvad der sker, når sorgen, som har taget al plads i mange år, slipper sit tag. Næsten alle i Der findes ingen helhed fylder tomrummet med noget andet. Karin får en affære. Faderen Hallvard en sygdom. Den overlevende soldat, Bjørn, får et barn.
Og landsbyens læge, Ragnhild?
”Hun får ingenting.”
Helga Flatland ler. En dyb og selvsikker latter.
”Hun sidder med sin egen type sorg over, at de ikke længere har brug for hende.”
Når sidste bind af traumetrilogien hedder Der findes ingen helhed, er det en titel med modifikationer. Nok er den samlede fortælling et fletværk af fortællestemmer, og situationer eller mennesker erindres forskelligt. Men en helhed må en trilogi siges at være. På samme måde, er Helga Flatlands karakterdrevne fletværkstrilogi en af flere store fortællinger, der har succes i Norge i disse år. Tænk bare på Maja Lundes generationsroman om Biernes historie, der udkom på dansk tidligere på året. På et norsk baggrundstæppe af autobiografiske værker, virker det som en modvægt.
I Norge, fortæller hun, er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt de bøger, hun skriver, er selvbiografiske, men om hvor meget, der er selvbiografisk.
”Så er vi i en situation, hvor der næsten ikke er rum for fiktionen længere, og jeg tror, vi er mange forfattere på 30-40 år, som hellere vil skrive den store fortælling.”
Hvad udspringer det af, en træthed?
”Ja, det tror jeg! For mig ligger spændingen i fiktionen, ikke i at skrive om mit eget liv. Jeg trænger ikke til at udforske mig selv, jeg har mere lyst til at leve mig ind i andre mennesker.”
De andre mennesker i Flatlands bøger er alle fra samme generation som forfatteren selv. I Norge er hendes seneste roman, Vingebelastning, udkommet for nylig. I forgrunden er 30-årige Andreas, der har alle muligheder, men alligevel er ulykkelig.
”Han tror – i lighed med mange i min generation, glasurgenerationen – at han har krav på at være lykkelig.”
I bogen ser Andreas sig om for at finde nogen, han kan stille til ansvar for, at han ikke er det. Efterhånden bliver han syg.
”I Norge taler man ikke længere om at være ked af det, man taler om at være deprimeret. Man taler ikke om at være bange eller fortvivlet, men lider af angst.”
En stor del af den norske ungdom bliver ifølge forfatteren viklet ind i et psykiatrisk system, hvor de får god tid til studere sig selv.
”Jeg taler ikke om de tunge depressioner eller skizofreni, men jeg synes, vi trænger til en kritisk undersøgelse af, hvor hensigtsmæssig det er at sende nærmest en hel generation på sygebænken,” siger Helga Flatland og spørger retorisk:
”Hvem tjener på det? I hvert fald ikke ungdommen.”
Helga Flatlands trilogi – ”Bliv hvis du kan, rejs hvis du må”, ”Alle vil hjem, ingen vil tilbage” og ”Der findes ingen helhed” – er udkommet på Batzer & Co.
Interviewet blev bragt i Weekendavisen.
Skriv et svar