Til Peoples Press’ bogkatalog 2011 interviewede jeg Erling Jepsen i anledning af bogen ‘Hovedløs Sommer’.
På Amager synger fuglene, og lyden blander sig med larmen fra en børnehave, inden den stiger op i Erling Jepsens beskedne lejlighed på anden sal, hvor et stort ahorntræ stikker sine grenede fingre ind over altanen og lyset mellem bladene slår livagtige skygger på gulvet.
”Det giver så meget liv, det træ, og selvom vi er midt inde i byen, er der et vældigt fugleliv i den,” siger Erling Jepsen og tager fat i kikkerten, der ligger klar i vindueskarmen ved siden af en overdimensioneret skulptur af en fiskehejre. I lænestolen lige inden for den åbne altandør sidder han ofte og læser sine egne skriv igennem, og når det regner, ligger han med vinduet på klem og lytter til lydene. Lydene fra træerne i haven spiller også en omend anden og mere uhyggelig rolle i Erling Jepsens nyeste roman ‘Hovedløs Sommer’, der med hans egne ord handler om, hvordan man flytter hjemmefra, og om det overhovedet er muligt.
”Hvordan kommer man fri af sine forældre, uden at nogen kommer til skade? Det er næsten ikke muligt at gøre det rigtigt,” siger forfatteren, der selv drømmer om sine forældre hver eneste nat, men denne gang har villet skrive om noget ikke-selvbiografisk og ikke-sønderjysk. Hans nye hovedperson, den 14-årige Emilie er ud af en såkaldt ‘normal’ familie.
”Jeg ville se, om det almindelige også kunne være uhyggeligt,” siger forfatteren med et drilsk smil.