Guldet i mulden

“Der er trusler fra alle sider,« siger han i røret.

Jeg står på en parkeringsplads på Værkstedsgården i Albertslund. Et sted, hvor både min mekaniker, kommunens hjemmeplejere og for tiden hættetrøjerne Black Jackets holder til. Vi taler dog ikke om lurende bandeoprør og visitationszoner, men om noget så fredeligt som den danske kartoffel. Det er formanden for Danmarks Kartoffelmuseum, jeg taler med. Et af tre vigtige organer, når det gælder fremme af den danske kartoffel. To andre er Danmarks Kartoffelråd og Otterup Kartoffellaug.

»Det ene er med de pengestærke interessenter som KIMs Chips, og det andet er mere lokalt, så vi skal holde tungen lige i munden,« siger manden i telefonen, og jeg tager mig selv i at sænke stemmen:

Hvilke trusler taler vi om?

»Vi synes jo undertiden, at kartoflen er blevet brugt til nogle underlødige formål.«

Jeg studser. Underlødige formål? Kartoflen?

»Tag nu pomfritten. Det synes vi altså ikke er en måde at behandle en kartoffel på.«

Eventyret er således ridset op, allerede inden jeg starter bilen og kører mod Otterup på Nordfyn (med nøje instrukser om ikke at tænde for GPS’en, før jeg når Hasmark). Helten i historien er kartoflen. Ikke en tøffelhelt, men en kartoffelhelt. Modstandere er fiduskogekunst som den franske pomfrit og kostluner som kulhydrat-forskrækkelsen, Gud bedre det.

I min familie er kartoflen Gud. Min far sender mig stadig billeder af de kartofler, han selv har lagt. Der er sorter, man spiser i min familie (Sava), og der er sorter, man ser med en vis kartoffelskepsis på. Aspargeskartofler for eksempel.

»Hvis du vil noget med kartoflen, skal du holde dig fra den,« siger også Gunner Andersen, da jeg møder ham ved en lille stråtækt bindingsværksbygning på Nordfyn. Det er Danmarks Kartoffelråd, der sammen med Otterup Kartoffellaug har taget initiativ til Danmarks Kartoffelmuseum & Videnscenter, hvor Gunner Andersen altså er en af flere frivillige. Museet henvender sig, som der står i den lille brochure, til alle med »seriøs interesse for vores kulturplanter«.

»Jeg prøvede engang at sætte aspargeskartofler, og de ragede alle de sygdomme, der overhovedet kan sidde på en kartoffel, til sig.«

De danske sorter lider ellers ikke af mindreværd, skal man tro navnene, der tæller Jutlandia, Ballerina, King Edward og Exquisa. Der findes heldige kartofler, og der findes tidlige kartofler som Hamlet og Primula. Her på Danmarks Kartoffelmuseum, der åbnede i 2000 i et smukt, botanisk parkanlæg, vises genstande, redskaber og maskiner, der har med kartoffeldyrkning at gøre. Blandt andet en kartoffellægger af den slags, jeg kan huske at have været med min farfar i marken med.

»Jeg vidste godt, de var gode til at avle frugter, men den løse sandjord, den mener jeg nu ligger i Jylland,« siger min mor, da jeg fortæller om mit forestående ærinde på Fyn. Vi har her at gøre med de samme værdibaserede overbevisninger som valg af nåletræ til juleaften, slår det mig.

Jylland spiller da også en afgørende rolle i de i hvert fald 250 år, det tog, fra den første kartoffelplante satte knoldene i dansk jord, til den blev en udbredt og almindelig kulturplante. Så mainstream, at der senere kunne laves retro-kogebøger om mormormad med kartofler og åbnes en restaurant i et københavnerbrokvarter med navnet Provins.

Kartoflen, skulle man tro, har altid været bondefolkets. Således også i Merete Pryds Helles mesterlige Folkets skønhed, hvor pigen Marie selv efter et overgreb fra sine brødre samler de tabte og varme kartofler op fra jorden. De skal ikke gå til spilde. I romanen udgør maleriet af kartoffelsamlende kvinder med rumpen i vejret hele humlen: Det er folkets skønhed.

Men i første omgang ville de danske bønder nu slet ikke kendes ved kartoflen. Denne mærkelige plante, der kom fra Peru via Andesbjergene. Her havde indianerne i 3000 år dyrket kartofler, og den melede kartoffelsmag gjorde indtryk på de europæiske opdagelsesrejsende. I hvert fald bragte de guldskatten fra Inkariget med hjem til kontinentet.

Kartoflen var dog så kuriøs, at den mest var en prydplante for fyrster og en eksotisk plante i botaniske haver. I København skete det angiveligt i 1642 i den kongelige botaniske have. Men dermed var kartoflens vej til spisebordet langtfra banet.

Alverdens overtro hang ved den knoldede afgrøde. Nogle mente endda, at den fungerede som et afrodisiakum. Den engelske botaniker John Gerad skulle derfor have anbefalet unge ægtefolk at tage for sig af retterne, og det bevirkede efter sigende en heftig sanselig lyst.

Kartoflens slægtskab med natskyggeplanten hjalp heller ikke på dens omdømme. Det lød okkult, og i mange år troede man, kartoflen havde mystiske kræfter. I Holland forlød det, at man fik vorter, hvis man vaskede sig med kartoffelvand. Kartoflens første århundrede i Europa var med andre ord svært.

I Danmark var det udlændinge, der for alvor fik skovlen under kartoflen. Først de landflygtige franske huguenotter, der omkring 1720rne slog sig ned ved Fredericia og dyrkede kartofler, og siden omkring 1759 de tyske kolonister på heden omkring Viborg. De satte kartoflen højt både som afgrøde og som dyrefoder, og efter nogen tid begyndte bønderne omkring kartoffeltyskerne også at spise af den knoldede afgrøde.

Tyskerne, der havde taget imod kong Frederik den Femtes tilbud om at opdyrke heden, begyndte hurtigt at dyrke kartofler, som de solgte på markedet i Viborg. Deraf formentlig øgenavnet ’kartoffeltyskere’. Endelig udbredte nogle præster på Sjælland brugen af kartofler, og plantens kulturhistorie fortæller således noget om forholdet mellem by og land, høj og lav, og om hvordan vi reagerer på det nye.

Kartoflen, der var en fremmed frugt, endte med at være så folkelig, at den buldrende lyd af kartofler, der hældes ud i vasken, er en fast del af min barndoms lyd. Min mor med opsmøgede ærmer og pillearbejde på terrassen. Mindet om det gråsorte skumskidt, der sad på indersiden af den lysegrå gryde, når vi havde spist. Den runde form og fornemmelsen af at grave guld op af urtehaven.

Som al anden nyskabelse krævede vores tilvænning til kartoflen nogen, der gik forrest. På Godset Hofmansgave ved Hasmark på Nordfyn, hvor Danmarks – og Nordeuropas – eneste kartoffelmuseum ligger, havde også godsejer og videnskabsmand Niels Hofman i begyndelsen af 1800-tallet sans for at spotte kartoflens potentiale. Han gik direkte til værks og krævede af sine fæstebønder, at de skulle dyrke og spise den gyldne afgrøde. Det nægtede de. Blandt andet fordi de var af den overbevisning, at indtagelsen af kartoflen ville resultere i mange børn, hvorfor godsejeren og hans familie måtte sætte et eksempel og selv spise kartofler uden at få flere børn.

Først i 1800-tallet – og altså et par 100 år efter den første kartoffelplante blev plantet i botanisk have i København – blev kartoflen hverdagskost for meningmand. Et folkeligt gennembrud stod for døren, og danskerne spiste kartoflen hel, stuvet, stegt, most, varm og kold – mindst en gang om dagen.

Ifølge datidens kogebøger fandtes ligefrem en kartoffeldessert, en budding lavet af korte, revne kartofler. Heldigvis med hakkede mandler og kirsebærsovs, men alligevel! Kartoflen var også fattigmandskost. Kogt med skræl og pillet ved bordet. Kartofler til morgen, jordæbler til middag og poteter til aften. Der var ikke høj status i poteterne, og nogle brød sig ikke om at spise det, de forbandt med dyrefoder og fattigmandskost. Andre steder var det at eksperimentere med nye spændende afgrøder noget, der viste overskud, vovemod og fremsyn. Ligesom det at have vinduer ud mod havet har skiftet fra fattig til fin udsigt, så har synet på kartoflen undergået store værdiladede forandringer gennem tiden.

Men ak; bedst som kartoflen var blevet hverdagskost, indtraf ulykken. Kartoffelpesten, som man havde hørt om fra Irland og Tyskland, satte sig som mørkfarvet saft og pletter under skrællen. Kartoflerne blev dyre, mens kornpriserne forblev lave. Danmark blev dog ikke tilnærmelsesvis så hårdt ramt som Irland, hvor op mod en million irere døde, og lige så mange forlod landet. Efter kartoffelsygdommen i 1840rne fik kartoflen på ny en opblomstring, særligt i Jylland, og sidst i 1800-tallet blev kartoflen et yndet motiv for kunstnerne. Som for eksempel maleriet To piger, der graver Kartofler af L.A. Ring fra 1883 og Kartoffelspiserne af Van Gogh fra 1885.

Siden har mange ting påvirket det danske køkken, og tager vi et hastigt historisk tog, når vi til 1960erne, hvor den store verden igen bankede på danskernes gastronomiske køkkendør. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og den besværlige kartoffel, der skulle skrælles, faldt i kurs. Danskernes forbrug blev over de følgende årtier halveret, fortæller faglitteraturen. Hvor danskerne i gennemsnit spiste omkring 300 gram kartofler ved indgangen til 1960erne, så havde hver dansker i 1990erne kun 150 gram kartofler på tallerkenen om dagen. Kampen om danskernes madvaner står det samme sted i dag:

»Det skal jo gå hurtigt,« som Gunner Andersen siger om kartoflens arvefjende nummer 1: tid.

Men hvad med slow-food, tv-programmet Bonderøven og hele den nordiske tilbage til rødderne-tilgang? prøver jeg.

»Jooh, folk vil gerne se på nogen, der gør det selv. Men jeg er nu den eneste på min villavej i Odense, der gider lægge en række med kartofler.«

Så er det nemmere at hælde pasta eller ris i en gryde med vand. Derfor er de laminerede plancher på kartoffelmuseet da heller ikke sene til at formidle kartoflens ernæringsmæssige fordele. 100 gram kartofler indeholder 360 kJ, står der, 100 gram ris 1550 kJ og 100 gram pasta 1450 kJ.

Kulhydraterne og stivelsen i kartoflen er et kildent emne for kartoffelentusiaster.

»Det var jo en amerikaner, der begyndte den hetz,« siger Gunner Andersen og mener kostguruen Dr. Robert C. Atkins. Manden bag konceptet »Dr. Atkins’ nye kostrevolution«, der vendte kostpyramiden på hovedet og populært sagt erstattede kartofler med piskefløde og protein. Fødevarestyrelsen har for længst manet myten om kartoflen som usund i jorden, siger Gunner Andersen.

»Det fantastiske ved kartoflen er, at den kan dyrkes både oppe i 3000 meters højde og nede i sumpen.«

Det har sine fordele blandt andet i Peru, der huser det internationale center for kartofler (International Potato Center, CIP). Formanden for centret i Peru har besøgt Kartoffelmuseet på Nordfyn.

»Hun hed Pamela Andersen, men det er nu ikke hende fra plakaterne.«

Det var Gunner Andersen, der hentede denne Pamela i Kastrup. Medbringende en blomsterbuket pyntet med den C-vitaminrige kartoffel. Der er et billede af den spektakulære buket i den foldede brochure, Gunner Andersen stikker mig under det stråtækte tag på Nordfyn.

Kartoflen har mange venner, men som sagt også fjender.

»Ikke mindst de unge vender i stigende grad kartoflen ryggen,« skriver Danmarks Kartoffelråd på deres hjemmeside. Rådet, der blev nedsat i 1998, fordi kartoflens omdømme var i krise, har til formål at »bringe den trængte kartoffel til ære og værdighed«.

De ønsker i lighed med Fødevarestyrelsens anbefalinger at øge danskernes kartoffelforbrug med fem procent.

»Der arbejdes på at gøre kartoflen til kult,« som Gunner Andersen siger.

Derfor står Danmarks Kartoffelråd bag det årlige Danmarksmesterskab i dyrkning af frilandskartofler samt en kokkekonkurrence for unge kokke på erhvervsskolen Kold College i Odense. Som alle andre organisationer har også rådet tyet til brug af kendis-ambassadører som Søren Ryge og badmintonspilleren Poul-Erik Høyer. Om det rækker, må tiden vise. Selve bindingsværkshuset, der fungerer som museum for kulturplanten, er fra 1800-tallet, men står stærkt. I parken, der hører til Hofmansgave, huserer en oldfrue i overalls. Hun sørger for de lyserøde roser blandt andet. Omgivelserne er skønne, og udsigten over Odense Fjord fejler heller ikke noget. Alligevel er museets økonomi trængt, og man har for nylig slået sig på frivillige bidrag via Swipp og MobilePay.

Hvad selve kartoflens fremtid angår, så er Gunner Andersen fortrøstningsfuld.

»Lige for tiden hitter den søde kartoffel, der kommer fra Sydamerika, og sådan vil vi blive ved med at opdage nye sider af kartoflen.«

Også kartoflen vil på længere sigt få en mere ophøjet status, er han overbevist om:

»Det er ganske enkelt en kulturplante, der er gået over i historien.«

Artikel bragt I Weekendavisen 29. juli 2016