Siden 70’erne og Allan Simonsens ‘Mine gyldne mål’ har sportsbiografierne udviklet sig fra at være heltedyrkelse til at have høje ambitioner om at fortælle (sports)menneskets historie på godt og ondt. Det vidner efterårets mange udgivelser om.
Fra Information den 14. oktober 2012
En ung Allan Simonsen dribler med fyldigt krøl i håret og en hvid langærmet spilletrøje hen over en grøn forside på den bog, der er blevet ikonisk for 1970’ernes sportslitteratur. Den om fodboldhelten Allan Simonsen med den lidet beskedne titel Mine gyldne mål fra 1977, der to år senere blev fulgt op af Mod nye mål. Der var dømt naiv fanbog, mytedyrkelse og ’nu skal svensken ha’ dada’. I dag ser feltet af sportsbiografiske udgivelser anderledes og anderledes alvorligt ud. Forlaget People’s Press har for eksempel netop udgivet Til sidste fløjt, hvori den aalborgensiske håndboldspiller Rikke Nielsen fortæller om at opdage en kræftknude og føde et barn med Downs syndrom, men også om at tage ved lære af livet og ikke altid skulle være den bedste. Snarere være til stede.
Ambition om en ny Agassi
Den eksistentielle livshistorie ligger også i kortene, når Lindhardt og Ringhof i oktober udgiver fortællingen om den 35-årige herresinglespiller Peter Gade. Vinderen har altid ret … er skrevet af Kristine Jægesen Wilkens, tidligere sportsjournalist på Politiken, og tager afsæt i den livssituation, badmintonspiller stod i, da han i år ved sit fjerde OL sagde farvel til elitebadminton og en verden af vindere. Nu skal han give plads til noget andet i sit liv. Tvivl for eksempel.
Hvad er der sket med sportsbiografierne siden Mine gyldne mål-tiden, og hvor peger disse nye titler hen? Jens Andersen, litteraturredaktør på Berlingske og sportsentusiast, fortæller, at der har været et veritabelt boom i sportsbiografier over de sidste 10-15 år. »Men det, der især fokuseres på nu,« siger han, »er at fortælle dels den store historie, og dels de underliggende menneskelige historier, der løber under den store fortælling, som er sporten.«
At sportsjournalister og forfattere i stigende grad er ambitiøse på sportsbiografiens vegne bekræfter Jakob Kvist, kreativ direktør på People’s Press, der udgiver flest bøger om sport i Danmark.
»Sportsjournalisterne har hævet ambitionsniveauet, og for mange af dem, er det drømmen om at skrive en ny Open, der trækker. (legendarisk biografi om tennisspilleren André Agassi fra 2009, red.),« siger Jakob Kvist og tilføjer, at der er et marked for bøger, der med episke greb løfter sportshistorien til en større historie om mennesket, tiden og samfundet.
Big business i biografier
Det er No regrets, journalist Lars Steen Pedersens biografi om Stig Tøfting fra 2005, et klasseeksempel på. Bogen gik tæt på en fodboldspiller og en person, der var i stand til at spille finale i Randers Cup, 18 timer efter at han som 13-årig fandt sin mor og far dræbt i lejligheden i Aarhus. Stig Tøftings far havde skudt først moderen, siden sig selv med et jagtgevær. Tøfting-biografien satte nye standarder for den type uden filter-udgivelser, men også nye højder for salgstal. No regrets er solgt i 100.000 eksemplarer, ligesom bogen Riis – også skrevet af Lars Steen Pedersen – solgte pænt to år senere. Efterspørgslen er altså stor på ikke kun fanbøger om mål i støvlerne, men også den velfortalte biografi om det uperfekte sportsmenneske med både fejl, svagheder og sygdom.
Inspiration til skift i livet
En af årsagerne til den nye efterspørgsel er, at vi er blevet vænnet til bedre bøger, mener Jakob Kvist fra People’s Press. Og med et mediemarked i krise savner de dygtige journalister spalteplads til de lange fortællinger og finder godt stof i sportens verden af dramatik. En helt tredje årsag skal findes i vores behov for at forstå vores egen livshistorie. Det siger ph.d. og lektor ved Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet Dorthe Kirkegaard Thomsen, der forsker i livshistorie og identitet.
»Vi oplever flere skift i senmoderniteten. Vi får nye job, bliver skilt og flytter måske flere gange i vores liv og finder inspiration til at tackle disse skift og tab i kendte menneskers livsfortællinger,« siger hun og sigter dermed til den del af sportsbiografierne, der har skiftet fokus fra elitesport til almindeligt liv, eller det at vende tilbage til sporten efter for eksempel kampen mod kræft.
»Vi fortæller os selv gennem vores livshistorie og tyer til andres livsfortællinger for at forklare de mange forandringer, vi oplever,« siger hun.
Jakob Kvist bekræfter, at når Peoples Press genudgiver Brian Holms Den sidste kilometer dette efterår, er det også, fordi det er blevet en miniklassiker på sit felt. En fortælling, folk læser eller genlæser, når kræften rammer dem eller nogen, der står dem nær.
Farvel til skammekrogen
Mens sportsbiografierne udvikler sig fra fanbøger til livsfortællinger, forlader de samtidig skammekrogen i den litterære skoleklasse. Det er blevet cool at skrive den store og personlige historie – det være sig om et hold eller en ener i sportens verden. Men sådan har det ikke altid været.
»I 70’erne gik man ikke rundt og skiltede med, at man var til kontaktsport,« siger litteraturredaktør på Berlingske Jens Andersen, »det brød hverken marxisterne eller feministerne sig om.« Derfor var det med Jens Andersens ord som at tage en prop af en flaske, da forfatteren Hans-Jørgen Nielsen i 1979 udgav bogen Fodboldenglen, og da Jørgen Leth begyndte at berige verden med sine digte og essays om sport generelt og cykelsport specifikt.
»Det var dog først i 1996, da Jakob Kvist udgav Ambassadøren om Michael Laudrup, at vi fik en biografi på et fortællemæssigt niveau, som har sat sig spor sidenhen,« vurderer Jens Andersen i dag.
Jakob Kvist startede i 2002 forlaget People’s Press og udgav derefter en række sportsbøger. I årene 2008 til 2009 boomede det, og 2008 blev også kvalitetsmæssigt et gennembrudsår for genren. Her udkom No regrets og Frankie Boy,den anmelderroste biografi om fodboldspilleren Frank Arnesen skrevet af Jens Andersen, samt Joakim Jakobsens kulturhistoriske storværk Tynd luft om det danske 80’er-landshold – en bog, der stadig sælger. I 2009 fortsatte festen med forfatter J.R. Moehringers biografi om tennisstjernen André Agassi, manden med otte Grand Slam-titler i ryggen. I 2010 udkom journalist Anders Haahr Rasmussens personlige fortælling om tennislegenden Caroline Wozniacki, Én bold ad gangen.
Grøde i genren igen
Noget tyder på, at vi i disse år oplever endnu et gennembrud for genren. Den svenske forfatter David Lagercrantz’ biografi om fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovi fra 2011 har været en stærkt medvirkende årsag til, at sportsbiografien som genre er rykket ind i dagbladenes bogsektioner, og ifølge Jens Andersen er også de danske sportsbiografier nu ved at nå et internationalt niveau.
»Der er virkelig grøde i genren,« siger Jens Andersen og nævner bogen Feltherrer, der netop er udkommet på People’s Press, som et vellykket eksempel på nybrud for sportsbiografier. »Her har du fem begavede og velskrivende danske sportsjournalister, der kaster sig over at lave ikke bare fem, men 17 portrætter af fantastiske fodboldtrænere gennem tiderne. Hvis ikke det allerede er set i udlandet, har den potentiale til at gøre sig godt uden for Danmark også,« siger han og peger dermed på en underliggende tendens.
»Sportsbiografien nærmer sig noget fornemt, når den kan gå tilbage i tiden og hente en menneskelige historie frem, der siger os noget i dag,« siger Jens Andersen og giver en anden af årets udgivelser som eksempel. Bogen Spændt op handler ikke om en ener, men om forholdet mellem den uovervindelige tennisspiller Björn Borg og opkomlingen John McEnroe. Det er menneskelige fortællinger, der knytter sig til sport, men som er almengyldige.
Ifølge Dorthe Kirkegaard Thomsen taler fortællingerne mere til os, fordi de er skåret over samme skabelon: »Nogle teorier peger på, at når bestemte typer historier er mere populære end andre, er det fordi de spejler nogle kulturelt givne sandheder,« siger hun.
»Det kan være historien om, at de kendte mennesker i virkeligheden er almindelige og ikke skæbnebestemte til at være sportsstjerner. Måske har der været nogle særlige omstændigheder, der hjalp talentet på vej, men dybest set er de almindelige mennesker,« siger hun.
Dermed tilbyder bøgerne fortællingen om, at vi alle sammen kan blive til noget. Men hvad kan sportsbiografien, som andre biografier ikke kan?
»Sportsbiografier kan noget, som ellers kun kunstnerbiografierne kan,« siger Jens Andersen: De kan vise det dybt dedikerede menneske, der presser sig selv langt ud over de grænser, vi andre kender til.«
Sportskvinder på coveret
Udviklingen til trods finder nostalgiske bøger om 80’ernes fodboldhelte dog stadig en plads i boghyldernes hierarki.
Fanbogen har med hjælp fra forlag som Bogkompagniet og Turbulenz fået en revival med bøger om fodboldklubberne Liverpool, Real Madrid og Barcelona. Og Politikens Forlag udgiver i november en biografi om Preben Elkjær, der, som presseteksten fortæller, er »en nostalgisk og underholdende historie, der genopfrisker minderne fra de fodboldglade 80’ere«.
Men tror man dermed, at tendensen har toppet, tager man fejl, mener Jens Andersen. Der kan være både mere og mere nyt på vej.
»Når vi ser på sportsbiografierne generelt, skulle man tro, der kun var ét køn, der dyrkede sport i Danmark. De sportsbiografier, der er udgivet om kvinder, kan tælles på meget få hænder, men det skal nok komme,« spår han og tilføjer, at genren bestemt heller ikke er nået ud i alle hjørner endnu:
»Når man tænker på, hvor mange timer af deres liv, mænd generelt bruger på at se sport i tv, så kan det undre, at ikke endnu flere læser sportsbiografier. Især nu hvor så mange af dem faktisk fortæller en historie, der er værd at læse.«
Skriv et svar