Det er ikke længere for sjov eller slet og ret klæbrig kitsch, når der skrives om kærligheden i dansk litteratur. Vi bevæger os i vores kultur fra ironisk distance mod det ægte, mener lektor i litteraturhistorie.
Fra Kristeligt Dagblad den 26. november 2012
Kærlighedshistorien som genre er for mange kædet sammen med patetiske udtryksformer, svulstigt billedsprog og papirstynde plots.
Et dårligt litterært ry at rende rundt med, med andre ord, og nogle fordomme om en genre, som Foreningen af Danske Lægestuderende på forlaget FADL effektivt satte i spil, da de i 2009 forsøgte at revitalisere lægeromanen ved at bede 12 anerkendte forfattere som Pia Juul og Jens Blendstrup om at skrive en lægenovelle. Samlingen blev udgivet med den slet skjulte ironiske titel sat med guldbogstaver: ”Hun var følelsesløs fra fødderne og ned.”
Her i november udkom så en ny antologi med kærlighedshistorier. Denne gang fra forlaget Lindhardt og Ringhof, der har bedt 14 forfattere som Vibeke Marx, Torben Munksgaard og Trisse Gejl om at skrive en kærlighedshistorie uden ironisk distance og uden bevidst at gøre genren til kitsch. En idé, der opstod til en middag i november 2011 blandt forlagsfolk og forfattere, for som der blev talt om ved bordet den aften, så har den ironiske skildring af kærligheden domineret det litterære landskab siden 1990’erne, og det ofte i et minimalistisk formsprog.
”Når kærligheden har været skildret, har det mest været som små ironiske parforholdskammerspil i stil med eksempelvis Lone Hørslevs fine roman ’Sorg og camping’,” siger forlagsredaktør hos Lindhardt og Ringhof Victoria Westzynthius, der mener, at det muligvis er noget særligt dansk at have det svært med de direkte aflæselige store følelser.
”En forfatter som Jens Christian Grøndahl, der skriver moderne kærlighedshistorier i et formsprog, der ikke er minimalistisk, klarer sig eksempelvis bedre i lande som Holland og Frankrig end i Danmark,” siger hun og tilføjer, at det er, som om man glemmer, at mange af de store klassikere i verdenslitteraturen har været kærlighedshistorier. Tænk på Knut Hamsuns ”Victoria” (1898), Flauberts ”Madame Bovary” (1856) og Tolstojs ”Anna Karenina” (1873) for nu at nævne nogle af de store.
Nuvel, tiden er vel vokset fra de kærlighedens vilkår, der krævede kamp for overhovedet at kunne få lov til at være sammen, og måske netop derfor tiltrak det opmærksomhed og mange læsere, da den amerikanske forfatter Jeffrey Eugenides tidligere i år udgav romanen ”Bryllupsintrigen” (Gyldendal), hvor han netop leger med genren og lader en ung collegestuderende skrive opgave om bryllupsintrigerne hos forfatteren Jane Austen, alt imens hun selv vikles ind i kærlighedens forstyrrende spind.
Af danske udgivelser i år, der behandler de store følelser, kan nævnes Leonora Christina Skovs ”Førsteelskeren”, Christian Jungersens ”Du forsvinder”, og måske er der mere kærlighed i vente. Hos forlaget Cicero, der hører under Rosinante&Co, oplever man, at også kærlighedshistorierne i stigende grad bliver samlet op, efterhånden som krimilæserne begynder at supplere deres læsning med andre typer fortællinger. I november genudgiver forlaget ”Désirée”, en historisk roman om Napoleons første kæreste, Désirée Clary, der er datter af en silkehandler, forelsker sig glødende i Napoleon Bonaparte og meget eventyrligt ender med at blive dronning af Sverige.
”Det er en fortælling fra 1950’erne, som mange kvinder har læst og husker, og en kærlighedsklassiker, som vi syntes også skulle være på markedet i dag,” siger redaktionschef Anne Søndergaard.
Samtidig har forlaget udgivet ”Mig før dig” af den engelske forfatter Jojo Moyes og markedsført den som en moderne kærlighedshistorie. Den underliggende strøm under kærlighedens småtspirende comeback i dansk litteratur er vores forhold til ironi og til patos. To begreber, der ikke er hinandens modsætninger, men yderpoler på den samme skala, forklarer litteraturhistorisk lektor ved Aarhus Universitet Jørn Erslev Andersen:
”Patos betyder lidelse og står for det ægte, det oprigtige og det dybtfølte. Ironi derimod betegner en distance og et forbehold, og vi bevæger os som kultur hele tiden på en kontinuerlig skala mellem de to.”
På spørgsmålet om, hvor vi står på denne skala lige nu, svarer lektoren, at vi befinder os på ”den gode side af patos”, altså lidt over midten svingende mod patos. Det begrunder han med, at vores kultur de senere år er blevet stadig mere autenticitetssøgende.
”I 80’erne dyrkede vi ironien, og i 90’erne var der et par spæde forsøg på at relancere patosbegrebet blandt andet ved en kunstudstilling i Aarhus og en i København,” forklarer Jørn Erslev Andersen, ”men her i 00’erne har vi fået hele oplevelseskulturen og en stærk søgen efter det autentiske, det ægte og det sande,” siger han.
En bevægelse, der blandt andet er kommet til udtryk i litteraturen som autofiktionsbøger som norske Karl Ove Knausgårds ”Min kamp” i seks bind og senest i det, der inden for lyrikken kaldes ”ny kropslighed”, hvor blandt andre digterne Olga Ravn (”Jeg æder mig selv som lyng”, 2012) og Bjørn Rasmussen (”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet”, 2012) udforsker kroppens muligheder og biologiens begrænsninger, og hvor det, man samlet kan sige om værkerne, er, at de er uironiske.
Patos er altså ikke forbeholdt en genre og én udtryksform, men er baseret på at det, der formidles, er dybtfølt. Som teolog og forfatter Jan Lindhardt er inde på i sin bog ”Vores patetiske kultur” fra 2010, så bæres patos af sit indhold, ”som skal være vigtigt, meget vigtigt, overbevisende og ikke mindst: troværdigt.”
Når vi tillægger kærlighedshistorier en vis kitchet værdi, er det, fordi patos rummer risikoen for at kamme over og blive patetisk. Som en tårevædet onkel, der holder en tale, der ikke helt holder, forklarer Jørn Erslev Andersen.
”Patosfyldt litteratur er udtryk for en ægte følelse, som så forplanter sig til læseren. Det patetiske derimod er, når det udtrykte bliver overdrevent sentimentalt, og indholdet ikke længere kan leve op til formen.”
Hvornår noget er overdrevent patetisk, og hvornår noget er veltempereret patos, afhænger som så meget andet af øjnene, der ser. Den danske forfatter Bent Vinn Nielsen, der bidrager til den nyudgivne antologi ”Fortællinger om kærlighed” er for eksempel født i Vendsyssel og vant til underdrivelser.
”I min omgangskreds siger man, ”hun ser da ikke værst ud”, hvis man i virkeligheden vil sige, ”hun er smuk”, og derfor bliver man jo overrasket, når man præsenteres for det helt store følelsesmæssige udtræk,” siger Bent Vinn Nielsen og hentyder til den dag i 1983, hvor han på gaden i Roskilde overværede det optrin, han har brugt som afsæt for novellen ”Store følelser i Roskilde”.
”En radmager mand med en kraftig stemme løb efter en kvabset kvinde ned ad gaden,” fortæller han, ”begge dårligt klædt og lusede at se på.”
Da de kom til Domkirken, vender hun sig om og siger:
”Hvorfor render du altid efter mig?”.
Manden kigger på hende og råber, så det gjalder ned ad hele hovedgaden:
”Fordi jeg elsker dig!”.
Bent Vinn Nielsen husker, at alle omkring ham ikke vidste, om de skulle være forstemte eller opstemte, da parret omfavnede hinanden i dyb hengivelse dér i Roskilde bymidte.
”Vi har nok en opfattelse af, at for at nære store følelser skal du være et stort menneske. At det er noget fint og operafornemt. Men det sker altså også i de større provinsbyer,” siger han lunt.
Om han tror, vi vil se flere kærlighedshistorier i fremtiden, er han ikke så sikker på:
”En ting er, hvad bogbranchen og bestsellerlister dikterer. Noget andet er, hvor litteraturen bevæger sig hen. Den går som kærligheden sine helt egne veje.”
Skriv et svar