Den 53-årige forfatter Liz Jensen skriver fremtidsfortællinger og flyver i pendulfart mellem virkeligheden og fantasiens verden. En overfart hun så sin mor tage med koldkrigsparanoia og en psykose, der løb løbsk, men som satte datteren på sporet af sit forfatterskab. Nu er den britiske forfatter med danske aner aktuel med spøgelsesromanen ”De ubudne,” om børn der myrder.
På en dag hvor skyggerne føles flere kontinenter koldere end de få steder, hvor solen kanter sig ind over København, åbner en brunhåret kvinde med varme øjne og ditto cardigan døren til lejligheden på Østerbro.
”Hvor vil du sidde?” spørger hun og viser ind i en lille stueskov af meterhøje, grønne planter, hvor hunden Perle vimrer ruhåret rundt, indtil hun genner den på plads i sofaen.
Over dem hænger indisk kunst i røde farver, på sofabordet ligger en kanonkugle og i vindueskarmen bagved står et overdimensioneret fuglebur af træ. Her er ikke tale om dansk hygge i ordets mest ordinære forstand, her bor heller ikke nogen almindelig Lis Jensen. Z’et siger det hele. Dette er Liz. Født og opvokset i Oxford. Datter af en dansk violinbygger og en britisk-marrokansk bibliotekar af en mor. Forfatter til i alt otte sorte spændingsromaner om syge relationer mellem mødre og døtre, om klimakatastrofer og om mænd, der genmanipulerer deres koner i ambitionen om at avle den perfekte baby. Dystopiske romaner, der synes at have rod i en konkret og genkendelig virkelighed men knopskyder til fri fantasi og gotisk uhygge.
”Jeg er nærmest besat af fremtiden,” siger hun helt roligt og aer hunden i sofaen, der fortsat gør opmærksom på sin tilstedeværelse.
Interviewet blev bragt i Informations krimitillæg, marts 2013. Se hele tillægget her