Tag med på en særlig vandretur i skoven fra Hemmed Kirke til skovkirken i Agathelund med Thure Lindhardt som stemme. Vi følger sporene af Sankt Gertrud, der blev helgenkåret som de rejsendes beskytter, vi bevæger os ad banestien, og vi møder en kvinde, der måtte flygte fra bopladsen, da sandflugten tog til. Gå med på en vandring, hvor vi undersøger, hvad dette sted og dets tre lag af historie kan vise os om vores valg i livet. Står du selv ved en korsvej i dit liv? Har du et valg, du skal træffe? Er du på den rigtige bane?

Fortæller: Thure Lindhardt
Længde: I månens bane – ca. 4 km
Varighed: Ca. halvanden time
Hemmed Kirke
Hemmed Kirkevej 14, 8585 Glesborg
Parkering: Ved kirken.
App: Useeum (søg på Sankt Gertruds Sti)
Læs mere

På Sankt Gertruds Sti finder du tre forskellige lydvandringer. Hver især tager de udgangspunkt i det sted, de udspiller sig i: I månens bane i skoven nær Hemmed Kirke, Den evige sol på gravhøjene ved Thorsø Høje og Den hvide kyst langs kysten ved Fornæs Fyr.

Vandringerne ønsker at skabe en stærkere forbindelse imellem menneske, natur og kulturhistorie. Og kan man det? Med vores viden? Med vores sanser? Og er det muligt derigennem også at komme tættere på os selv?

Manuskriptet: Jannie Schjødt Kold
Stemmer: Thure Lindhardt og Sonja Richter
Producent: Kontrafej
Instruktion og lyddesign: Mathias Sørensen
Komposition: Andreas Sørensen
Grafik og illustrationer: Lea Helene Adelsten Olsen
Fotografi: Dennis Serup Voigt Kristensen

Projektet er lavet for Rimsø-Kastbjerg Menighedsråd i samarbejde med Kattegatcentret og med støtte fra:
Friluftsrådet, Djurslands Turistforening, Fonden for Østdjursland, NFLAG, Norddjurs Kommune, LAG og NRGI Fonden.

Ved gravhøjene ved Thorsø Høje venter en anderledes oplevelse med Esben Smed som stemme. På toppen af hver høj ligger et lydklip, og du bestemmer selv i hvilken rækkefølge. Gravhøjene står som gåder i landskabet, men hvad skal de betyde? Hvad kan vi bruge dem til i dag? Du er med til at fremkalde billederne og skabe scenerne ved at lade dine minder og følelser komme til dig. Undervejs vil vi komme tættere på alt det, som gravhøjene er symboler på – den kontekst og tid, de blev skabt i. Hvad er vores forhold til de mennesker, der kom før os? Da disse gravhøje blev anlagt, orienterede man sig mod solen. Den var alt, og alt var forbundet. Men hvad med os? Har vi styr på, hvad der er vigtigt? Lige så vigtigt som den evige sol var for fortidens mennesker?

Fortæller: Esben Smed
Længde: Den evige sol – opleves på gravhøjene
Varighed: Ca. halvanden time
Thorsø Høje
På Kongshøjvej – mellem Thorsø og Villersø, 8500 Grenaa
Parkering: Op ad grusvej eller langs vejen.
App: Useeum
Læs mere 

Den evige sol er en del af en trilogi. Tre lydvandringer, tre steder, én bevægelse – ud i landskabet og tættere på dig selv. Du kan gå dem døgnet rundt, året rundt – lige når det passer dig. På Sankt Gertruds Sti finder du tre forskellige lydvandringer. Hver især tager de udgangspunkt i det sted, de udspiller sig i: I månens bane i skoven nær Hemmed Kirke, Den evige sol på gravhøjene ved Thorsø Høje og Den hvide kyst langs kysten ved Fornæs Fyr.

Vandringerne ønsker at skabe en stærkere forbindelse imellem menneske, natur og kulturhistorie. Og kan man det? Med vores viden? Med vores sanser? Og er det muligt derigennem også at komme tættere på os selv?

Manuskriptet: Jannie Schjødt Kold og Mathias Sørensen
Stemmer: Esben Smed
Producent: Kontrafej
Instruktion og lyddesign: Mathias Sørensen
Komposition: Andreas Sørensen
Grafik og illustrationer: Lea Helene Adelsten Olsen
Fotografi: Dennis Serup Voigt Kristensen

Projektet er lavet for Rimsø-Kastbjerg Menighedsråd i samarbejde med Kattegatcentret og med støtte fra:
Friluftsrådet, Djurslands Turistforening, Fonden for Østdjursland, NFLAG, Norddjurs Kommune, LAG og NRGI Fonden.

Sådan gør du:
• Download appen Useeum til din telefon
• Søg på “Sankt Gertruds Sti”
• Vælg den lydvandring, du vil gå
• Stil dig ved startstedet og tryk play
• Husk hovedtelefoner, fuldt opladet mobil og gode sko 

En kollektiv kalden over vandet i Odense Kanal. Et råbekor, der giver stemme til nogle af landskabets ikke længere hørbare historier.

Ved Stige Ø var Danmarks korteste færgerute. Er afstanden så kort, at vi kan kalde og kommunikere over vandet? Ved Stigefærgens leje vil vi sammen skabe og opføre et værk af stemmer over havnen. Ordene har vi selv skrevet, og med en saks og tilfældighed som princip vil vi sammensætte og opføre dem som et råbekor over kanalen, så de får en ny og lydlig betydning.

Hvor der er vand, er der liv. Byer opstår, hvor der er floder, havne og fjorde. Her har arbejdshænder taget fat, skibe gået for damp og store drømme, her har den sorte omstilling og industri stået for fremskridt og vækst, og her forsøger man i dag at forvandle en losseplads til et rekreativt område. Strømmen fører alle disse historier med sig.

Tag med på en guidet vandretur med dramatiker Jannie Schjødt Kold, og hør om de historier, der knytter sig til havnen. Om Færge-Hans, der sejlede Stigefærgen, om værftarbejderne og vores skiftende syn på fremskridtet, og hvordan det hele former en stedets stemme, hvis vi lytter efter – også i os selv. Vi starter ved mindestenen for værftarbejderne og går sammen hen til der, hvor Stigefærgen sejlede.

Vi vandrer først ca. 20 min., og undervejs vil der være et par stop med indbyggede skriveøvelser. Hvilke stemmer kan vi skrive frem? Hvilke håb for fremtiden her ved vandet dukker op? Kan vi skabe et råbekor over kanalen med styret tilfældighed som princip når vi trækker nogle af de ord og sætninger, vi selv har skrevet langs vandet?

En del af Performing Landscapes 2025

I samarbejde med Metropolis – Københavns Internationale Teater og Dynamo i Odense.

Lydvandringen Vi, de drukende, baseret på Carsten Jensen roman af samme navn, er nomineret til Årets Fiktion ved Prix Audio 2024.

Hvordan man vælger, hvad der er årets fiktion? Noget med originalitet, dramaturgi, produktion og relevans og værdi for lytterne.

Vi – Carsten Jensen, skuespillere, oversættere, instruktør Jakob Engmann, lyddesigner Mathias Sørensen, tekniker Thomas Dam Jensen og grafisk designer Lea A. Olsen plus dramatikeren som er undertegnende – krydser søfartsfingre!

Prisen uddeles 25. okt. til en prisfest i Vega.
Hep!

P.S.: Gør som 1000 andre: Download app’en BaggårdTeatret og find “Vi, de druknede – audiowalk i Marstal”. Eller hop over på www.usynligtteater.dk – fungerer på tre sprog.

Stammebåden er en interaktiv installation i Øhavsmuseets foyer. Sæt dig op i båden og begynd at padle. Når du roer, starter tre korte lydfortællinger på dansk eller engelsk.

Tag med Bjarke, der i jernalderen ror ud og ser til en sejlspærring, der skal forhindre fjenden i at komme ind i fjorden. Pludselig sker det. De råber inde fra land: “Fjenden kommer!”

Tag med på en rejse tilbage til middelalderen og tag med Harald ud og jage marsvin ind i en bugt. Kan du mærke, hvor vigtig jagten er for mændenes overlevelse?

Tag med Tora, en kvinde i 20’erne, der i stenalderen ror ud i stammebåden på Faaborg Fjord. Det er tidlig morgen, og hun holder pinde med gløder i ud over vandet for at tiltrække fiskene. Hun synger for sig selv. Kan du mærke roen?

Nationaltraume. Læserne søger en forklaring, men får en empatisk fortælling fuld af detaljer, der blotlægger 22. juli, en massemorders opvækst og den fejlbehæftede politiindsats, der førte til 77 dræbte på én lang julidag. ”En af os” er en journalistisk bog bygget på fakta men fortalt som en roman – om samhørighed og om at stå udenfor.

Den uldne frakke hænger over en stoleryg, og de sorte skindhandsker er kastet. Sirligt smidt på det store mødebord i et afsides lokale fra Gyldendals kantine. Åsne Seierstad selv holder sig helt i sort, kun det blonde hår kaster hun fra tid til anden over skuldrene, mens hun taler om den bog, der udkom på norsk kort før jul, og som nu foreligger på dansk i Jakob Levinsens oversættelse. Bogen er både en fortælling om Norge, om Utøya og om Anders Breivik og lyder titlen ”En af os.”
Men hvad skal vi med endnu en fortælling om 22. juli?
”Jeg ville fortælle en samlet historie, den som retssagen ikke fortalte,” siger forfatteren der dækkede retssagen for amarikanske Newsweek.
Retssagen havde et eneste motiv og formål og det var at finde ud af, om han var tilregnelig eller ej.
Han lagde ikke skjul på, at han har gjort det. Så spørgsmålet var alene, om han skulle straffes, hvilket jeg mener er forkert, for det tilsidesatte jo hele skyldsspørgsmålet,” siger Åsne Seierstad der følte et behov for at grave i sagen.
”Det er nødvendigt for at undgå den mytedannelse, der allerede var begyndt ved retssagen. Skød han først og fremmest de kønne piger? Gik han efter de der var mørke i huden? Nej, han skød på alle han så. Det er fakta, og det er kendsgerninger, som nu er fortalt i en samlet fortælling. Det tror jeg er vigtigt. Om ti år det for sent.”
I bogen får vi ud over rekonstruktioner af selve forløbet i Oslo og på Utøya, Anders Breiviks livshistorie men også et indblik i nogle af ofrenes og de overlevendes liv. Vi møder Simon Sæby, der døde tre dage før sin 19-års fødselsdag. Simon og vennen Anders Kristiansen er typerne, der sidder oppe og skyper sammen om natten under præsidentvalget i USA, de føler håbet, der følger med indsættelsen af Barack Obama i 2008. De drømmer om at køre Amerika tyndt. Helt så selvfølgeligt er det ikke for den 18-årige kurdiske pige Bano Rashid, der er flygtet til fra Irak til Norge og bruger sin hårdt optjente sommerjob-penge på at købe en bunad, den norske nationaldragt.
”Hun drømte om at blive en af os,” siger Seierstad, der i titlen ønskede at favne alle, gerningsmand og ofre, og i sit efterord kalder bogen en historie om at høre til. Både de unge der troede så stærkt på demokrati og på argumentets kraft, at en ung pige mander sig op og beder Breivik ”slutte med at skyde”, og ham der var ”en af os”, men valgte at vende alle ryggen. Et tema om samhørighed, der understreges af bogens brutale begyndelse, hvor 11 unge mennesker vælger nødstrategien at spille død. Lægger sig på kærlighedsstien og håber det bedste. Herfra springer vi tilbage i tid til begyndelsen på Breiviks liv, for til sidst at ende på Utøya igen. Det er under læsningen svært at skrue ned for det sorgens soundtrack, der fulgte i tiden efter 22. juli, hvor Nordahl Griegs fredshymne ”Til ungdommen,” fra 1936 blev synonymt med Norges måde at svare uhyrlighederne på. Spørgsmålet er, i hvor høj grad Anders Breivik gik ind i sin tid?
”Han gik i høj grad ind i sin tid,” svarer Åsne Seierstad, der lader os som læsere følge med fra Breivik fødes i 1979 og frem til hans fængsling.
”Frem til terrorhandlingen den 22. juli var Anders Breivik en person af vores tid. Han voksede op med Socialdemokratiet,” siger Åsne Seierstad og synger på de sidste stavelser, ”og han fulgte den drejning, samfundet tog, da indvandringen kom til fjeldlandet og Fremskrittspartiet, der i dag sidder i regering, stormede frem.”
Breivik begynder sit liv i en tid prægede af fællesskabstanker og ender mere og mere opfyldt af tanken om fame.
”Han higer efter berømmelse og bliver til sidst en unik karakter i negativ forstand. En herostratisk figur,” forklarer Åsne Seierstad med henvisning til grækeren Herostratos, der 356 f.Kr. stak ild på Artemistemplet i Efesos og blev så fordømt og berygtet, at man ikke måtte udtale hans navn.
”Men Breivik hang sig i kulturpopulære termer. I sidste del af retssagen fik han tid til at komme med sine egne argumenter. Og man tænkte, at nu ville han fremlægge sin ideologi. Så siger han, hvordan han væmmes ved, at Norge sender ”asylansøgere” til Eurovision Song Contest, sådan noget ”bongo-musik”, og han fabler om, hvordan tv-serien ”Sex and the City” opfordrer til at leve et amoralsk seksualliv,” genfortæller Åsne og skænker kaffe op.
Småkagerne lader vi stå. Det er, som hun siger, ikke et cookie-tema. Mens de kulturelle koder er for subtile til Breiviks verdensanskuelse, er Åsne Seierstads dokumentarisk fuld af virkelighedens mange detaljer. Det er dem, der får mig som læser til at lægge mig på kærlighedsstien blandt de unge. Tæt sammenslyngede på skovbunden. Den jord som kun den ene ved et mirakel skal rejse sig fra igen. Det er den skrivestil som Carsten Jensen onsdag aften i Den Sorte Diamant, hvor han på International Forfatterscene interviewer Åsne Seierstad kalder ”empatisk journalistisk.” En rammende betegnelse for den metode, der trækker først og fremmest på reportagen, dernæst på realismen og som Åsne Seierstads brug af indre monolog grænser op til det, man på amerikansk kalder ”intimate journalism”. Altså hvor en persons indre konflikter søges beskrevet indefra. En omdiskuteret metode og et spørgsmål om fortælleposition.
Du benytter dig af en skjult fortæller, men vælger som forfatter hvilke detaljer, der lægges frem og i hvilken fortællemæssig komposition. Er det ikke i sig selv udtryk for en tolkning?
”Der ligger en tolkning i udvælgelsen, men en tolkning, som jeg mener at have belæg for.
Det vil sige i konkrete tilfælde beror det på en vurdering. Hvilke principper pejler du efter?
”Alt skal være fakta. Det er princip nummer et og nummer to er at jeg som historiefortæller også må tage hensyn til, hvad der kan fortælles godt. Jeg skriver en bog, og den stiller til slut også sine egne krav.”
Intet i bogen er opdigtet, alt er researchet, skriver og siger Åsne Seierstad igen og igen.
”Dette gælder for al dokumentarisme, men det gælder ikke mindst for mig, der klog af skade, kan du sige, ved at folk vil gå mine bøger efter med tættekam. Du vil altid kunne spørge mig, hvor ved du det fra, og så har jeg et svar,” siger hun og henviser til den sag, der fulgte i kølvandet på bestselleren ”Boghandleren i Kabul.”
Så når du skriver om Breivik i hans unge år som graffitikunstner, at han ”inderst inde var forfængelig og græmmede sig over sin store næse,” hvor ved du så det fra?
”Det har jeg fra flere af hans venner fra dengang. De fortalte at han var meget optaget af sit udseende, at han brugte dækcremer og pudder, og var ked af sin ”araber-næse,” som man kaldte det dengang.”
Spørgsmål er, hvad det at flytte en ydre observation til noget indre tilfører fortællingen. Hvad giver det at være inde i hovedet på Anders Breivik for eksempel, da han foretager de første skud på Utøya, og hører tusind stemmer i sit hoved skrige: ”Gør det ikke, gør det ikke”?
”Det tilfører nærvær. En tungt nærvær ganske vist, men eftersom Breivik har gentaget dette adskillige gange under politiafhøringerne, godtager jeg, at det er sandsynligt, det var sådan det føltes for ham, og den indlevelse giver jeg videre til læseren.”
Netop indlevelsen er den fortællende journalistiks varemærke, dens DNA og også ifølge nogle anmeldere bogens akilleshæl. At den mere forkromede og perspektiverende forklaring mangler.
”Jeg mener, det er naivt at forvente af denne bog, at den skal komme med en forklaring. Jeg lægger detaljerne frem for læseren, så han eller hun selv kan drage sine konklusioner,” siger Åsne Seierstad der gerne går i rette med de anmeldelser, hun får.
Kan du forstå, at læseren higer efter svar på spørgsmålet ”hvorfor?” At det for så vidt er den kraft, der driver læsningen frem?
”Ja, det er sandt, og man får også en række brikker, der giver et mulighed for at danne sig et billede. Den svære barndom hos en mor, der skiftevis sover tæt omslynget med ham for dernæst at råbe, så naboerne kan høre det: ”Jeg hader dig, jeg ville ønske, du var død”, de mange afvisninger i de fællesskaber han søger at blive optaget i, fra graffitimiljøet, over Fremskrittspartiet og til sin egen familie. Anders Breivik der forsøger at finde sin plads i fællesskabet og falder igennem. Men om det er hele forklaringen, det ved jeg ikke, og det ved vel ret beset ingen.”

Læs resten af interviewet i Weekendavisen fra den 28. marts