Foto: Tor Birk Trads

Den vestjyske natur gav provinsdrengen Hans Edvard Nørregård-Nielsen æstetisk sans, mens knapheden i barndomshjemmet gjorde ham stræbsom. Den 68-årige afgående formand for Ny Carlsbergfondet slår store slag for fædrelandet og kunsten og har et blødt punkt for Hovedvej 11

Han sidder midt i et træhelvede. Et blankpoleret dansk træhelvede. Sådan omtaler Hans Edvard Nørregård-Nielsen selv det højloftede rum fyldt med brune møbler, store malerier og tunge, keramiske fade hos Ny Carlsbergfondet i Brolæggerstræde i København.

Midt på det brede, brune bord står et tin-askebæger til hans hvide Queens. Askebægret står som et artefakt fra en anden tid – den tid, han til dels selv repræsenterer, og som han har skrevet om i sine fire tidsbilleder begyndende med Mands Minde fra 1999, der omhandlede 1950’erne.

Hans efterfølger vil næppe sidde indenfor og ryge, og på sin vis er de filterløse smøger et levn fra barndommen i Sønder Nissum i Vestjylland nær Ulfborg, hvor mælkedrengene på gaden lokkede ham til at ryge i en tidlig alder. Læg dertil lidt machoattitude eller måske blot den kendsgerning, at Hans Edvard Nørregård-Nielsen med egne ord er nået til et sted i livet, hvor han kan sige »hvad fanden han vil uden at risikere at blive ført væk i håndjern« – så har I ham: den afgående formand for Ny Carlsbergfondet.

Portrættet blev bragt den 27. december 2013 i Information