I 25 år har Olav Hergel skrevet om vrede, unge mænd uden at finde en historie så væsentlig og voldsom som den om det tidligere medlem af indvandrerbanden Bloodz, Sleiman. ‘Men vi blev onde’ hedder bogen, der undersøger, hvorfor en dreng fra Askerød blev til ’Hundiges ondeste mand’. Historien rummer elementer af en destruktivitet, Olav Hergel også kender fra sig selv.
Foto: Sigrid Nygaard
Mens bilradioen fanger stadig flere svenske signaler, åbner Øresund sig ud mod højre, og huse med store verandaer foran viser sig på venstre side. Et fristed for de velbjergede, men uden ensformig markering af overklasse.
Her hører journalist ved Politiken og forfatter Olav Hergel hjemme, og her løber hans to brune labradorer os i møde fra et hvidt hus i romantisk sommerhusstil. »Er du bange for hunde?«
Olav Hergel stikker sit milde og let krøllede 56-årige ansigt ud af døren, lukker af for dyrene og viser mig ind i husets rummelige køkkenalrum med et langt, sort spisebord placeret under to industrielle zinklamper. Her sætter vi os og tager fat på en samtale om noget langt mere farligt og frygtet end brune labradorer. Om de svigtede drenge, de vrede mænd, som Olav Hergel gennem 25 år har skrevet om, og som befinder sig i en verden langt fra Øresund. I ghettoblokke i Askerød, Gjellerup og Vollsmose, som betondele af et stykke problematisk Danmarkshistorie. En historie om integration, der gik galt, og en historie, der kan koges ned til en mands fortælling: Sleimans.
Skriv et svar