Foto: Jannie Kold
Set ovenfra er byen nem at overskue. Kirken på bakken, bageren på hjørnet og skolen lige overfor. De mest centrale funktioner er samlet her omkring Grundtvigs Plads, og alle veje fører ud af Thyregod med tydelig skiltning mod Brande, Ejstrupholm, Herning og Nørre Snede. Infrastruktur er alt. Man værner om sin ret til at have et togstop.
Trinbrættet er ud over Kristian Thulesen Dahl byens claim to fame, men ikke alle synes, det er noget at prale af; hans parti fik 48,7 procent af alle byens stemmer ved Folketingsvalget den 18. juni. Heraf stemte 672 ud af 1.732 stemmeberettigede på ham, og partiet gik fra 33,4 procent af stemmerne i 2011 til 48,7 procent i 2015.
»Det er rigtigt, at det var voldsomt, men der er også 51,3 procent, der har stemt på noget andet,« siger Ingelise Heide-Jørgensen. Hun er pensioneret lærer og Thyregod-borger siden 1976, og hun blev »chokeret«, da hun så valgresultatet for byen.
»Jeg troede ikke, jeg kendte nogen, der stemte DF. Det gjorde mig utryg. Hvem er det rundt omkring mig, der stemmer på et fremmedfjendsk parti?«
Jeg er selv nysgerrig, for Thyregod har været min by. Jeg har tilbragt en tredjedel af min ungdom her, siddet bag på 7 – 15 tunede knallerter og været indlagt til familiefester i Missionshuset. Her hænger lysekronerne som det eneste stadig ved, kan jeg se, da jeg kigger ind. Ellers står huset bare og skaller gul maling på fortovet. Købmanden ved siden af er stænget af med spånplader, kroen har sat et lukket – åbent efter aftale-skilt i vinduet, butiksdøden ligger på lur i Borgergade. Men hvad er der sket med Grundtvigs gamle by?
»Den har været præget af udsyn, men byen lukker sig mere og mere om sig selv,« siger Ingelises mand, Kurt Lundsfryd.
»Vi er ikke engang Udkantsdanmark, vi er Udkants-Vejle,« som han siger.
Thyregod er den nordligste by i Region Syddanmark, og hvor Thyregod før strukturreformen i 2007 hørte til byrådet i Give, er de nu under Vejle. Folk i byen føler, de har mistet noget, mener Kurt Lundsfryd.
»Først lukkede de Sparekassen, og da vi fik at vide, at der ikke engang var basis for at have en hæveautomat i byen, så følte mange, at de blev slettet af landkortet.«
At hver anden i Thyregod har stemt på et af de partier, der bar strukturreformen igennem, er lidt af et paradoks, synes Kurt Lundsfryd og Ingelise Heide-Jørgensen. De byder på aftenkaffe og kage i en landejendom nær Hastrup Skov. Begge er pensionerede lærere, han spiller klassisk musik, og hun er frivillig på byens asylcenter. De er miljøfortalere og langt fra tilfredse med det, der tegner til at blive landets politik.
»Der er alt for mange herude, der ikke er klar over, at de har fået fremmedfjendskhed, kulturforsnævrelse og fornægtelse af klodens klimaproblemer med i købet på en lokal kandidat,« siger Kurt Lundsfryd.
Kristne værdier
Lundsfryd var lærer på min tid. Han var også medinitiativtager til den internationale linje, Thyregod Skole som den første Folkeskole i Danmark skabte i 90’erne, og som kom mig til gavn. Thyregod gav mig lyst til at rejse. Jeg havde fransk fra 8. klasse, hvad der ikke var så almindeligt, og min klasse gik i skole i Holland i tre uger. Den private indkvartering gjorde sit til skolens formål, at »eleverne i mødet med fremmede kulturer og i samvær med elever fra andre lande opnår forståelse for deres baggrund«.
Hvad er der sket med udsynet i det område, jeg husker som udpræget EU-venligt, spørger jeg Borgerforenings formand, Jens Erik Svane.
»Området som sådan er stadig pro EU,« siger han
»Vi har virksomheder, der lever af eksport her. Men folk husker sagen om de krumme agurker. De kan ikke lide, at Unionen blander sig for meget.«
Thyregod er selv en sjov størrelse. Fodboldklubben lyder arbejdernavnet FREM, og på Søndergade ligger enkelte af de små huse, brunkularbejderne boede i. Thyregod ligger på toppen af Jyllands højderyg, og der er flere ting, der skiller her.
»Historisk set siger man, at på den ene side af Thyregod er det grundtvigianere, og på den anden side, vestpå, er det Indre Mission, der råder,« siger Svane.
Præsterne i Thyregod skulle være skiftevis det ene og det andet, fortæller Jens Erik Svane. At valget var specielt denne gang vidner hans kryds om.
»Jeg har altid stemt radikalt, men efter processen med skolereformen ville jeg ikke give dem min stemme,« siger Svane, der endte med at stemme på Socialdemokraterne.
Spørgsmålet er, hvor egnens Venstrefolk har sat deres kryds. DF’s lokale valgresultat er også en lussing til Løkke. Det bekræfter min tante, der bor i Thyregod. Jeg forestiller mig, at hun har stemt Kristendemokraterne eller Venstre, men bliver overrasket.
»Jeg har stemt på DF for første gang,« siger hun.
Hun ville ikke spilde sin stemme under spærregrænsen, og Lars Løkkes ekstravagante adfærd faldt ikke i hendes smag.
»Men også på grund af DF’s social- og indvandringspolitik,« tilføjer hun.
Hun taler om muslimer, der ikke skal bestemme, om man må få en helt almindelig rød pølse i børnehaven, og om at stå fast på de kristne og danske værdier. Samtidig er hun ikke begejstret for den linie, DF har trukket i forhold til at stå uden for regeringen.
»Det er jeg ærgerlig over, og der tror jeg, Kristian Thulesen Dahl har stået lidt for fast.«
Hun er som de fleste andre, jeg taler med, glad for at bo i Thyregod, men byens nye berømmelse har også afført frygt.
»Det er bare en tanke, men efter valget slog det mig, om det kunne være en dårlig ting at bo i Thyregod, hvis de forkerte mennesker fandt ud af, at formanden for DF bor her,« siger Jytte Pedersen.
Glistrup havde ret
Trods pressens momentvise interesse er Thyregod stadig en undseelig plet på landkortet. Flere steder maser ukrudt fliserne ud i yderpositioner, og et vejskilt er ved at bukke under. Også Vesterlund Bageri, hvor jeg tjente til en Afrika-rejse efter gymnasiet, står tomt; byens største butik er Kirkens Korshær. Ved butiksvinduet møder jeg 65-årige Lise Nielsen og 64-årige Helene Bundesen. De har været ude at trave otte kilometer og vil gerne tale om politik.
»Mogens Glistrup havde jo ret, der er kommet mange flere muslimer med årene. De får jo moskeer og alt muligt,« siger Lise Nielsen, der har stemt Dansk Folkeparti i flere år.
Denne holdning lufter hun dog ikke alle steder, fortæller hun.
»Det er ikke noget, jeg snakker ret meget om her i byen, og da slet ikke, når jeg ses med mine søskende, for så får jeg hug.«
De to ældre kvinder vinduesshopper, for biksen åbner først klokken 13. Pagaard Elektronik åbner klokken 12. Thyregod er en forretningsmæssigt uddød by, siger de. Asylcentret i byen mærker de ikke meget til. Det, der fylder for dem, er forholdene for de ældre. Helene Bundesens far blev på sit plejehjem glemt to gange på toilettet, og Lise Nielsens mor stak af fra sit plejehjem og måtte findes med helikopter.
»Ressourcerne er gode, men knappe,« siger de.
– Miljø- og klimapolitik, er det noget, der optager jer?»Arg,« siger Helene Bundesen. »Vi samler skrald op en gang om året her i byen, og hvis jeg holder min egen have, så må det være nok.«
Min morfar har boet her stort set hele sit liv. Hans 90 år til trods er hukommelsen intakt. Jeg køber bagerens største sællert, kanelhorn, med til ham. De er på størrelse med en københavnsk kringle og koster 12 kroner. Han fortæller om de butikker, der var i byen, da han var dreng, mens når vi igennem halvandet horn og flere kopper Medova.
I dag tæller byen Thyregod Kebab, en elektronikforretning, to frisører, en bager, en genbrugsbiks og så Dagli’ Brugsen, der fungerer som et samlingssted for byen. Kurt Lundsfryd og frue kommer der i vinklub, men uden at diskutere politik, for som de siger:
»Holdningen er, at hvis man ikke siger noget, så har man da ikke sagt for meget.«
Asylansøgerne fra Center Thyregod opfordres også til at handle i Brugsen, hvor 17-årige Morten Kolind sidder bag kassen. Det bedste ved Thyregod er, at man så nemt kan komme ud af byen, siger han. »Der er lige langt til Herning og til Vejle, vi har kort til lufthavnen, og lyntoget kører fire gange om dagen til København. Alligevel er her ikke storbystresset.« Tværtimod er her så stille, at byens ungdom må hænge ud i hallen efter lukketid eller tage toget til Vejle.
Asylcentret
Mange arbejder udenbys, blandt andet hos Siemens i Brande. Den lokale vinduesfabrik Velux, der optog næsten enhver arbejdskraft, da jeg var ung, skærer ned og taler om at flytte dele af produktionen. I fabriksparken ligger også asylcentret, hvor jeg husker, man tog varmt imod nogle af de første flygtninge fra Balkan i 90’erne, og som siden har været både Familiecenter, Børnecenter for uledsagede drengebørn og Mandecenter. I dag er skiftedag. 30 mænd især fra Eritrea rykker ind, og flere følger efter. Det er ikke alle i byen lige glade for, hvad koordinerende netværker Jesper Tegewaldt fra asylcentret godt kan forstå.
»Der er mere ro på et center, hvor der er kvinder og børn. De mænd, der kommer her, er under et stort pres for at skaffe deres familier derhjemme sikkerhed. De er taget afsted, fordi de var de eneste, der kunne klare rejsen.«
Jesper Tegewaldt fortæller, at der var en problematisk periode, da stedet var et Mandecenter.
»Der forsvandt en del cykler i byen, og nogle af damecyklerne fandt vi på centret.«
Problemet blev løst ved, at politiet kiggede forbi hver uge, og centret har siden etableret lånecykler.
»Jeg kan godt se, at der er langt at gå til Give, og det er ikke alle, der har råd til at betale de 42 kroner, det koster at køre med toget.«
At drive asylcenter i Thyregod er dog overvejende positivt, mener han.
»Vi har løbende haft fire-seks frivillige til lektiecafé og cykeltræning, og selv om vi godt kunne bruge flere, så er vi tilfredse.«
Også beboerne på asylcentret synes, Thyregod er en rar omend meget lille by at bo i. »Where is town?« spørger de, selv når de står midt på Borgergade.
Så lille er byen, at mange har frivillige poster flere steder i byen, forklarer Lone Jørgensen. Hun er halbestyrer i byens egentlige prydplante, den kombinerede idrætshal, svømmehal og vandland, der blev rejst i etaper for private midler. Virkelysten er stor i byen, der bryster sig at have det sammenhold, som andre små bysamfund savner. Det gamle plejehjem Hjemmet har man fået omdannet til kursuscenter og selskabslokaler, men ellers er historiske bygninger som stationsbygningen blevet lavet om til lejligheder, lige som Missionshuset bliver det. Sidste år solgte man Thyregod Præstegård til en rigmand, fordi den trelængede gård var for stor en post på meninghedsrådets budget. Det fik Kurt Lundsfryd og forfatteren Ida Jessen til tasterne, for præstegården var Grundtvigs bopæl fra 1792 til 1798, hvor han boede hos pastor Feld og forberedte sig til optagelsen på latinskolen. Som Kurt Lundsfryd skrev i et åbent brev i den lokale avis: »Som borger har man brug for at se på noget, der har relevans udover det rent pragmatiske.«
Men hvad er mere praktisk end en hal, der er bygget sammen med en svømmehal, et motionsrum og et vandland som i Thyregod Fritidscenter & Badeland? Et sportsmekka for almindelige mennesker holdt i gul mursten, og – måske – en afløser for kroen?
»Det er trist, at kroen er lukket, for så trækker tredie halvleg ud for mig,« konstaterer halbestyreren, 49-årige Lone Jørgensen.
Hun giver spillerne en kasse øl til deling og kører hjem, mens de ordner verdenssituationen. Når de er færdige, må hun tilbage og lukke af. Lone Jørgensen vil ikke røbe sine politiske præferencer, men siger jovialt, at »valget var godt for Kristian«.
»Vi synes nok, at pressen overdriver det med ’Tulleland’,« siger hun og fortæller om den fredag efter valget, hvor fire journalister stod klar på grønsværen i Thyregod, da partilederens old boys-hold afsluttede sæsonen.
Er der nogen her, der stemmer DF? lød det fra pressens udsendte. Nej, men det er vi ret sikre på, at de to derover gør, sagde nogle af de lokale – og pegede på de to journalister fra Berlingske.»Da tog vi altså lidt pis på pressen,« siger Lone Jørgensen stolt.
»Det, vi godt kan lide ved Kristian, er, at han er så almindelig,« siger hun, »når han handler i Brugsen og kommer i hallen for at hente sine børn, er der ikke forskel på ham og alle de andre.«
Sådan er det i Thyregod, den brede by med de mange veje ud, påpeger også formanden for Borgerforeningen Jens Erik Svane.
»Socialt er folk ligeglade med, hvem du er. Vi hænger os ikke i titler og tilhørsforhold. Det, der tæller, er, om du opfører dig nogenlunde ordentligt.«
Folk mødes i Thyregod Fritidscenter & Badeland, hvor også beboerne fra asylcenteret kommer.
»Vi har fast tolv pladser på ’Idræt i dagtimerne’,« siger Jesper Tegewaldt fra asylcentret.
Her gøres der gymnastik efter en moden dames anvisninger. Man starter med fællessang og afslutter lige så rituelt med en tur i svømmehallen.
»Vi har mødt Kristian Thulesen Dahl der, og jeg har set nogle af beboerne tale med ham i vandet,« siger Jesper Tegewaldt.
Artiklen blev bragt i Weekendavisen, første sektion den 11. juli 2015
Skriv et svar